Høj Ford hitter i usædvanlig bilmåned
Der er mange købere til især elbiler. Men lange leveringstider sætter deres præg på indregistreringerne i oktober, hvor elbiler og plug-in hybrider samlet dog fortsat ligger højt, og Ford Kuga Plug-in Hybrid igen er helt i top.
Dansker-favoritten, Ford Kuga Plug-in Hybrid, er tilbage i toppen som nummer et på listen over indregistrerede biler med godt 550 stk. Det viser tallene for oktober.
Det er nærmest også noget af det mest normale, som kan siges om den aktuelle oversigt. ”Salgslisterne” har altid skullet tages med et gran salt, fordi en række forhold spiller ind. Det gælder i særdeleshed i oktober, hvor der har været masser af efterspørgsel på især elbiler, men hvor mangel på chips – og dermed lange leveringstider – betyder, at det samlede salg med omkring 12.700 biler ligger cirka 16 pct. under samme måned i fjor.
Elbiler og plug-in hybrider tegner sig som de foregående måneder dog fortsat for en stor andel og ligger med henholdsvis 17 pct. og 26 pct. af det samlede salg pænt og udgør 4 af 10 afsatte biler.
Når vi snakker rene elbiler, ligger VW ID.4 fortsat højt som den mest solgte. Den er på listens ottendeplads med 200 biler, mens koncernfætteren Audi Q4 e-tron følger lige efter. Nummer tre, fire og fem på den elektriske liste kommer slet ikke ind på den samlede top-20. Det er Hyundai Kona Electric, Polestar 2 og VW ID.3, der ligger fra 150-120 stk.
Leveringer med bølgegang
Den klassiske Kia Niro har solgt godt, og 60 pct. af salget er e-Niro, og det placerer bilen på en 14. plads på den samlede top-20-liste.
Tesla, som solgte rigtig mange elbiler i sidste måned, har ujævne leveringer, der kommer i bølger, så der vil vi formentlig se et boost – om ikke andet i december. I det hele taget afspejler listen, hvilke mærker der kan levere lige nu. Så salgstal og ranking kan meget vel se anderledes ud i november.
Mads Rørvig, som er adm. direktør for De Danske Bilimportører, konstaterer dog, at det elektriske salg er løbet godt i gang.
»Salget af grønne biler fortsætter på et højt niveau, og det er ved at blive en naturlig del af danskernes hverdag at køre på strøm. Dog er indregistreringer af nye personbiler i Danmark generelt gået tilbage i forhold til sidste år, hvilket skyldes den globale forsyningskrise, der også smitter af på bilindustrien,« siger Mads Rørvig.
Hos AutoBranchen, der samler landets bilforhandlere, er man enig i den betragtning.
Adm. direktør Gitte Seeberg er dog ikke bekymret for, at forbrugerne vil fravælge de grønne biler.
»4 ud af 10 nye biler i oktober er grønne. Det tror jeg, de færreste havde regnet med for et år siden. Salget af elbiler er godt nok fem procent lavere end i september, men det skyldes i høj grad, at Tesla stort set ikke har indregistreret biler i oktober, hvorimod de dominerede bilsalget i september,« siger Gitte Seeberg.
Hun henviser til, at Tesla model Y og 3 lå hhv. nr. 1 og 3 på salgslisterne i september, men de er stort set fraværende fra salgslisterne i oktober.
Gitte Seeberg er derfor mere bekymret for det samlede bilsalg.
»Manglen på mikrochips og andre komponenter til bilindustrien er alvorlig, og gør det virkelig svært at skaffe nok biler hjem. Vi må forvente, at der kan komme nogle markante forskelle fra måned til måned indtil situationen normaliserer sig. Nedgangen i oktober viser bare, hvor svært det er at skaffe biler, og hvorfor nogen forbrugere vælger at udskyde deres bilkøb eller vælgere en nyere brugt model i stedet for en ny bil,« siger Gitte Seeberg.
Meget spiller ind
Ud over Ford Kuga Plug-in Hybrid er det helt klassiske bestsellere, som ligger i top. Det gælder Citroën C3, Kia Ceed, Peugeot 208 og Hyundai i10, der ligger fra nummer to til fem. En række faktorer spiller dog ind på placeringerne. Således har Ford reserveret 1.000 Kuga opladningshybrider til levering inden nytår, hvor afgifterne stiger, og de er blevet solgt på rekordtid.
Samtidig har Kia pæn succes med plug-in version af Ceed, det samme gælder for Peugeot med samme variant af 3008. De er de mest solgte plug-in hybrider lige efter Kuga.
Audi Q5 og Hyundai Tucson sælges også i stort antal som plug-in hybrid og er med til at trække op på den samlede liste. Til gengæld er der ikke meget gang i ellers populære modeller som Peugeot 208 eller den beslægtede Opel Corsa i de rent elektriske versioner.
Hør meget mere om bilerne til Årets Bil i Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag kl. 14.30.