Fortsæt til indhold
Biler

Audi Q5 50 TFSI e melder sig i koret af nye plug-in hybrider

Den nye Q5 50 TFSI e fra Audi er 90.000 kr. billigere end normalt for en Q5-model.

Audi melder sig nu for alvor ind i kampen om kunderne i den mellemstore SUV-klasse, hvor nye afgifter har gjort plug-in hybrider markant billigere.

Den kendte Audi Q5, der fik et facelift i efteråret, har bl.a. fået et større batteri og dermed længere elektrisk rækkevidde, hvilket giver et ekstra stort fradrag i registreringsafgiften og sænker prisen. Priserne på Q5 plug-in hybridmodellerne starter allerede fra 519.990 kr. for en Audi Q5 Prestige 50 TFSI e, og dermed underbyder den både BMW X3 og Mercedes GLC.

Større batteri

Batteriet er vokser til hele 17,9 kWh brutto, hvoraf de 14,4 kWh er tilgængelige for elektrisk kørsel, og det giver en officiel rækkevidde på op til 62 km, hvor man kan køre på ren strøm. Samtidig holder Audi fast i, at større plug-in hybrider skal have en ordentlig lader om bord, og med 7,4 kW lades med dobbelt så meget strøm som i de mindre Audier.

Benzinmotoren er en 2,0-variant med turbo og 265 hk. Kombineret med elmotoren giver det adgang til 299 hk, hvis man vælger 50 TFSI e, og det gør det muligt at køre til 100 km/t. på kun 6,1 sek.

Prisen på den nye plug-in hybrid er 90.000 kr. lavere end en standard dieseludgave med 163 hk.

Der er også en topudgave, kaldet 55 TFSi e, som har hele 367 hk og gør samme spurt på blot 5,3 sek.

Mere udstyr

Vil man have en lidt frækkere Q5, fås S Line for en snes tusinde kr. ekstra, og dermed får man et mere sportsligt look ind- og udvendigt, mens 19 tommer fælge også er med i pakken. Dette udstyr er standard med den kraftigste hybridmotor, hvor prisen på 614.990 kr. så til gengæld er væsentligt højere.

Audi Q5 TFSI e kan bestilles allerede nu og ses hos de danske forhandlere i løbet af foråret.

SUV-coupé-versionen af Q5 vil også blive tilbudt som plug-in hybrid med samme teknologi og vil kunne bestilles i begyndelsen af marts måned.

Sammenligner man med BMW X3 xDrive 30e aut. xLine, så koster den model 545.000 kr., mens GLC 300 e 4MATIC aut. koster fra 579.900 kr.

Hør også Jyllands-Postens podcast om biler.

Artiklens emner
Audi