Fortsæt til indhold
Biler

Guldkaret til Kinas rigeste

Karrosseribyggeren Carlsson er klar med en Mercedes S-klasse, som er beklædt med det pureste guld, og opkaldt efter solkongen Ludvig XIV.

Intet er åbenbart for pompøst, når vi snakker Riget i midten.

Derfor er den tyske karrosseribygger Carlsson nu klar med en ekstravagant S-klasse, som er beklædt med højkarat guld både udvendig og indvendig.

Modellen er bygget direkte til de ekstremt rige såkaldte ”Taipan“-kunder, som findes i Kina.

Det kan for eksempel være udenlandske topchefer, som arbejder i Kina. Og 10 biler ud af en specialserie på 25 er allerede solgt, hævder Carlsson.

Firmaet går endda så langt som at sammenligne bilens standard og indretning med den franske solkonge Ludvig XIV’s hof. Han levede fra 1638 til 1715 og omgav sig med pomp og pragt på slottet, Versailles. Derfor hedder den store Mercedes da også CS50 Versailles.

Guld over alt

Superbilen er beklædt med mere end 1.000 guldblade på 80 gange 80 millimeter i den ædle 985-renhed.

De er fordelt på udvendige karrosseridele samt indvendige greb og lister ved instrumentbordet. Guldbelægningen kræver 200 timer at lægge på i bilen, der koster tre mio. kr – uden afgift. Så gang med tre! Det er samme pris som den store Rolls-Royce Phantom eller Bentley Arnage.

Til den pris får du også en superlimousine bestykket med en V12 Bi-turbo motor, som yder 700 hk og har et moment på 1.050 newtonmeter, mens nappa-læderet er tilpasset ejeren personligt. Vedkommende kan fra bagsædet blandt andet besigtige et stort HD tv, eller surfe på bilens internet.