Tesla: Ejere af dieselbiler betaler for afgiftsfritagelse for elbiler
Producenten af den mest populære elbil afviser, at Tesla har kostet det danske samfund flere hundrede mio. kr.
Hos bilfirmaet Tesla afviser kommunikationschef Esben Pedersen, at købere af elbiler får store tilskud fra den danske stat. Han sammenligner samtidig afgiften på traditionelle biler, der forurener langt mere end en Tesla, med afgiften på cigaretter og alkohol.
Tesla er i dag den mest solgte elbil i Danmark og udgør ca. 80 pct. af de elbiler, der er solgt til private. På den baggrund bad Jyllands-Posten De Danske Bilimportører beregne, hvad der skulle have været betalt i afgifter, hvis Tesla’en som elbil ikke havde været fritaget for alle afgifter bortset fra moms. Det regnestykke viste, at der skulle have været betalt 1 mio. kr. eller mere i afgift for hver Tesla-bil – og at staten dermed er gået glip af et trecifret millionbeløb i afgifter. Men det regnestykke afviser Esben Pedersen:
»Det er fuldstændig forrykt at tale om, at vi har kostet det danske samfund flere hundrede mio. kr. En person, der køber en grøn bil til under 1 mio. kr. ville aldrig have købt en benzinbil til over 2 mio. kr. Du betaler ikke din nabos Tesla, mere end du betaler direktørens firmabil eller for lastbilers forurening.«
»Du betaler for de valg, du træffer, og vælger du at købe en forurenende bil, så har samfundet valgt at lægge en afgift på dit valg. Præcis som hvis du køber cigaretter eller alkohol. Vi forholder os kun til Skats tal, der siger, at hver elbil genererer en udligning på omkring 160.000 kr. Det er penge, der kommer fra en udligningsafgift fra dieselbiler – ikke fra fælleskassen,« siger Esben Pedersen.