De fik sig noget af en overraskelse ved indflytningen. Huset var nemlig allerede beboet
Da billedkunstner Birgitte Støvring flyttede tilbage til Jylland efter mange år i København og Berlin, blev hun overrasket over, at hun måtte dele huset med naturens beboere – inde såvel som ude.
I de gamle Disneyklassikere som Snehvide og Askepot danser musene på bordet, og rådyr og egern hjælper til med rengøringen. At dele bolig med skovens dyr ser skønt ud på tegnefilm – men er knapt så idyllisk at opleve i sit eget hjem.
Det erfarede Birgitte Støvring, da hun flyttede fra København til Egtved. Her trængte naturen sig nemlig på i en grad, som hun ikke før havde oplevet. Et af skovens dyr havde optaget permanent bolig i huset, men også andre kom ind, når havedøren stod åben.
»Vi havde ikke boet i huset særligt længe, da vi hørte lyde fra taget, når vi sad i stuen. Vi var sikre på, at det var fugle – meget store og tunge fugle – som hoppede rundt på taget. En dag stak vi hovedet ud for at se, hvordan en så larmende fugl så ud og opdagede, at der ingen fugle var at se,« siger Birgitte Støvring og fortsætter: