Fortsæt til indhold
Biler

Ferrari - nu med turbo

Ferrari California T klarer 0-100 km/t på bare 3,6 sekunder og er en nænsom videreudvikling af forgængeren.

Underdrivelse kan fremme forståelsen. Tag bare anden generation af den potente Ferrari California. Den får hæftet et T i halen, og kendere vil vide, at det er den første Ferrari med turbo på motoren siden F40 i 1987.

Den 3,9 liter V8’er med biturbo klarer 0-100 km/t på bare 3,6 sekunder. Den yder 560 hk – 70 hk mere end forgængeren - har et moment på 755 Nm og klarer hele 315 km/t på toppen. Skiftene sker med en syv trins dobbeltkoblingsgearkasse.

Skabelonen er stadig en 2+2, altså med et lille bagsæde, cabriolet med motor i front, elektrisk foldetag og en konstruktion helt i aluminium.

Målene er de samme som i forgængeren, mens linjerne er strammet op med respekt for skønheden i første generation. Det holder stadig, hvis man skal tro sværmen af fans, som kredsede om superbilen i Geneve.

Ingen turbotøven

Motoren er bestykket med to turboladere, der har variabel kontrol af ladetrykket og let rotation. Sammen med direkte benzinindsprøjtning sikrer systemet, ifølge Ferrari, at motoren fungerer uden turbotøven og med et jævnt og glat momentforløb.

Selvfølgelig har California T seneste generation af den elektromagnetiske undervogn, Magnaride. Her måler sensorer karossens bevægelser i forhold til kørslen og kommunikerer med den avancerede undervogn. Det betyder, at støddæmperne sikrer optimalt greb, præcis styring og et minimum af krængning.

De keramiske bremser kan stoppe California T fra 100 km/t til nul på 34 meter.

LÆS MERE OM Ferrari PÅ GUIDE.DK