Danmarks bedste motorcykler

10 forskellige klasser med hver sin topkandidat: Her er de bedste køb.

Artiklens øverste billede
Yamaha MT-07 giver mest køreglæde pr. krone.

Motorcykler er om muligt endnu mere forskellige end biler – tænk bare på afstanden mellem en Vespa på 125 ccm, en gaderacer som den nyeste Ducati og en krydstogter som BMW med fuld kåbe og det hele.

I det store udvalg peger vi her på det bedste køb i 10 forskellige klasser – med hjælp fra en ekspert: Klavs Lyngfeldt, chefredaktør på den danske udgave af Motorrad, som er Europas største mc-magasin.

STREETFIGHTER: KTM 1290 SUPER DUKE R

Den får wheelies til morgenmad

Hvis der skal være gang i gaden, er 1290 Super Duke R umulig at komme uden om. Streetfighteren, som KTM meget passende har givet øgenavnet The Beast, er i den grad en udfordring for den trafikpolitiske moral. Klavs Lyngfeldt jubler:

»V2-motoren vrider hele 180 hk af sig, og den trækker som et lokomotiv i mellemområdet, så wheelies, powerslides og burnouts er fristende unoder. I virkeligheden er overhertugen en sportsmaskine uden aerodynamisk indpakning med eksklusiv affjedring og hardcore bremser, som ellers kun ses på Ducati Panigale. Hertil kommer traction-control og en avanceret ABS, som medregner motorcyklens nedlægning, og dermed gør det muligt at bremse dybt ind i svingene.«

  • Type: Streetfighter
  • Motor: 1.301 ccm, 2-cyl. V-motor, 180 hk
  • Egenvægt: 204 kg
  • Topfart: 290 km/t.
  • Pris: 280.000 kr.

STREET UNDER 100.000 KR.: YAMAHA MT-07

Mest køreglæde pr. krone

Yamaha har med enkle midler skabt et lille mesterværk. MT-07 er letkørt, sjov og fræk, men også en teknisk avanceret basic-bike. Lyngfeldt hæver tommelen højt og siger:

»Ingen motorcykel giver mere køreglæde pr. krone end MT-07. Den 2-cylindrede rækkemotor trækker som en 90-graders V2, og det er en oplevelse, der giver brede smil bag visiret. Affjedringen er blød og derfor ikke udpræget sportslig, men til gengæld er komforten høj. En prisbombe i mellemklassen.«

  • Type: Street under 100.000 kr.
  • Motor: 690 ccm, 2-cyl. rækkemotor, 75 hk
  • Egenvægt: 182 kg
  • Topfart: 207 km/t.
  • Pris: 75.990 kr.

SCOOTER: VESPA SPRINT 125

Den stabile klassiker

Siden 1946 har Vespa bygget scootere, og den massive erfaring skinner igennem på 2014-nyheden Sprint 125. Den klassiske stil gør Vespaen til en charmetrold, som pigerne kigger efter på gaden. Klavs Lyngfeldt hæfter sig ved italienerens køreegenskaber og forklarer: 

»På trods af den retro-betonede fremtoning kører Vespaen glimrende selv på hullede veje. Affjedringen er moderniseret, og 12”-fælgene gør Sprint lidt mere stabil end modellerne, der ruller på 10”- og 11”-hjul. Motoren arbejder ganske vibrationsfrit, har lange serviceintervaller og bruger ikke meget brændstof. Endelig er der god plads til kørerens knæ – også selv om han har lange ben.«

  • Type: Scooter
  • Motor: 124 ccm, 1-cyl., 11,6 hk
  • Egenvægt: 125 kg
  • Topfart: 105 km/t.

TOURING: BMW R 1200 RT

Dynamisk rejsemaskine

Klavs Lyngfeldt.

»Du skal lede længe efter en tourer, der i samme grad forener ultimativ rejsekomfort med dynamiske køreegenskaber. Den tyske tourer er nemlig også yderst kompetent i Alpernes serpentinersving. Jeg  hæfter mig også ved, at RT-køreren forkæles med elektronisk hjælp i form af bl a. motorprogrammer og  stabilitetskontrol. Og som ekstraudstyr fås f.eks. Hillstart Control, der hjælper, når der skal sættes i gang  på stejle  bakker, og quick shift, der også virker ved nedgearinger og automatisk giver fræk mellemgas.«

  • Type: Touring
  • Motor: 1.170 ccm, 2-cyl. boxer, 125 hk
  • Egenvægt: 274 kg
  • Topfart: 225 km/t.
  • Pris: 287.000 kr.

RETRO: BMW R NINE T

Kører fantastisk

Har du hverken tid, færdigheder eller en papkasse fuld af dele fra et stumpemarked til at bygge din egen retro-special, så er det bare at vende sig mod BMW. For nu har tyskerne en færdigbygget, fabriksny oldtimer klar til salg. Bag den rustikke overflade er mekanikken topmoderne. Biken markerer, at BMW’s  så karakteristiske 2-cylindrede bokser blev lanceret for 90 år siden i efteråret 1923.

Klavs Lyngfeldt anbefaler netop tyskeren som den bedste retro-bike – han får næsten julelys i øjnene, når der bliver sagt R nineT: »R nineT – den kører faktisk forrygende.«

  • Type: Retro
  • Motor: 1.170 ccm, 2-cyl. boxer, 110 hk
  • Egenvægt: 222 kg
  • Topfart: 213 km/t.
  • Pris: 249.150 kr.

SPORT: DUCATI PANIGALE 899ULTRA

Hurtig på snoede veje

Ducati lancerer nu en lidt mindre udgave af topmodellen Panigale på 1.200 ccm. Men den nye 899-udgave er både billigere og lettere at køre. Det får Klavs Lyngfeldt til at pege på den nye italiener som det bedste køb blandt sportsmotorcykler. Klavs forklarer: »899-Ducatien er bestemt ingen sinke. Husk på, at den har 148 hk til en vægt på 193 kg, hvilket gør Panigale Light til en ultrahurtig sportsmaskine på de snoede veje.«

Den nye Duc er fra fabrikken udstyret med fuld elektronisk pakke. Her er tre forskellige motorprogrammer, 8-trins traction-control, quick shift (så du kan skifte gear med gassen i bund uden at trække koblingen) samt en 3-trins justerbar ABS, der i race-mode kun virker på forhjulet.

  • Type: Sport
  • Motor: 898 ccm, 2-cyl. V-motor, 148 hk
  • Egenvægt: 193 kg
  • Topfart: 268 km/t.
  • Pris: 296.995 kr.

SPORTSTOURER: HONDA VFR 800 F

Meget friskere end før

VFR har med god grund været en af Hondas mest populære motorcykler siden lanceringen i 1986. Og de trofaste fans vil sikkert se stort på, at den nye version yder tre hk færre end forgængeren.

Klavs Lyngfeldt peger på VFR’en som det bedste køb i klassen, bl.a. på grund af en fin motor.

»Selv om effekten i VFR ’14 er lidt lavere end sidste år, arbejder motoren mere smidigt nu, og især VTECsystemet, der skifter mellem 8-ventilet drift for maksimal trækkraft i mellemområdet og 16-ventilet, når der skal laves topeffekt, arbejder silkeblødt. Traction- control er nu standard, og quick shift kan tilkøbes for blot 1.600 kr. Den nye VFR har smidt 10 kg i forhold til forgængeren, og det gør den populære Honda meget friskere at køre. Men den er også blevet slankere og mere adræt at se på.«

  • Type: Sportstourer
  • Motor: 782 ccm, 4-cyl. V-motor, 106 hk
  • Egenvægt: 239 kg
  • Topfart: 245 km/t.
  • Pris: 209.997 kr.

STREET OVER 100.000 KR.: HONDA CB 650FA

 

Letkørt og underholdende

Japanske Honda satte en milepæl i motorcykel-udviklingen, da de tilbage i 1969 lancerede den 4-cylindrede 750’er, CB 750 Four – verdens første superbike. Nu, 45 år senere, kan den raffinerede 4-cylindrede  mekanik købes i nyeste aftapning i 2014-nyheden CB 650 F. Netop dén peger Klavs Lyngfeldt på som bedste streetbike over 100.000 kr. Klavs argumenterer:

»Topeffekten på 87 hk lyder måske beskeden, men motoren er disponeret, så trækket er forbedret i mellemområdet, som bruges flittigt ved daglig kørsel. Selv om kørestillingen er opret og komfortabel, fører CB 650 F sig særdeles sportsligt frem, når vejen drejer.  Hondaen er letkørt for begynderen, men bestemt også underholdende for den rutinerede kører. Og endelig: Prisen på 115.000 kr. er ganske fornuftig.«  Varianten med helkåbe hedder CBR 650 FA og koster 129.995 kr.

  • Type: Street
  • Motor: 649 ccm, 4-cyl. rækkemotor, 87 hk
  • Egenvægt: 208 kg
  • Topfart: 218 km/t.
  • Pris: 114.995 kr.

SUPERMOTO: MV AGUSTA RIVALE 800

En tur i rutsjebanen

Det lød skørt, da kreative sjæle fandt på at mikse en langbenet motocrosser på små 17”-hjul med brede og sparsomt mønstrede, asfaltvenlige dæk. Men Supermoto- konceptet er effektivt i små og mellemstore sving. Også i denne luksusversion på MV Agusta-nyheden  Rivale 800.

Klavs Lyngfeldt peger på italieneren som den bedste supermoto og forklarer:

»Her får du et rush af en rutschebanetur takket være et 3-cylindret drivværk med råstyrke og sexet sound, fuldfed elektronisk motorstyring og køreegenskaber samt bremser, som de kun fås på italienske motorcykler. Men pas på, når du giver gas i de første to gear – den korte og høje MV vil rigtig gerne op på baghjulet.«

  • Type: Supermoto
  • Motor: 798 ccm, 3-cyl. rækkemotor, 125 hk.
  • Egenvægt: 178 kg.
  • Topfart: 245 km/t.
  • Pris: 233.800 kr.

ALLROAD: SUZUKI V-STROM 1000

Motoren trækker bredt

V-Strom 1000 er faktisk Suzukis eneste regulære nyhed i år. Men netop denne motorcykel er så god, at dansk Motorrads chefredaktør, Klavs Lyngfeldt, slår det hen med bemærkningen »… men hvad skal vi også med mere?«

Allroad-konceptet med lang, komfortabel affjedring og opret kørestilling tiltaler både pendlere og weekend- tourere, hvilket dog ikke gør V-Strom langsom. Klavs siger:

»V-Strom 1000 kan sagtens følge mere sportslige maskiner på en bugtet landevej. Først og fremmest fordi V2-motoren trækker bredt og brugervenligt, og den 2-trins traction-control sikrer, at flest mulige kræfter kommer ned på asfalten.« 

2014-udgaven er to hk stærkere end forgængeren, men vigtigere er, at den vejer otte kg mindre, som gør den store allroader nem at tumle. Prisen er også helt rigtig, er Lyngfeldts vurdering.

  • Type: Allroad.
  • Motor: 1.037 ccm, 2-cyl. V-motor, 100 hk.
  • Egenvægt: 228 kg.
  • Topfart: 205 km/t.
  • Pris: 169.995 kr.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.