Bilejere bliver til bilbrugere
Vi vil have intelligente og elektriske bybiler med netforbindelse. Men vi vil ikke eje dem.
Fremtidens bilister bliver bilbrugere i stedet for bilejere.
Det er en af konklusionerne i en ny rapport om fremtidens bilisme. Rapporten - Global Automotive Executive Survey - er udarbejdet af konsulentfirmaet KMPG, der har interviewet 200 topchefer fra verdens bilproducenter, underleverandører og samarbejdspartnere om deres forventninger til de kommende års udvikling i bilbranchen. Læs hele rapporten her.
Topcheferne svar antyder, at bilindustrien skal indstille sig på, at bilisternes interesse for at eje bilerne vil falde. I stedet vil bilisterne blot have brugsretten over en måske leaset eller lejet bil - eller have adgang til en delebil. Det kan især appellere til folk, der enten ikke har råd til en bil eller ikke ønsker at have en bil. De vil blot have mobiliteten.
Smart og elektrisk
Samtidig vil fokus flytte sig fra hestekræfter og fart til smarte og komfortable biler. Rapporten lægger op til, at fremtidens bilister vil have en intelligent bil, der klarer kørslen selv, så de i stedet kan koncentrere sig om at surfe på nettet eller tale med forretningspartnere og venner via videolink fra bilen. En slags taxi uden fører.
Allerede når man forlader hjemmet, vil smartphonen guide til den nærmeste elektriske bil og låse bilen op, så den er køreklar. Samtidig vil man modtage trafikinformationer om den øjeblikkelige situation, modtage talebeskeder fra emails og kunne lytte til sin favoritmusk.
"Dagens forbrugere er vant til at være online hele tiden både derhjemme og på arbejde, og fremover vil de forvente det samme, også når de kører rundt i bil," siger John Leech fra KMPG Automotive.
Miljø har højeste prioritet
Rapporten viser, at brændstoføkonomi og miljøbelastning fortsat vil have første prioritet hos bilproducenterne.
Derfor vil vi se endnu flere små forbrændingsmotorer, men først og fremmest vil producenterne koncentrere kræfterne om udviklingen af elektriske biler i forskellige udgaver. Det kan være rene elbiler eller hybridudgaver med både elmotor og forbrændingsmotor. Også brændselscellebiler vurderes som en realistisk mulighed.
Elbilerne skal især sørge for transporten i verdens storbyer, hvor trængslen bliver stadig mere voldsom. Ifølge verdensorganisationen FN vil 70 pct. af Jordens befolkning nemlig i 2050 bo i byområderne, og hvor skal de mennesker parkere deres biler?
Små og lette biler
Derfor skal fremtidens elbiler være små og fremstillet af letvægtsmaterialer. Det kan betyde, at andre firmaer med andre kompetencer end de traditionelle bilmærker kan blive nye aktører på markedet. Samtidig ventes det, at eldrift også i højere grad vil tage sig af bremsning, styring og selvfølgelig alle informations- og underholdsningssystemer i bilerne. Bilisterne vil forvente høj komfort i bilerne.
Men topcheferne tror ikke på, at elbilernes gennembrud er nært forestående. De dyre batterier og den begrænsede rækkevidde for de fleste elbiler lægger stadig en alvorlig dæmper på interessen. Det samme gør genopladningstiden for batterierne.
Derfor skal vi frem til 2025, før de rene elektriske biler vil udgøre blot 15 pct. af alle indregistrerede biler i verden. Her og nu tror topcheferne mest på hybridbilerne.
Vindere og tabere
Topcheferne har også vurderet, hvilke bilmærker der de næste fem år vil være vindere eller tabere på markedet. Vinderne vil efter deres mening være Volkswagen, Hyundai/Kia, BMW, Tata fra Indien og det kinesiske BAIC.
Til gengæld venter de, at mærker som Mitsubishi, Subaru, General Motors, Suzuki og Fiat vil miste markedsandele.
Læs også: Disse biler kan vi vente i 2012