Dansker vandt formue på spansk pokereventyr
Frederik Brink Jensen kunne natten til søndag række armene i vejret, da han vandt EPT Madrid.
De danske pokerspillere fortsætter med at imponere på den internationale live-scene.
For under en måned siden vandt Mickey Petersen EPT(European Poker Tour) København, og natten til søndag vandt den professionelle pokerspiller Frederik Brink Jensen EPT Madrid og 3,7 mio. kr.
Besejrede 476 spillere
"Det føles pokkers fantastisk. Jeg har gjort meget ud af at forbedre mit spil i forhold til for to år siden, og denne her gang holdt jeg mig til min plan," siger Frederik Brink Jensen i en pressemeddelelse udsendt af European Poker Tour.
Danskeren var oppe imod 476 modstandere og besejrede slutteligt skotten Fraser MacIntyre i en heads up-duel. Det unikke i præstationen skal ses i forhold til, at Frederik Brink Jensen er historiens blot sjette danske EPT-vinder.
Selvom det er danskerens største sejr live, så er det ikke karrierens største gevinst. I 2010 blev han nummer to ved Aussie Millions, som Gus Hansen tidligere har vundet, og den præstation gav Frederik Brink Jensen 6,5 mio. kr. til bankbogen.
Første sejr
Men derfor er det stadig en speciel fornemmelse endelig at vinde, siger danskeren til pokernyhederne.com.
"Ja, det er en noget anden fornemmelse, man har. Det var også vanvittigt fedt dernede, men der er selvfølgelig noget helt specielt ved at stå med sejren til sidst og sige at man har vundet. Nu har jeg efterhånden spillet nogle år, og jeg har ikke engang vundet en lille 1.000 kroners turnering ude på Casino Copenhagen, så det er en helt ny fornemmelse, og jeg kan godt lidt den," fortæller Frederik Brink Jensen til pokersitet.