Fortsæt til indhold
Biler

Sommerklar på den prof måde

Det er jo fristende at lade et af de professionelle klargøringsfirmaer pifte bilen op. Flottere udseende, større holdbarhed. Men det koster – fra 2.500 kr. til 5.000 kr. Er sommerklar på den prof måde så pengene værd?

Tekst og fotos: Flemming Haslund

Forårsklargøring af bilen er for mange et i den grad gør det selv-job. Vask og voks, pudseklude og børster, kaffe og croissanter. Og en weekend er hurtigt gået. Fristende er det jo at overlade jobbet til et af de professionelle klargørings-firmaer. Det er i hvert fald ikke så lidt lettere, der er sikkerhed for det flotte resultat, ligesom lakkens videre holdbarhed er så god som muligt.

Så let og godt – men det koster jo. Sommerklar hos de professionelle klargøringsfirmaer koster hurtigt fra 2.000 til 3.000 kr. Og afhængig af hvor omfattende klargøringen skal være, kan man ramme 5.000 kr.

De proffe firmaer bruger jo de rigtige værktøjer inkl. polermaskiner og særlige støvsugere. Men hvor flot bliver en lidt træt bil egentlig? Hvad får man for sine penge?

Vi sætter os for at prøve. Tager en godt 10 år gammel BMW 530i. Sort lak, sølvlakerede fælge, beige læder. Bilen er bestemt ikke ny, og det er ved at være nogle år siden, den blev poleret sidst. Modsat er lakken ikke slidt i bund. Hvad kan de – klargøringsmændene med deres polermaskiner og ”hemmelige” tricks?

Vi vælger firmaet RTT, der har en række afdelinger – vi vælger den i Søborg. Indleverer BMW’en. Puds!

Dagen efter er vores pudsetestbil fra 2004 om ikke blevet en ny bil, så i hvert fald ny at se på. Bimmeren har fået en totalklargøring med rens og polering af karrosseriet inkl. fælgene.

Den professionelle klargøringsmand anvender en polermaskine for at få lakken til at se frisk ud igen. Men det handler ikke bare om at få lakken blank. Lakkens evne til at beskytte bilen øges også.

Kabinen med beige læder inkl. de nussede måtter har fået den helt store tur. Og resultatet: Kabinen virkelig ikke bare ser men også dufter ny.

Dertil rengjort og opfrisket bagagerum. Og endelig: Træk i kablet, åbn frontklappen – og … Det ser ud, som om den 6-cylindrede motor ligger i et nyt motorrum.

Hemmeligheden er knofedt

Fra gammel til ny BMW på et døgn. Hvad er klargøringsmandens inderste hemmelighed.

Vi følger klargøringen med kameraet – og nej, der er ikke rigtigt nogle hemmeligheder her. Rengøring og polering samt støvsugning foregår i princippet, ligesom vi amatører gør. Men måske er der alligevel to hemmeligheder: Klargøringsmanden kommer i alle krogene – altså alle inkl. f.eks. dørfalsene og listerne rundt om lygterne. Det gør resultatet overbevisende. Og klargøringsmanden bruger selvfølgelig diverse rengøringsmidler og voks kørt på og poleret med polermaskine – men det middel han virkelig anvender er rigeligt med knofedt.

Vi stiller op til klargøring med en bil med nussede måtter. De kommer til at se ud som nye, efter at Tor har givet dem den store omgang med en særlig støvsuger med indbygget skum.

Hvilke maskiner anvender den professionelle klargøringsmand så? Den ene er den roterende polermaskine. Ikke alene sparer den på armkræfterne, friktionen mellem maskine og bil bringer temperaturen op, hvilket gør effekten af poleringen større. Så ikke alene bliver bilen flottere at se på – lakken bliver samtidig bedre beskyttet. Det er en af de stærke pointer ved at overlade klargøring til profferne.

Dernæst anvender han en lille maskine til særlig rengøring af – ja, forlygteglassene. Det sikrer stærkere lys.

Et ”trick” er måske rengøringen af kabinen, her først og fremmest rengøringen af måtterne. Tænk på, at vores testbil dukkede op hos RTT med dens beige måtter. Og jo, de var nussede at kigge på. Og dagen efter – som nye.

Hemmeligheden er en særlig støvsuger med rengøringsskum plus stor omhyggelighed med selve støvsugningen med gentagne strøg det samme sted.

Alt i alt: fra gammel BMW til ny BMW på et døgn. Om det så er pengene værd, er jo op til den enkelte at afgøre. Men effekten plus den større holdbarhed; Den er ikke til diskussion.