Denne bil skal give Tesla det helt store gennembrud
Tesla vil være mere folkelige med ny og markant billigere model. Den nye Tesla 3 er netop præsenteret i Californien.
Det er en af de mest hypede bilmodeller i nyere tid, og nu er den så præsenteret, den helt nye Tesla 3.
Elbilen er væsentligt mindre end Tesla S og X og nærmer sig umiddelbart den mere klassiske firmabilsklasse i størrelse, og takket være navnet kan man næsten fornemme, at Tesla gerne vil gøre sig til over for bl.a. ejere af BMW 3-serie.
Tesla 3 skal øge fabrikkens produktion til i alt 500.000 biler årligt og dermed gøre Tesla til en stor aktør i den globale bilverden. I dag fremstiller man blot 150.000 biler årligt.
Med en startpris på 35.000 dollars i hjemlandet, koster 3-modellen halvdelen af en den større S.
Der har tidligere været gisnet om, at prisen herhjemme også ville lande på halvdelen af prisen for en S-model. Her koster den billigste fra omkring 800.000 kr. efter de seneste afgiftsændringer. Men den danske importør er fortsat forsigtig med at melde noget ud.
Den globale udlevering af modellerne går i gang i slutningen af 2017, og det er endnu uvist, hvor Danmark står i køen. Men de fleste forventer, at Europa får bilerne i begyndelsen af 2018.
Ifølge Tesla får modellen en rækkevidde på 320 km, en acceleration 0-100 på under seks sekunder, men vi gætter på, at de tal vil kunne opgraderes ved at vælge større batteripakker, ligesom på de øvrige Tesla versioner.
Modellen fås som S’erne både med bag- og firehjulstræk, og der bliver plads til fem ombord.
Den får også det selvkørende Autopilot-system, mens den store 17-tommers berøringsskærm, vi kender fra S-modellen, tilsyneladende neddrosles til en 15 tommers skærm.
Selv om der kun er tale om en prototype, ser designet meget interessant ud: Med en helt glat front uden kølergrill, korte udhæng og coupeagtige linjer minder Tesla 3 på sin vis både om modellerne S og X.
Der vil være både bagagerum foran og bagved.
Ifølge Teslas grundlægger, Elon Musk, er der allerede lagt 115.000 forhåndsreservationer på Model 3, hvor man skal erlægge 1.000 dollars, eller herhjemme 10.000 kr. for at komme med i puljen.
Elon Musk sagde, ifølge engelske Autocar, at model 3 er den elbil, han hele tiden gerne har villet bygge, fordi den er til at betale for langt flere købere.
”Hvorfor vi bygger Tesla 3? Fordi vi vil accelerere udviklingen hen mod en fremtid for bæredygtig transport,” sagde han.
Den internationale motorpresse bider dog mærke i, at den model, som er vist ser noget ufærdig ud, så der er muligvis plads til ændringer de næste halvandet år.
Tesla 3 er udviklet helt fra bunden og deler ikke ret mange komponenter med de større Tesla S og X.
Billedtext: Designet på den nye Tesla 3 lægger sig op af både S- og X-modellen. Men størrelse og pris er langt mindre.
Billedtext: Linjerne er elegante, og modellen får det samme udstyr som S’eren.
Billedtext: 3-modellen kommer i produktion i slutningen 2017, og der er global lancering i slutningen af året. Dog først i Europa i starten af 2018.