Aarhus Festuge: Uofficiel Åbning - Dybt i Aarhus
Tobias Rahim og Aarhus V Allstars skaber magi til Aarhus Festuge: En hjemmebanefejring af byens musikalske arv
Aarhus Festuge byder på en spektakulær fejring af byens musikscene med Tobias Rahim i spidsen, flankeret af en stjernespækket optræden fra Aarhus V Allstars. Det eksklusive show, ”Uofficiel Åbning - Dybt i Aarhus,” præsenterer et imponerende line-up af lokale talenter, der i nyere tid har genetableret Aarhus på musiklandkortet.
Den 29. august vil Byparken summe af liv, når tusindvis af musikelskere samles for at fejre Aarhus’ musikalske arv og fremtid. Tobias Rahim, en af Danmarks mest streamede kunstnere på Spotify, er klar til at begejstre publikum med sine store hits som ”STOR MAND,” ”Mucki Bar,” ”Flyvende Faduma,” og ”Vi 1.” Denne sommer har han cementeret sin status som landets mest markante artist med de nye singler ”Bellevue” (feat. D1MA) og ”Dark Room” (feat. ICEKIID), som begge har domineret hitlisterne.
Et fænomen med stærke budskaber
Tobias Rahim er mere end en succesfuld sangskriver. Han er en kunstner og et kulturelt fænomen, der har opnået betydelig anerkendelse for sin kunstneriske ambition og originalitet på tværs af forskellige medier, herunder musik, litteratur og visuelle medier. Rahim har skabt et unikt personligt rum på den danske musikscene, hvor han med sin grænsesøgende og poetiske lyrik berører tabuer som social angst, politiske budskaber, seksualitet og følelser.
Tobias Rahim er derfor også det perfekte navn til at slå tonen an for Festugens undertema ’Udenfor normen’, og for Tobias Rahim er denne koncert også en dybt personlig begivenhed. Han udtaler:
“Det er specielt at for lov at spille helt inde i hjertet af Århus. Den by jeg åbnede øjenene i. Den by som har lært mig livet. Det hele ka godt føles lidt uvirkeligt nogen gange. Men når man står i den by, hvor man talrige gange har vandret rundt i natten, fordi man var en en ‘lille taber’ der ik ku komme ind på klubben. Og pludselig får lov at stå på den helt store scene. Så føles livet skræmmende euforisk virkeligt.“
8210 Aarhus V: Mere end et postnummer
8210 Aarhus V er ikke bare et postnummer. Det er et brand, en kulturel identitet og en særlig lyd i nyere dansk musik.
I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne placerede Aarhus V sig tungt på det musikalske landkort, da hiphop-grupper og kollektiver som B.A.N.G.E.R.S. og Pimp-A-Lot Crew – hvis medlemmer skulle få succesfulde solokarrierer – revolutionerede dansksproget rap og hiphop med beretninger uden for det etablerede system og med en hård, west coast-inspireret lyd – på klingende østjysk.
Spol tiden frem til 2024: Boligområderne Bispehaven, Gellerup og Trillegården har udviklet sig til et vildtvoksende rodsystem af rå talent med Marwan og andre Aarhus V-veteraner som mentorer. De seneste par år er der lavet DR-dokumentarer og podcasts om 8210-området, mens P3, Soundvenue og andre af landets største musikmedier følger de seneste skud på stammen tæt.
Maskebærende Shooter Gang var nogle af dem, der for alvor tiltrak sig national opmærksomhed med deres opsigtsvækkende musikvideoer, utilslørede tekster og en selvsikker starpower fra dag 1. Men listen over spændende Aarhus V-artister i dag er lang.
Der går næsten ikke en uge, hvor de ikke spytter nyt innovativt materiale ud med flere hundredtusinder og endda millioner af Spotify-streams til følge. Gerne i samarbejder på kryds og tværs. På smukkeste vis sender den nye generation også musikalske hilsner til Aarhus V-veteranerne, mens den ældre generation kvitterer med gæsteoptrædende på diverse singler og til koncerter.
Aarhus V Allstars line up:
MARWAN - SHOOTER GANG – NELLA - ABCITOO - BOGFINKEVEJ - DIPSET - SPEEDY - PAY - OMAR - BALOOSH - USO - XABSKI