Nina Ewalds tips til en grøn have vinteren igennem: Her er de mange planter, der kan klare kulden
Drømmer du om en have, der er frisk frodig hele året rundt? Så skal du plante stedsegrønne træer og buske samt vinterblomstrende planter – og selvfølgelig først og fremmest plante der, hvor du kan nyde det grønne inde fra din bolig.
Mange tænker mest på haven, når forårssæsonen starter, og går ikke så meget op i, hvordan de kan transformere den til et skønt, frodigt sted i vinterhalvåret. Det er typisk, at når dagene bliver længere igen, myldrer havefolket afsted til planteskolerne for at købe løgvækster, sommerblomster og andet godt. Men i virkeligheden er efteråret den allerbedste plantetid.
Ganske vist kommer vi ikke så meget ud i haven om vinteren. Men med stedsegrønne træer eller buske plantet på strategisk rigtige steder og også med fokus på vinterblomstrende vækster kan du nyde former og farver hele året rundt.
Det er en oplevelse at se klippede taks- eller buksbomfigurer med et glitrende lag rimfrost på en kold vinterdag, alt imens der er nøgne grene på træerne, og sommerens blomster ligger visne hen ad jorden.
Det grønne er et smukt syn, der giver haven perspektiv og gør vinteren lidt nemmere at komme igennem. Samtidig vil de stedsegrønne vækster stå som en rolig og harmonisk baggrund for sommerens mylder af blomster, når den tid kommer.
Grønt til afskærmning og pynt
Udover den åbenlyse dekorative værdi kan de stedsegrønne planter i haven tjene som afskærmning året rundt, i modsætning til løvfældende hække, træer og buske, der står transparente om vinteren.
Træer er oplagte til at skygge for solen på særligt udsatte steder. Nogle er mere massive i væksten end andre. Vælger du fyrretræer, vil de give en smuk, flimrende skygge og ikke henlægge haven i mørke. Tænk bare på strandplantagerne ved vores kyster.
Det stedsegrønne kan også bruges til at skjule affaldsspande, kompost, et opbevarings- og arbejdshjørne i haven eller noget helt fjerde, der vil fremstå som et grønt område i stedet for et rodet eller grimt sted. I stedet for den traditionelle bøge- eller ligusterhæk kan du plante en hæk af stedsegrønne buske.
Du kan enten vælge at bruge den samme slags hele vejen, eller du kan sammensætte forskellige arter såsom fyr, rododendron, kirsebærlaurbær, taks, ceder og tuja; det giver et smukt, levende hegn, hvor de mange forskellige nåle og blade spiller fint op til hinanden.
Ud med kirkegårdsstemningen
Den stedsegrønne beplantning skal bruges med omtanke. Hvis du planter for mange stedsegrønne vækster, kan virkningen blive noget tung, og haven føles lidt kirkegårdsagtig. Der skal være balance, så de danner en kontrast til de løvfældende. Det giver et meget mere harmonisk og dekorativt indtryk.
Det er værd at huske på, at stedsegrønne vækster ikke kun er træer eller buske. Der er også en del stauder, som er (semi)stedsegrønne og kan sætte liv i bedene hele vinteren.
Derudover kan du bruge vintergrønne planter som kanter omkring bede og plæner, anvende dem som bunddække, sætte dem i krukker og arrangere smukke fokuspunkter såsom en samling af klippede buksbom- eller takskugler i forskellige størrelser – eller måske som underbeplantning til større træer eller buske.
Selv om vinterens have aldrig byder på så mange farver som sommerens overflod, kan du sagtens tænke i farverige baner. Mange stedsegrønne planter fås i forskellige kulører: lyse og mørkegrønne, gule og rødgyldne.
Også de løvfældende træers bark, som ses tydeligt, når bladene er faldet af, kan byde på fine oplevelser, både med hensyn til farver og mønstre. Endvidere findes der flere vinterblomstrende planter og buske, som sætter ekstra kulør på haven i den mørke tid.
Forny træer og buske
Måske har du allerede en del stedsegrønne buske og træer i din have, som med årene er blevet for store eller for høje. Det kan du i mange tilfælde godt rette op på.
Store træer, som blev plantet i parcelhushaverne for 40-60 år siden, er dog svære at gøre noget ved, så der må du beslutte, om de skal blive stående, eller om nogle af dem skal fældes. Du kan i så fald lade en del af stammen stå og bruge den til stativ for klatreplanter, ligesom stubben også kan genbruges.
Generelt kræver de stedsegrønne ikke meget pleje, men vil du beskære mindre træer og buske, er det bedst at gøre det regelmæssigt hvert forår, før de kommer i vækst.
Bortset fra taks og lærk må nåletræerne som tommelfingerregel kun beskæres ind til det sted, hvor de stadig er grønne, da de ikke skyder fra barken. Beskær dem for eksempel i maj ved at klippe ca. halvdelen af alle de nye skud og toppen. Det holder dem lavere og mere tætte.
Dette gælder ikke for søjletræer, der netop skal vokse sig høje og slanke. De beskæres kun i siderne. Anderledes står det til med taks og lærk, der tåler en hård beskæring. Efterfølgende vil de skyde fra selv små grene og selve stammen, så de kan nemmere formes, som du ønsker det.
Buskene kan også opstammes, så du får mere lys og luft samt plads til underplantning. Alt dette giver tilsammen mange muligheder for at lege med plantevalget i haven. Og som nævnt, så er det lige nu, det er den allerbedste tid til at plante nyt.