Ny version af legendarisk VW Transporter
Mulighed for masser af sikkerhedsudstyr og mere komfort i sjette generation af VW Transporter.
Det er mange år siden, at en VW Transporter var formet som et rugbrød.
Alligevel hænger navnet ved modellen, som nærmest fik ikon-status få år efter, at første generation med luftkølet boksermotor og baghjulstræk blev lanceret i 1950, og som netop er vist i sjette generation.
Der er med årene kommet langt blødere strøg over linjerne på VW’s arbejdshest, som i sjette generation lægger sig langt mere op ad VW’s nye designlinje, mens der er kommet et nyt og langt mere personvognsagtigt interiør, hvor materialekvaliteten har fået et nøk op.
Nyt sikkerhedsudstyr
Samtidig er det nu endda også muligt at bestille pianolakering som ekstraudstyr. Det er noget, som formentlig er mest relevant i de dyrere udgaver af Multivan-busserne, som især firmaer, ministerier og hoteller verden over er flittige brugere af, og som er en model, der går i clinch med Mercedes’ nye og forfinede V-klasse.
Det er dog på håndværker- og transportfronten, at modellen er på hjemmebane, og på den kant er der masser af nyheder, som gør hverdagen lettere eller mere sikker.
T6, som modellen retteligt hedder, bygger på forgængeren og er et langt stykke hen ad vejen et kraftigt facelift, som skal holde VW’s slider frisk frem til, at syvende generation ventes at være på banen om fem år.
Den nye model er dog så omfattende fornyet, at der er tale om et halvt generationsskifte.
Det gælder især på sikkerhedsfronten, hvor Transporter kan fås med en meget bred vifte af de avancerede sikkerhedssystemer fra koncernen, lige fra automatisk nødbremse, over parkeringsrobot til fjernlysassistent, træthedsalarm, trailer-assistent og advarsel mod blinde vinkler.
Fra listen af ekstraudstyr finder vi også sænket eller adaptiv undervogn med indstillingerne ”komfort”, ”normal” og ”sport”, elektrisk bagklap, opvarmet forrude og elmultijusterbare forsæder og selvfølgelig et nyt infotainment-system, som kan spille sammen med smartphonen.
Mange motorer
Motorbestykningerne breder sig over fire dieselmotorer på 84 hk, 102 hk, 150 hk og 204 hk, mens benzinudgaverne er på 150 hk og ligeledes 204 hk. Den nye Transporter blev vist for pressen i Amsterdam, hvor en tofarvet version af Multivan-bussen trak tråde tilbage til den originale sambabus, der var lakeret med taget i en selvstændig farve. Og selvfølgelig var der på scenen også en original T1-varevogn fra oprindelsesåret 1950, hvor den første transporter blev bygget for at fuldende det historiske billede.
Den nye Transporter går i produktion midt på året og introduceres herhjemme i slutningen af august.