Kontroversielt foto af statsministeren, en 15-årig kæreste og et fald fra magtens tinder

1. Farvel til en elsket ven

Den blev indført i 1686 og holdt til 2023. Nu er store bededag ikke længere blandt os, men at dømme efter den store kærlighed, der pludselig viste sig, vil helligdagen blive mindet længe efter sin død.

I hvert fald blandt modstanderne af SVM-regeringen, der i februar sammen med De Radikale gennemførte afskaffelsen.

Det var første gang siden 1770, at nogen dristede sig til at tage en helligdag fra danskerne, og det gik ikke stille for sig. Dagen viste sig at ligge danskernes hjerte meget nær.

Biskopperne gik på barrikaderne med fagbevægelsen. Og på Christiansborg forsøgte dele af oppositionen at mobilisere til en folkeafstemning om sagen.

Det ville De Konservative, Liberal Alliance eller SF dog ikke være med til i sidste ende – og på den måde lykkedes det faktisk SVM at få en lille gevinst ud af balladen: den første splittelse i oppositionen om, hvordan den nye flertalsregering skulle håndteres.

»SF svigter. Derfor mener jeg, at SF simpelthen i den her sag er spild af venstrefløj, for man har bare snakket,« rasede Søren Egge Rasmussen (EL) i Folketingssalen.

SVM-Regeringen tabte dog mest på sagen. Med til at styrke modvinden var, at SVM-regeringen undervejs skiftede argumentation for indførelsen af den ekstra arbejdsdag.

Den blev lanceret som et tiltag, der var nødvendigt for at finansiere et løft af Forsvaret. Siden skiftede begrundelsen til, at danskernes merarbejde den fjerde fredag efter påske skulle betale for bedre psykiatri, sundhed og en stærkere klimaindsats.

Undervejs kom det også frem, at store bededag skulle bidrage til at finansiere det nationale kompromis fra 2022 om at styrke Forsvaret. Det var nemlig underfinansieret, hvilket regeringspartierne havde vidst i månedsvis – den havde bare ikke sagt noget om det, som Jyllands-Posten afslørede i marts.

Hvis man fortsat ærgrer sig over afskaffelsen af store bededag, så er der trøst at hente i kalenderen på iPhone, hvor store bededag kommer 26. april 2024, og visse kalendere fra Mayland, der var gået i trykken, inden helligdagen blev afskaffet.

Da SVM-regeringen for nylig fyldte et år, viste en analyse i Jyllands-Posten, at afskaffelsen af store bededag blev et alvorligt slag mod regeringens vælgeropbakning og fik den generelle tillid til politikerne til at falde yderligere.

2. Mette Frederiksen blev i Danmark ...

Skulle det nu være værd at bemærke? Der skete jo ingenting?

Ja, det skal det, efter den storm af spekulationer, der rejste sig i forsommeren om, at statsministeren kunne blive ny generalsekretær for Nato. Og dermed forlade dansk politik, efterladende en SVM-regering i strid modvind.

Rygterne om Frederiksens mulige farvel til dansk politik tog fart, da de norske medier VG og NRK i april berettede om, at statsministerens navn var i spil. Senere bekræftede unavngivne diplomatiske kilder vurderingen over for danske medier.

Derfra fulgte kaskader af for- og imod-argumenter og analyser, alt i mens Mette Frederiksen gentog og gentog, at hun var glad for at være statsminister i Danmark.

Frederiksen svarede dog aldrig direkte på, om hun ville sige nej, hvis hun rent faktisk fik Nato-jobbet tilbudt. Og da hun blev inviteret på besøg i Det Hvide Hus, kort før beslutningen skulle træffes, lignede det for mange en reel jobsamtale hos USA’s præsident.

Internt i Socialdemokratiet førte usikkerheden om Frederiksens fremtid til intense drøftelser af, hvem der er kronprins – og kronprinsens’ kronprins, hvis og hvis.

Der tegnede sig bred opbakning til finansminister Nicolai Wammen som ny formand og dermed formentlig også statsminister. Derimod var folketingsgruppens kaffeklubber og S-baglandet uenige om, hvorvidt justitsminister Peter Hummelgaard eller erhvervsminister Morten Bødskov så skulle være ny nummer to.

På et møde en tirsdag i juni blev der forsøgt at lægge låg på stridighederne, om ikke andet indtil det måtte blive nødvendigt at kæmpe om magten.

Det kan det blive igen i 2024, hvor flere topposter i EU skal besættes til sommer, og hvor Jens Stoltenbergs mandat igen udløber. Han blev i 2023 forlænget på posten til 1. oktober 2024.

3. ... Men Jakob Ellemann-Jensen sagde farvel

Mens statsministeren blev i dansk politik, så sagde vicestatsministeren farvel.

Efter længere tids sygemelding vendte Jakob Ellemann-Jensen ellers tilbage til den store scene i august, men det blev et kortvarigt comeback.

Han begyndte igen som forsvarsminister, men erkendte efter et par uger, at det var for meget som Venstre-formand. Han ville være økonomiminister i stedet.

Partiet røg kort efter ud i internt rivegilde om den kommende CO₂-afgift på landbruget, efter flere forskellige profiler i Jyllands-Posten skiftedes til at så tvivl om partiets linje.

Vælgerne flygtede.

Jakob Ellemann-Jensens autoritet som formand sivede ud mellem de indre linjer i Venstre.

Mandag morgen efter efterårsferien indkaldte Venstre med kort varsel til pressemøde foran partiets sekretariat på 2. sal på Christiansborg. Ellemann stillede sig op. Og sagde farvel.

»Min person skygger for Venstres resultater i regeringen. Og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen. Derfor tager jeg konsekvensen nu og træder tilbage som formand for Venstre,« lød hans punktum for fire års formandstid.

Få minutter efter dukkede Søren Gade op blandt journalisterne og forsikrede, at han ikke ville kandidere som efterfølger. Han anbefalede Troels Lund Poulsen som ny formand, og det samme gjorde en lang række Venstreprofiler de følgende timer og dage.

I november blev Troels Lund Poulsen formelt valgt uden modkandidater på Venstres landsmøde. Jyllands-Posten tegnede dette portræt.

4. Arbejd-arbejd

Under en bustur i Jylland, tæt ved Esbjerg, rettede statsminister Mette Frederiksen sig op i sit sæde. Og så kastede hun sig for første gang ind i debatten om, hvad det vil betyde for det danske velfærdssamfund, hvis danskerne i fremtiden skruer ned på arbejdet.

»Selvfølgelig er der noget værdidebat i det her,« sagde statsministeren til Jyllands-Posten, der kørte med i bussen.

De foregående uger havde topøkonomen Nina Smith, overvismanden, tænketanken Kraka og Socialdemokratiets politiske ordfører peget på, at hvis for mange vælger at arbejde mindre, end de egentlig kan, så får vi ikke råd til velfærd i fremtiden.

Statsministeren erklærede sig enig.

»Hvis alle danskere beslutter sig for, at vi kun vil arbejde 30 timer om ugen, så kan vi ikke opretholde det her velfærdssamfund. Længere er den ikke. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Danmark baserer sig på arbejde, og at vi har en høj erhvervsfrekvens. Så kan der være nogle forhold i den enkelte familie, der gør, at man måske ikke kan arbejde fuldtid hele sit liv. Men det er klart, at hvis vi alle sammen sagde, at vi ville arbejde mindre, og fritiden begynder at blive vigtigere end det at gå på arbejde, så kan vi ikke have det velfærdssamfund,« sagde Mette Frederiksen.

»Så kræver det i hvert fald en fornøden diskussion af, hvad det er, vi så ikke vil. Er det klimaambitionerne, vi skal skrue ned på, eller er det velfærdssamfundet, vi skal skrue ned på? Den diskussion skal vi selvfølgelig have med hinanden,« sagde Mette Frederiksen.

På Socialdemokratiets årsmøde ugen efter brugte hun et citat fra Thorvald Stauning som belæg for, at det var kernesocialdemokratisk at arbejde det, man kan.

Senere på efteråret udgav en af partiets tænkere, minister Kaare Dybvad, bogen ”Arbejdets land”, hvor han bl.a. argumenterer for, at »om man vil arbejde eller ej, hører til i kategorien af pligter, ikke kategorien af frie valg«.

Dybvad er bl.a. provokeret af forfatteren bag ”Ærø Manifestet”, Maj My Midtgaard Humaidan, der hylder nedsat arbejdstid.

Den borgerlige opposition er vildt uenig med Socialdemokratiet, og også Venstre erklærede sig undervejs i debatten »notorisk« uenig med regeringskollegerne.

5. Afbrænding forbudt

Mens mange danskere holdt sommerferie, steg myndighedernes bekymring. Antallet af koranafbrændinger tog til, og de havde i slutningen af juli »nået et omfang, hvor Danmark i flere dele af verden på tværs af kontinenter er begyndt at blive set som et land, der faciliterer forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner,« oplyste Udenrigsministeriet.

Regeringens svar var et lovindgreb, der skulle forbyde »utilbørlig behandling« af religiøse genstande.

Begrænsning af ytringsfriheden, lød kritikken instinktivt – men der er masser af begrænsninger på ytringsfriheden allerede, og den her er vigtig, lød regeringens forsvar.

Undervejs gik De Radikale med til at støtte forbuddet, bl.a. efter at der blev indført mulighed for forhånelse i kunstnerisk sammenhæng.

Den undtagelse fik efterfølgende en af koranafbrænderne, Rasmus Paludan, til at stifte en teatertrup.

»Nu står det 1-0 til islamisterne i den her sag,« sagde Inger Støjberg (DD) om forbuddet.

»Ser man på historien omkring bogen, så har al kamp om ytringsfrihed handlet om det stik modsatte af, hvad vi taler om her. Den har handlet om at give mennesker ret til at skrive, hvad de vil. Give ret til at trykke. Og at andre mennesker skulle have adgang til andres tanker. Den har aldrig handlet om, at man skal urinere på andres bøger, at man skal pakke den ind i mystiske ting, eller at man skal skænde den eller brænde den,« svarede Mette Frederiksen.

6. Krigens ansigt på besøg

I august landede landede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Danmark. Han blev hyldet foran Christiansborg og kvitterede med et dansk »skål« i sin tale.

Zelenskyj kom for at sige tak for 19 danske F-16-fly. Med dem blev Danmark sammen med Holland de første til at levere de slagkraftige fly, som Ukraine har tigget om siden krigens start.

Det hele blev iscenesat med en seance på flyvestation Skrydstrup, hvor Zelenskyj klatrede op i cockpittet og lod sig fotografere sammen med Mette Frederiksen.

Billederne udløste de følgende dage mere debat end selve donationen af kampflyene. Den politiske opbakning til fortsat støtte til Ukraine favner nemlig fortsat alle partier i Folketinget.

7. Endnu en krig

Krigen mellem Israel og Hamas blev det seneste eksempel på, at en ustabil verden i stadig højere grad påvirker Christiansborg.

Med statsminister Mette Frederiksen i front lagde regeringen ud med entydig støtte til Israel og landets ret til at forsvare sig selv. Men i takt med de civile ofre er kritikken taget til af den linje, og i december valgte Danmark så at skifte position og stemme imod Israels interesse i en afstemning om våbenhvile i FN.

Det udløste ny kritik af regeringen, denne gang fra borgerlig side.

Nuancerne i den svære balancegang blev foldet grundigt ud af Mette Frederiksens gamle ven, Mogens Lykketoft, her i avisen i julen, og et par dage efter erkendte Mette Frederiksen i Politiken, at hun ville have formuleret sig på en anden måde i dag, end hun gjorde i oktober.

8. Hjort og Findsen gik fri

I november opgav regeringen retssagerne mod tidl. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og tidl. FE-chef Lars Findsen for læk af fortrolige oplysninger.

Hjort var lettet for at slippe fri for sagen, som har martret hans parti, siden Venstre gik i regering med Socialdemokratiet, hvis formand, Mette Frederiksen, i Venstre-kredse mistænkes for at have haft en usaglig finger med i spillet, da det blev besluttet at tiltale Hjort.

Sagen slutter ikke med 2023, for en undersøgelseskommission skal belyse, om der er blevet »varetaget usaglige hensyn, herunder f.eks. politiske eller personlige interesser«.

9. Bruddet og de mange knald

SU-reformen er årets 9. brag.

Ikke, fordi gaderne blev fyldt af vrede studerende, eller fordi afskaffelsen af det sjette SU-år var noget chok. Det stod trods alt i regeringsgrundlaget fra 2022.

Men fordi SVM-regeringen valgte at opsige det politisk forlig om SU.

Det var nemlig første gang, SVM-regeringen valgte at opsige et af de brede politiske forlig, som den ifølge god Christiansborg-skik er bundet af, eget flertal eller ej. Uddannelsesminister Christina Egelund (M) fik Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti med i aftalen, men De Radikale og SF ville ikke acceptere reformen. Derfor træder den først i kraft efter næste valg.

Forud for forligsopsigelsen gik et år med en sværm af om ikke brag, så dog politiske knald.

En del, som regeringen anser for milepæle i sit virke:

Et historisk stort forsvarsforlig. Og en historisk bred finanslov.

Et lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte.

En skattereform med lettelser til alle i job.

En anden del, som regeringen helst havde været foruden:

Skandalen med de fejlfyldte ejendomsvurderinger, som Rigsrevisionen og Ombudsmanden er gået ind i.

Et indkøb af våben fra israelske Elbit, der blev hastet gennem Folketinget, bl.a. med forkerte oplysninger om, hvor meget det hastede.

En fuldtonet retræte på SVM-beslutningen om at afskaffe seniorpensionen. Den overlever alligevel, og det viste, at regeringsgrundlaget ikke altid er og bliver lov.

10. De ni, der gik

Det 10. brag kan deles op i ni mindre bump.

I den foregående valgperiode satte Folketinget danmarksrekord, da 23 medlemmer mellem 2019 og 2022 forlod det parti, vælgerne havde valgt dem for. De stoppede, skiftede parti eller blev løsgængere.

Det nye Folketing fra 2022 har holdt tempoet. Valgperiodens første 13 måneder har således budt på 12 parti-exitter, og det 13. er allerede varslet.

Allerede få uger efter valget i november 2022 sagde Karen Ellemann (V) og Kristian Klarskov (M) farvel. Den første ville hellere være generalsekretær i Nordisk Ministerråd. Den anden trak sig efter en række kritiske historier, bl.a. i Jyllands-Posten om, hvordan hans resultater som iværksætter var knap så flotte, som partiet havde markedsført.

Nye Borgerliges Mette Thiesen blev løsgænger en uge efter valget og meldte sig senere ind i Dansk Folkeparti.

2023 bød på kaos i Nye Borgerlige, efter Pernille Vermund meddelte, at hun ville stoppe som formand. Lars Boje Mathiesen blev udpeget som tronfølger, hvilket fik Mikkel Bjørn til at skifte til Dansk Folkeparti. Kort efter blev Lars Boje Mathiesen imidlertid smidt ud og fortsatte som løsgænger.

Undervejs i 2023 fik Sofie Carsten Nielsen (R) nyt job hos Dansk Industri. Mette Gjerskov (S) afgik ved døden i en alder af 56 år. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sagde farvel til dansk politik. Det samme gjorde Kasper Sand Kjær (S) med den begrundelse, at han havde fået »lyst til at prøve et liv uden for politik«.

To andre »hoppere« skal findes i Moderaterne.

Jon Stephensen tog først orlov og fik siden rødt kort efter sin »du virker klog og er smuk med den lækreste krop«-sms til en 19-årig kvinde.

Mike Fonsecas kæreste er endnu yngre, nemlig 15 år, hvilket er for lidt i et parti, hvis kodeks siger minimum 18 år for den slags. Så han røg også ud.

Begge er nu løsgængere, ligesom Theresa Scavenius har været det siden sit september-brud med Alternativet.

Og selv om 2024 ikke er begyndt endnu, så kender vi allerede navnet på et 2024-karriereskift: Fra 1. marts skifter Annette Lind (S) fra Vestjylland sit folkelige mandat ud med jobbet som generalkonsul i Flensborg.