Grænsens lokkende priser blegner når man tæller kilometer diesel og slid på bilen med
Billige sodavand, vin i kasser og slik i spande. Grænsehandel kan virke tillokkende – men for mange danskere skal bilen pakkes godt med billigere varer, før turen faktisk kan betale sig.
Det kan være fristende at trille sydpå over grænsen for at fylde bagagerummet med sodavand, øl, vin og slik i størrelser, man dårligt kan finde herhjemme. Og det er da også både hyggeligt og nostalgisk for mange at tage en grænsetur, særligt i påsken. Men ud over selve turen er det måske værd at tænde for lommeregneren, før man starter motoren.