Vask bilen – næsten uden vand
Nye vaskemidler gør det muligt at vaske bil inde i garagen med kun en snes liter vand og til få kroner per vask. Vi ser nærmere på mirakelmidlerne.
Hvis du er typen, som stort set aldrig vasker bil, eller bare smider den ind i vaskehallen i ny og næ, skal du nok stoppe her.
Men hvis du er den slags bilejer, som sætter en ære i selv at vaske bilen og måske bor et sted, hvor det er svært at stå med vandslange og sprøjte med en masse vand, kan du godt fortsætte. Det gælder især, hvis du vil spare miljøet for unødig belastning.
Der er nemlig kommet en række nye vaskemidler på markedet, som er udviklet til de knastørre egne af USA, hvor vand er stærkt rationeret, men de giver også mening i det mere fugtige Danmark.
Princippet er enkelt: Du sprøjter en mild såkaldt polymerbaseret autoshampoo på små områder af bilen med en helt klassisk lille, gul havesprøjte, der kan forstøve, fører en blød mikro-fiberklud eller vaskehandske hen over med vandrette, lette bevægelser og tørrer efter med et mikrofibertørreklæde. Undgå endelig nylonbørster, der ridser.
Kapsler snavset inde
Konceptet er, at snavset opløses, kapsles inde af sæben og følger med kluden. De vandrette, lette bevægelser sikrer, at lakken ikke ridses, og metoden skulle ifølge eksperterne være langt mere skånsom over for lakken end at stå med langhårede, stride vaskebørster.
Vi har set metoden demonstreret på en lettere beskidt VW Up, som det tog en halv time at vaske for Ebbe Jørgensen, der er bilplejespecialist og indehaver af Carcareconsult i Aalborg. Resultatet blev en bil, som vi må indrømme er skinnende ren uden streger eller helligdage.
Ebbe Jørgensen er ikke i tvivl om, at der er en række fordele ved metoden.
»Du bruger ikke ret meget vand, og det er langt mere skånsomt over for lakken i forhold til at vaske på gammeldags manér eller i vaskehallen,« siger han.
»Hvis du har en meget beskidt bil og går i gang med at gnubbe med en børste, risikerer du direkte at ridse eller skade lakken,« uddyber eksperten.
Hvis du vasker selv med bilshampoo, en børste og den typiske sorte murerspand, bruger du rask væk op til 80 liter med forvask, vask og skylning, mens du altså ridser lakken med den hårde børste.
En tur i vaskehallen kan både være værre og bedre. Det afhænger af, hvor god vaskehallen er, både når vi taler om børsterne og en evt. forvask, som er en fordel, fordi sandkorn så skylles væk, før vaskelamellerne kommer og gør deres job. Vælg i givet fald en vask med forvask og en hal med bløde lameller frem for nylonvaskebørster.
Ofte ser mange dog ikke, hvis deres lak bliver ødelagt, fordi det kommer gradvist.
»Billak, som typisk består af en grundlak og en klarlak ovenpå, er ret sårbar. Bilejerne ser måske på et tidspunkt, at deres lak har mistet glansen, og sender den til bilpleje for at få den pudset op. Metoden her minimerer dannelse af vaskeridser i dagligdagen, og den sparer derfor bilen for hyppig polering,« pointerer Ebbe Jørgensen.
Flere fordele
Hos FDM er forbrugs- og brugtbilseksperten Karsten Meyland Lemche meget positiv over for den nye metode, som han mener har flere fordele.
»Du undgår at skulle stå og pøse med en vandslange, du kan vaske indendørs, du er mere skånsom over for lakken, og så kan du selv sætte tempoet,« siger Karsten Lemche, og uddyber:
»Du kan vaske bilen på en halv time, men også fordele det ud over dagen, hvor du tager små felter, alt efter hvad der passer dig,« siger Karsten Lemche, som peger på, at man kan nøjes med kun at vaske de felter på bilen, som er beskidte.
Der er dog også et par ulemper
»Der skal være en investering, før du er i gang. Og hvis bilen er meget beskidt, er du nødt til at spule den af. Det er dog mest, hvis du kører på grusveje. Ved kørsel på almindelige veje er der ikke problemer,« siger han.
Hvis bilen er meget smudset til i mudder eller et lag salt efter en tur i vintertrafikken, kan man med fordel spule af med en vandslange for at få det værste skidt væk.
Men i de fleste tilfælde kan man nøjes med at lade bilen stå i blød nogle minutter med sæben.
Hvis der er fluer groet fast i frontklappen, kan man lægge en våd klud med sæben over stederne i nogle minutter eller give motorhjelmen en gang in-sektfjerner fra f.eks. Sonax eller andre udbydere. Det kræver selvfølgelig også penge at komme i gang. Således koster en spand – gerne med snavsudskiller – og en forstøver fra et halvt hundrede kr. stykket, mens mikrofibersvampe og håndklæde koster 50-100 kr. En shampoo som Optimum Norinse ligger i 165 kr. for en liter, der rækker til 10 vaske.
Også fælgrens
Fælgene kan også renses med sæben, viser de-monstrationen. Ebbe Jørgensen anbefaler her at bruge mikrofiberklude og i en anden farve, som er dedikeret til fælgene, for ikke at tvære bremsestøv ud over lakken på karosseriet.
Resultatet på fælgene kommer til at ret rimeligt ud.
Ellers gælder det om at holde vaskekludene rene, så Ebbe Jørgensen har altid en ekstra spand, som han kan vride dem op i, før de igen dyppes i sæbespanden.