Den elektriske VW Golf falder markant i pris
Den danske importør af Volkswagen sætter prisen voldsomt ned på den klassiske e-Golf, mens man venter på en helt ny generation af moderne elbiler.
Volkswagen står midt i en stor elbiloffensiv. Forleden fortalte vi om den forbedrede e-Up, der er faldet i pris, samtidig med at rækkevidden er fordoblet. Og nu fortsætter den danske importør med den klassiske fuldt elektriske Golf, kaldet e-Golf, som nu bliver sat ned med næsten 100.000 kr.
For et halvt år siden var den officielle listepris på elbilen 317.000 kr., men nu kan præcis den samme model fås til 229.995 kr.
Den pris skal sammenlignes med basisprisen på den nye ID.3, der starter ved 280.000 kr., når den kommer på markedet om et års tid.
Der er kun en udstyrsvariant, men dog mulighed for at vælge en række ekstraudstyrsdetaljer.
Hurtig levering
Til gengæld kan man få bilen leveret ganske hurtigt, lover pressechef Thomas Hjortshøj. Og der skulle ikke umiddelbart være udsigt til leveringsproblemer.
Nu er det heller ikke sikkert, at forhandlerne ligefrem bliver løbet over ende, for e-Golf er af ældre dato.
Det betyder, at den har et forholdsvis lille batteri på 35,8 kWh med en bruttokapacitet på godt 32 kWh – faktisk er det præcis samme batteri som i den nye e-Up. Derfor er rækkevidden ganske beskedne 231 km. Til sammenligning vil den billigste ID.3 kunne nå 330 km. Begge tal er efter den nye WLTP-norm, der er bedre til at måle realistisk.
Der er heller ikke mulighed for at benytte sig af de nye superladere, for e-Golf kan kun modtage 40 kW, så man kan ikke få fuldt udbytte af hurtigladere, der typisk kører op til 50 kW. Da batteriet ikke er så stort, er ladetiden dog kun cirka 45 min. op til 80 pct.
Derhjemme kan bilen lade med op til 7,2 kW, hvis man benytter sig af tilbuddet om at få en ladestander med i prisen. Her er der tale om en såkaldt standardinstallation, hvor man binder sig til et Clever Unlimited-abonnement. Her tager det cirka fem timer at lade op.
Elmotoren, der yder 100 kW, svarende til 136 hk, giver en ganske kvik bil med en tid fra 0-100 km/t. på 9,6 sek.
Vi har tidligere testet elbilen, der også virker yderst harmonisk og komfortabel. I praksis kan man regne med omkring 200 km i rækkevidde.
Lang udstyrsliste
Samtidig er der meget udstyr som bl.a. full LED-forlygter, indbygget navigation, en 9,2 tommer berøringsfølsom skærm, klimaanlæg, Apple Carplay og 16 tommer alufælge.
Produktionen af den elektriske Golf fortsætter, indtil den nye ID.3 er klar til sommer.
Til samme pris som e-Golf vil man til foråret bl.a. kunne få en ny Peugeot 208 elbil med en rækkevidde på 330 km, men som også er en markant mindre bil.
Volkswagen præsenterer snart den nye Golf 8, der ikke kommer som elbil.