Test: Xenonlys giver sikrere kørsel
Xenonlygter er et dyrt tilvalg til mange biler. Men de er absolut pengene værd, viser en tysk ADAC-undersøgelse.
De er stadig lidt eksklusive, de er dyre, og så skaber de ofte irritation hos dem, der ikke har dem.
Xenonlygter hører endnu ikke til standardudstyret på den almindelige familiebil, mens de i større omfang har vundet udbredelse blandt biler i luksusklassen.
Men ifølge den tyske bilistorganisation ADAC burde xenonlygter faktisk være standarden, for de giver en bedre bedre oplysning af vejen, og dermed er de med til at gøre kørslen mere sikker. Du kan læse mere om testen hos ADAC.
Seks biler testet
Det er den entydige dom, efter at ADAC har testet fem bilmodeller med henholdsvis xenonlygter og almindelige halogenpærer. Bilerne i testen var Mercedes E-klasse, Nissan Qashqai, Opel Insignia, Skoda Superb og VW Golf. Lidt uden for kategori har ADAC så yderligere sammenlignet med LED-lyset på en Audi R8.
Med undtagelse af Nissan Qashqai, der kun giver en meget beskeden gevinst med xenonlygter, er der for de øvrige bilmodeller tale om en gevinst på 40-70 pct. ADAC anbefaler derfor varmt xenonlygterne, selv om de er dyrere - i Tyskland er merprisen typisk 1.000 euro, og selv om mange bilister føler sig blændet af det kraftigere lys.
For de fire andre biler er der tale om en meget klar gevinst ved xenonlygter. De giver et kraftigere lys, deres rækkevidde er længere, og de giver bedre lys i vejsiden. Derfor mener ADAC, at lygterne klart er merprisen værd.
Til gengæld giver xenonlygterne i Mercedesen kun en anelse bedre lys end lygterne i Skoda Superb, selv om Mercedes-lygterne koster 700 euro mere end Skoda-lygterne. Det er dog Mercedes-lygterne, der er testens vinder.
Anbefaling af LED-lygter
LED-lygterne i Audi R8 gør til gengæld også deres arbejde godt. De opnår faktisk det næstbedste resultat i testen, og LED-lygter ventes da også efterhånden at ville erstatte halogenlyset. Audi-lygterne koster dog også næsten 3.600 euro ekstra, men de får alligevel en klar anbefaling af ADAC.
Bilistorganisationen gør i øvrigt også op med forestillingen om, at xenonlygter blænder de modkørende.
"Det skyldes en psykologisk effekt, der gør, at mange bilister stirrer direkte ind i den modkørendes lys. Men man skal kikke forbi lyskeglen," siger ADAC's testchef, Martin Ruhdorfer.
Derimod kan snavs på xenonlygterne skabe blænding. Derfor skal xenonlygterne være udstyret med både automatisk niveauregulering og spuleanlæg.
Læs også: Ekstralygterne sidder inde i bilen