Nu kan du få anhængertræk på Tesla Model 3
Der er dog ikke mulighed for campingvogn, men en trailer på op til 910 kg er en mulighed.
En udfordring på mange af de nye el- og plug-in hybridbiler er muligheden for at få anhængertræk på. Det er nemlig udelukket på en række modeller. Dog ikke på den nye Tesla Model 3. Her er det nu muligt at få anhængertræk på Model 3 Standard Range Plus, Model 3 Long Range med firehjulstræk og Model 3 Long Range med baghjulstræk.
Trækket giver bilen mulighed for at have op til 910 kg på krogen. Det betyder, at Model 3 kan trække f.eks. en større trailer eller bådtrailer og kan udstyres med en cykelholder på krogen.
En campingvogn, som typisk vejer noget mere, er dog udelukket.
Anhængertrækket koster 8.300 kr. og leveres ab fabrik.
Model 3 kan ikke få eftermonteret et anhængertræk. Men hvis du udelukkende skal køre med cykler, kan man også få tagbøjler til Model 3.
En Model S kan slet ikke få anhængertræk, men her er tagbøjler også en mulighed. Den større Model X har til gengæld anhængertræk som standardudstyr. Den må endda have hele 2.270 kg på krogen.