Fortsæt til indhold
Bolig

Nina Ewalds ønskeliste: Kender du en med grønne fingre? Her er syv perfekte gaver til haveelskeren

For haveelskere er en gave til haven noget af det bedste, man kan finde under træet. Jeg har mange idéer til familie og venner, og min egen ønskeseddel er også spækket med både nyttige og sjove haveønsker. Her får du syv af dem.

For de fleste af os haveelskere er gaver til haven noget særligt, fordi de handler om drømme: om at skabe, udvikle og tage sig tid til noget, der spirer og gror.

Så når ønskelisten til jul bliver skrevet, kan vi med god samvittighed tilføje både små og store haveting, pynt og planter. De bliver ikke bare til glæde i julen, men også år frem i tiden.

Der er noget særligt ved at gå og rode i haven, at få jord under neglene og mærke duften af muld og blomster. Det gør noget godt for både krop og sind – men er en forårs- og sommerglæde, vi må vente nogle måneder med for alvor at kaste os ud i igen.

Staudeholdere fås i alskens udformninger, men denne netvariant er min foretrukne.
Nina Ewald

Selv om julen mest handler om hyggelige stunder indendørs, er det alligevel en god anledning til at tænke på udstyr til udendørslivet.

Jeg har mange idéer til, hvad jeg vil give til mine haveelskende familiemedlemmer og venner. Og på min egen ønskeseddel står der også en række ønsker – fra praktiske redskaber til skønne krukker.

Alt sammen gaver, der vil minde mig om, at inden jeg ser mig om, er tiden snart igen til blomster, bier og lange lyse aftener. Her får du et udpluk af de ting, der kan ligge under forskellige juletræer og vække glæde hos alle os, der elsker haven.

Multifunktionelt og spejlblankt

Spejlbassiner fås i mange former og størrelser, og nogle af dem kan også bruges som bålfade. Priserne starter ved 999 kr. Foto: Zinkbakken

Et spejlbassin har stået på min ønskeseddel i lang tid, så måske bliver det i år, jeg endelig bliver den heldige ejer af et. Det vil jeg stille på græsset tæt på et par buske, så både himmel og løv kan spejle sig i vandet. Derudover kan fugle, smådyr og insekter også få glæde af vandet i haven.

Bassinet fra Zinkbakken er af jern og bliver med tiden rustfarvet – og så kan det også bruges som bålfad. Modellen kan desuden fås i sort lak, som giver den bedste spejleffekt. Det er produceret i Danmark i 4 mm jern, hvilket giver det en meget lang levetid, og det fås i mange størrelser fra Ø 60 cm – Ø 150 cm.

Artiklens emner
Jul