Fortsæt til indhold
Biler

Hyundai vil lancere billig elbil

Hyundai har en mikro-crossover på det sydkoreanske marked, der angiveligt bliver til en billig elbil til de europæiske købere. Og prisen bliver særdeles lav.

Nu dages det. Flere bilproducenter melder ud, at de vil lancere helt billige elbiler.

Hyundai vil således komme med en mini-elbil til 20.000 euro i Europa, rapporterer flere medier.

Der har været rygter om en lille og meget billig elbil fra Hyundai gennem det seneste år, og nu kommer der flere detaljer.

Hyundais lille Casper, der kører rundt i Asien som benzinbil, ser ud til at være på vej til Europa med elektrisk motor – og det kan endelig sætte gang i et kapløb om overkommelige elbiler.

Den lille elbil er blevet set under test i det nordligste Skandinavien forud for lancering senere i år.

Prisindikationen svarer til 150.000 kr., men indregner man den højere danske moms, så svarer det til cirka 160.000 kr.

Bilen minder i sin stil lidt om den kendte Suzuki Ignis, som er en slags mini-crossover. Længden er kun knap 3,6 meter, flere medier nævner dog, at bilen vil vokse en halv snes centimeter i den europæiske version.

»Den kommer højst sandsynligt til Danmark. En præcis dato for dette har vi dog ikke endnu, ligesom vi heller ikke kender priserne. Men vi glæder os til at kunne introducere den,« siger Annegrethe Skovby, der er pressechef hos Hyundai, til Jyllands-Posten.

Flere er på vej

Casper vil slutte sig til en bølge af små og mini-elbiler, der i øjeblikket sælges i regionen eller planlægges til Europa, herunder den kinesisk byggede Dacia Spring og Renault Twingo, som dog først er programsat til 2025.

Samtidig vil den underbyde de kommende Citroën e-C3, Fiat Panda og striben af elbiler fra VW-koncernen, hvor sidstnævnte først kommer fra 2026. Disse modeller bliver dyrere.

Elbilen vil også give Hyundai en konkurrent til lavpris-elektriske biler, der lanceres i Europa af kinesiske bilproducenter.

En kilde fortæller til branchebladet Automotive News Europe, at bilen forventes at blive vist i Europa i tredje kvartal.

En rapport i den sydkoreanske avis Chosun Daily siger endda, at produktionen vil starte i juli. Casper sælges i Sydkorea med en trecylindret 1,0-liters benzinmotor, en variant, der ikke vil blive solgt i Europa. Den er baseret på samme platform som i10-minibilen, der bygges i Tyrkiet og sælges i Europa.

Den fuldt elektriske Casper vil muligvis blive eksporteret fra Gwangju-fabrikken i Sydkorea, hvor den vil blive produceret sammen med benzinversionen. Der er dog også rygter om, at den skal produceres i Europa sammen med f.eks. Kona Electric.

Ifølge rapporten fra Chosun Daily vil Casper EV have et billigere litiumjernfosfat (LFP)-batteri med en rækkevidde på 200 til 300 km.

Hør alt om nye og brugte biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.

Artiklens emner
Elbiler
Hyundai