Ny Volvo får rekordlang rækkevidde – men der er en endnu større nyhed
Med en rækkevidde på op til 700 km og lynladning i verdensklasse er Volvo ES90 klar til at tage kampen op mod de store tyske konkurrenter. Den overgår endda selveste Porsche.
Volvo har i årevis været synonym med stationcars og SUV’er, men nu er det kinesisk-ejede mærke klar med en elbil, der vil tage luksussedan-markedet med storm.
Den nye ES90 er en elektrisk arvtager til den udgåede S90, men i stedet for blot at følge i forgængerens fodspor sætter Volvo barren langt højere.
Den nye elbil er baseret på teknikken fra den større EX90. Og så alligevel ikke. Den er smartere, hurtigere og mere effektiv.