Fortsæt til indhold
Biler

Urinstof kan være vejen frem til renere dieselmotorer

Udledning: Nye skrappere NOx-krav dette efterår udfordrer bilfabrikkerne. Motorer med tilsætning af urinstoffet Adblue er nogle af de mest rene, siger eksperter.

Jens Overgaard

Grebet strammes om bilfabrikkerne, som fra 1. september har skullet leve op til de skrappere Euro 6-krav, der betyder, at biler med dieselmotor skal skære udstødningen af de farlige NOx-kvælstofilter ned til mindre end en tredjedel.

Der er dog stor forskel på, hvordan de enkelte mærker løser opgaven, der bestemt ikke er enkel.

En moderne dieselbil skal have tilstrækkelig trækkraft, køre langt på literen og ikke mindst altså udlede en minimal mængde Nox. Udfordringen er imidlertid, at hvis ingeniørerne gør motorerne mere effektive, så de kører længere på literen og udleder mindre C02, stiger udledningen af de farlige NOx-kvælstofilter og omvendt.

Nye krav forude

Mens Citroën og Peugeot har taget skridtet fuldt ud og konsekvent bruger en såkaldt SCR-katalysator, hvor bilejerne løbende skal tilsætte urinstoffet Adblue på alle modellerne, har de fleste andre bilmærker valgt en anden løsning, viser en gennemgang af bilmarkedet, vi har lavet. Det er de såkaldte NOx-fælder, hvor kvælstofilterne brændes af med jævne mellemrum, der bruges sammen med avanceret motorstyring. Hos en række bilmærker har man dog valgt at have Adblue i visse modeller, mens andre kører med NOx-fælder og optimeret motorstyring.

Adblue mest effektivt

Lone Otto, der er teknisk rådgiver hos FDM, mener, at SCR-katalysatorer med tilsætning af Adblue er vejen frem.

»Vi vil se stadig skrappere miljøkrav. Der kommer også en Euro 7-norm, og den eneste måde at leve op til de skrappere krav på kan ske ved at tilsætte additiver som Adblue og forfine teknologien,« siger hun.

Modellerne, som bruger Adblue, er altså de mest effektive, men også de mest bekostelige at producere.

»SCR-katalysatorer med adblue er de mest effektive. De kan fjerne de skadelige NOx-kvælstofilter næsten 100 pct. Men det er en dyr løsning for fabrikkerne,« siger Kim Winther, der er seniorkonsulent ved Teknologisk Institut og ekspert i dieselmotorer.

Regler presser teknologi

Under alle omstændigheder er teknologien, der bruges til at rense dieselmotorerne, så avanceret og bliver endnu mere avanceret fremover, at der er lagt op til, at det bliver dyrere at vedligeholde dieselmotorerne fremover.

Lone Otto fra FDM konstaterer, at man ikke kan mærke forskel på systemerne i hverdagen, og hun kan ikke sige, om den ene teknologi er dyrere end den anden for forbrugeren i længden. Den eneste forskel er, at man som bilejer altså skal bruge penge på Adblue.

»Det er helt sikkert, at al teknologi bliver mere avanceret og mere kostbart,« konstaterer hun.

På den lange bane kan der komme flere udgifter til motorer med SCR-katalysatorer. Kim Winter kan dog ikke sige, om det er et dyrere bekendtskab.

»Der er mange ting, der potentielt kan gå i stykker. Det er jo kompliceret teknologi,« konstaterer han.

Netop udsigten til de ekstra omkostninger er en klar årsag til, at bilfabrikkerne forsøger at bruge den mere simple teknologi med NOx-fælder og filtre længst muligt. Det er kendt fra lastbilbranchen, hvor kravene om mindre NOx-udledning kom tidligere, og hvor Scania var mestre i at trække den længst muligt.

Spørgsmålet er så, hvor langt man kan strække sig teknisk muligt og stadig reelt leve op til kravene i den virkelige verden. For eksempel anvender Suzuki ældre Fiat-dieselmotorer, som er opgraderet.

Kim Winther mener, man kan strække teknologien langt.

»Man kan sagtens opgradere motorerne, det handler om, hvilke filtre der kommer på,« siger han.

I dag ligger Adbluevæsken i en tank, som fyldes op ved serviceeftersyn, men flere modeller får en ekstra studs ved siden af benzinpåfyldningen. En tank med 17 liter Adblue rækker til 25.000-30.000 km/1 år. Foreløbig koster Adblue på flaske 40 kr. literen, men hos Uno-X kan man købe Adblue i tankhanen til godt seks kr. literen.

Adblue indeholder 32,5 pct. urinstof og vand. Det er ufarligt, men ammoniakken kan i større mængder forurene vandmiljøet.

Miljøkrav

Hvilke mærkers dieselmodeller bruger SCR-katalysator med Adblue?

  • Nissan: Ingen, bruger NOx-fælde.
  • Fiat/Chrysler: Ingen, undtagen Jeep Grand Cherokee 3,0 V6 Diesel.
  • Kia: Ingen, bruger NOx-fælde.
  • Ford: Ingen, bruger NOx-fælde.
  • Kia: Ingen, bruger NOx-fælde.
  • Audi: Q3 2,0 TDI Ultra 150 hk, A4/A5(Model B8) 2,0 TDi Ultra 136 hk, A4(ny model B9) 2,0 TDI 150/190 hk og 3,0 TDI 272 hk, Q5 2,0 TDI 150/190 hk og 3,0 TDI 258 og 313 hk. A6/A7 2,0 TDI 150/190 hk og 3,0 218/272/320 og 326 hk, Q7(ny model 4M) 3,0 TDI 272 hk og 333 hk, A8 3,0 TDI 262 hk og 4,2 TDI 385 hk. NOx-fælde på resten.
  • BMW: 3-serie 18d sDrive, 520d xDrive/525d Xdrive/ 530d Xdrive/ 535d Xdrive som sedan, Touring og Gran Tourismo, X5 og X6 25Xdrive/30d Xdrive/50dXdrive, 7-serie 30d s/xdrive, 40d xdrive. NOx-fælde på resten.
  • Peugeot: SCR-katalysator med Adblue på alle modeller.
  • Citroën: SCR-katalysator med Adblue på alle modeller.
  • Volvo: Ingen, bruger NOx-fælde.
  • Skoda: Superb, 2,0 TDI 150 hk 4x4 (Når den kommer til Combi) 2,0 TDI 190 hk samt Yeti: 2,0 TDI 110 hk både manuel og 4x4, 2,0 TDI 150 hk både manuel, manuel 4x4 og DSG med 4x4. NOx-fælde på resten.
  • Toyota: Land Cruiser og Hilux – begge med 2,8 liters dieselmotor. NOx-fælde på resten.
  • Mercedes: Udelukkende C220D på det danske marked. NOx-fælde på resten.
  • Renault: Ingen, bruger NOx-fælde.
  • VW: Ny Touran, ny Tiguan, ny Sharan, Touareg, Passat TDI 190 hk og 240 hk, BM og 4M. Bruger NOx-fælde på resten.
  • Opel: Insignia 2,0 CDTI med 170 hk, Zafira Tourer 1,6 CDTI med 136 hk. Bruger NOx-fælde på resten.

Miljøkrav om NOx-udledning

  • Euro 5: 0,18 gram per/km
  • Euro 6: 0,08 gram per/km
  • Krav USA: Tire2-bin5: 0,043 gram/km.

NOx er en fællesbetegnelse for to stoffer, kvælstofilterne kvælstofdioxid (NO2) og kvælstofoxid (NO). Kvælstofdioxid er sundhedsskadeligt for mennesker. De kan give større risiko for hjerte-kar-sygdomme, luftvejssygdomme og nedsætte lungefunktion – gennem kemiske reaktioner i atmosfæren kan de medvirke til smog og syreregn.

Artiklens emner
FDM