Fortsæt til indhold
Biler

Over 5.000 danske Toyota'er kaldt tilbage

<p>Hvis du er ejer af en Toyota Yaris, så kan det være, at du snart skal en tur til mekanikeren. Toyota tilbagekalder nemlig 5.631 Yaris'er i Danmark, fortæller DR Nyheder.</p>

/ritzau/Reuters

Det er biler, som er fremstillet i perioden november 2005 til april 2007. Der er problemer med en lille anordning i holderen til sikkerhedsselen.

I den sidder en lille sprængladning, der holder selen stram ved kollision. Men under sprængladningen sidder der en lille isoleringsenhed af skumgummi, og sprængladningen kan risikere at antænde isolering ved kollision.

Det er ikke kun i Danmark, Toyota har problemer. På verdensplan tilbagekalder de over 1,35 millioner biler.

- Vi har sat gang i processen med at informere vores kunder. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er berørt af tilbagekaldelsen, kan man kontakte forhandleren, siger Rene Mouritsen, PR Manager for Toyota Danmark til DR Nyheder.

Toyota går nu i gang med at sende breve ud til samtlige de berørte ejere.