Fortsæt til indhold
Biler

Skrot den gamle gps og køb en ny

Glem opdatering – nye modeller er bedre og billigere. En smartphone kan også bruges.

Jens Høy

Skal man opdatere den gamle gps med et nyt kort, købe en helt ny gps, eller kan man nøjes med en app på telefonen til ferieturen?

Det spørgsmål stiller rigtig mange, når de skal planlægge sommerferien, og svaret på spørgsmålet er ikke helt enkelt.

Hos FDM får man i øjeblikke mange henvendelser om netop dette emne, og svaret deler organisationen op i to muligheder.

»Er man god til at bruge sin telefon, kan man faktisk godt få gratis navigation ned gennem hele Europa, og såmænd også med fornuftige trafikinformationer, men vi anbefaler en rigtig gps af hensyn til trafiksikkerheden,« siger FDM’s gps-ekspert, Karsten Meyland Lemche.

Han tester hvert år en stribe gps-løsninger og tøver ikke med at anbefale, at man skrotter den gamle gps, frem for at købe et nyt kort til den.

Forklaringen er ikke kun, at priserne på gps’ere er overkommelige, men i ligeså høj grad, at de nye gps’ere er lettere at betjene, og at de typisk sælges med indbygget kort-opdatering i hele produktets levetid.

Mange forbedringer

Tager man en 3-5 år gammel TomTom eller Garmin, så er alle funktioner forbedret. Betjeningen er nemmere, grafikken bedre, og derfor er der ikke den store fornuft i at give op til 500 kr. for et nyt kort, når en ny gps med indbygget kortopdatering i hele produktets levetid koster fra omkring 1.000 kr. For de helt billige modeller gælder dog, at man typisk ikke har mulighed for at modtage trafikinformationer, så på den måde er de billigste gps’ere forholdsvis simple.

Selv om det absolut er muligt at bruge mobilen som gps, vælger de fleste en gammeldags gps, til ferien. Foto: TomTom

»Det gælder dog ikke TomToms helt nye billig-modeller, hvor man med sin smartphone kan modtage trafikinformationer, som så via telefonen sendes til gps’en i forruden, men det kræver, at man som bruger kan finde ud af at få systemerne til at snakke sammen,« vurderer Karsten Meyland Lemche.

For de fleste forbrugere begynder alarmklokkerne pr. automatik at ringe, når man hører om brug af gps, der også omfatter dataforbrug via mobiltelefonen, men ifølge TomTom, så er dataforbruget til deres nye billige-serie ganske begrænset.

»Vores beregninger viser, at en pendler typisk vil bruge omkring 7 MB data om måneden, hvis man kører en time om dagen. Et præcist tal for dataforbruget er svært at give, idet meget afhænger af, hvor mange trafikhændelser, der sker i det tidsrum, hvor man kører,« siger Country Sales Manager, Morten Flø Nielsen, TomTom.

Billigere data

Generelt er datapriserne i EU fra 1.juli faldet til 4,19 kr. pr. MB., og til næste sommer falder prisen yderligere, så det koster 1,86 kr. pr. MB.

De bedste løsninger tilbyder, at man henter kortud-snit ned på telefonen, så man slipper helt for at skulle betale for data.

» Det er stadig lidt for nørder at bruge en mobil til navigation på en længere ferietur. Det kan sagtens lade sig gøre, og det behøver ikke at koste noget. Vi anbefaler det ikke, for man har en udfordring, når telefonen ringer og skærmen på en mobil er fuld af reflekser og svær at se i direkte sollys,« siger Karsten Meyland Lemche. Blandt de mange app-muligheder fremhæver han Google Maps som en af øjeblikkets bedste løsninger, der ikke koster noget.

For få år siden blev den faste gps ellers spået en hurtig død, fordi branchen forventede, at forbrugerne i overvejende grad ville skifte til navigation på mobilen, men det er ikke sket, selv om salget af faste gps’ere er faldet ret markant.

»Jeg tror, det hænger samme med, at kunderne vil have kvalitet i selve navigeringen. Det får man ikke rigtig med en app i en smartphone. Den kræver også meget strøm og en god holder, så lynhurtigt koster en app-løsning næsten det samme som en billig gps til forruden,« siger Morten Flø Nielsen, TomTom.

Både Garmin og TomTom er leveringsdygtige i komplette naviløsninger til mobiltelefonen fra 600 kr.