Fortsæt til indhold
Debat

Er danskerne virkelig så sjove?

Både humor og frisind er vigtige nationale kendetegn ved danskerne - og ikke mindst humoren er noget, som vi som en lille nation har brugt til at klare os i en stor og grum verden.

Sådan lyder det fra både kulturfolk og politikere, der ikke ser noget mærkeligt i, at f.eks. næsten 60 pct. af danskerne i en ny Rambøll-meningsmåling mener, at vi er mere humoristiske end andre europæere.

På samme måde siger næsten 70 pct., at vi er mere frigjorte end vores europæiske naboere.

Ifølge filmproducent Peter Ålbæk Jensen er dansk humor både ekstrem ironisk og til tider grænseoverskridende.

»Vi er ikke en nation, der tager os selv særligt alvorligt. Vi er tværtimod en lille nation, der har tabt en masse krige og derfor har vi været pisket til at kompensere med humor. Jeg har personligt overlevet i mange år ved at klovne. Nordmænd og svenskere er mere alvorlige - og specielt nordmændene er blevet mindre sjove, efter at de er begyndt at hive de mange olie-milliarder op af Nordsøen. Vores humor er mere på bølgelængde med den humor, du finder i Skotland, Wales og Irland, som også er små nationer uden for meget at prale med.«

Leif Maibom, der lige nu er direktør for Sønderborg Sommer Revy, er flere gange blevet kåret som ”Årets Revyforfatter” og har skrevet hundredevis af revytekster, satire og causerier.

Ifølge Maibom er vi gode til at grine af andre, men også af os selv:

»Et af vores nationale kendetegn er retten til selvrevselse - vi kan simpelthen godt lide at grine af os selv. Som en lille nation tager vi ikke os selv alt for højtideligt modsat f.eks. amerikanerne, der tager sig selv meget alvorligt.«

  • Hvad mener du?
  • Har danskerne ret i deres selvopfattelse?
  • Er vi så sjove, som vi selv går og tror?

Læs også om JP-ekspeditionen "Grinets grænser" om humor i Danmark og resten af verden.

Deltag i debatten herunder: