Overvismand: Velfærdsstaten har »kurs mod afgrunden«, hvis danskerne vil arbejde mindre

Landets mest toneangivende stemme inden for økonomi går nu ind i debatten om, hvilke konsekvenser det har for velfærdsstaten, hvis flere og flere af os vælger at arbejde mindre end i dag.

For det er vigtigt, at vi alle er »på det rene med de fulde konsekvenser af vores valg«.

»Hvis vi vil arbejde mindre, kan vi ikke have et velfærdssamfund, som vi har i dag. For så har vi i en vis forstand kurs mod afgrunden og statsbankerot. Det er et faktum. Men er det en katastrofe? Det er til syvende og sidst op til danskerne,« lyder det fra overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Han er professor i økonomi, og med titlen som overvismand er han formand for De Økonomiske Råd, som siden 1962 har haft den lovbundne opgave at »følge landets økonomiske udvikling« og rådgive landets beslutningstagere.

Nu varsler han, at dalende arbejdstid kan få tre mulige konsekvenser, som på hver sin måde vil påvirke danskernes pengepung, arbejdsliv og dagligdag.

Dystre varsler

Carl-Johan Dalgaard udtaler sig, efter Jyllands-Posten i en række artikler har sat fokus på, hvordan danskernes arbejdstid har afgørende betydning for økonomien under velfærdsstaten.

Siden år 2000 er danskernes ugentlige arbejdstid faldet med knap to timer til 30,7 timer om ugen, viser en KL-analyse. Og den udvikling følger en tendens fra 1950’erne: Jo rigere vi bliver, jo mindre arbejder vi, viser en analyse fra den økonomiske tænketank Kraka.

Men den dalende arbejdslyst koster statskassen milliarder i tabte skatteindtægter. Og fortsætter arbejdstiden dens kurs nedad, kan vi ifølge økonomiprofessor Nina Smith stå over for et sammenbrud af velfærdsstaten.

Det dystre varsel fik også Socialdemokratiets top til at komme med en opsang til danskerne.

»Vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og tale om, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når nogen vælger at lade være med at arbejde, selv om man kan. For konsekvensen er, at så vil vi ikke længere have verdens bedste velfærdssamfund,« lød det fra politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) i et interview med Jyllands-Posten.

Et synspunkt, som siden har vakt stor debat og kritik fra både den røde og blå opposition.

»Det beror på en fuldstændig forfejlet præmis om, at vores tid er statens. Vores tid er vores egen,« lød det bl.a. fra Mette Abildgaard, politisk ordfører for De Konservative.

Et »kæmpe paradoks«

Fremskrivninger fra både de økonomiske vismænd og Finansministeriet viser ellers, at dansk økonomi ser ind i årtiers overskud og såkaldt overholdbare statsfinanser. Samtidig er det finanspolitiske råderum – som er de penge, regeringen frit kan bruge uden at spare andre steder – blevet opjusteret gang på gang. Først med 16 mia. kr. i foråret og senest i den forgangne uge med yderligere 4 mia. kr. til i alt 68 mia. kr. frem mod 2030.

Så hvad er op og ned? Er fremtidsudsigten for dansk økonomi lys eller dyster?

Begge dele er rigtige på samme tid, lyder det fra overvismanden, der medgiver, at det for den gængse dansker må fremstå som »et kæmpe paradoks«.

»Hvordan kan økonomer, der tilsyneladende taler om det samme, være så uenige? I den offentlige samtale flyder det sammen, men i virkeligheden er det to forskellige spørgsmål, de stiller,« siger Carl-Johan Dalgaard.

Forskellen bunder i, at Finansministeriet og vismændenes fremskrivninger er mere et »tankeeksperiment« end en forudsigelse, forklarer han.

De beregner, hvordan udsigterne er for dansk økonomi, hvis den førte politik og danskernes adfærd er den samme som nu. De antager altså bl.a., at danskerne ud i al fremtid vil arbejde lige så meget, som de gør i dag.

Modsat antager bl.a. Nina Smith, at danskerne vil ændre adfærd.

»På den måde har Finansministeriet ret i, at statsfinanserne er mere end holdbare på lang sigt, så længe danskerne ikke ændrer adfærd. Hvorimod Nina Smith spørger: Kan velfærdssamfundet opretholdes, som det fungerer nu, hvis danskerne eksempelvis vælger at arbejde mindre i fremtiden? Og der er svaret grundlæggende nej. Det vil det ikke kunne,« siger overvismanden.

Spørgsmålet er, hvor stor en udfordring danskernes dalende arbejdstid kan komme til at blive.

Kan koste statskassen milliarder

Jyllands-Posten har tidligere bragt en analyse fra den økonomiske tænketank Kraka, som viser, at hvis danskerne fortsætter den historiske tendens med at skrue ned for arbejdet, kan der allerede i 2030 være 18 mia. kr. mindre i det økonomiske råderum, end Finansministeriet regner med.

Overvismanden medgiver, at dalende arbejdstid er »plausibel«. Men han understreger alligevel, at der er væsentlige usikkerheder, der gør det rigtig svært at forudsige adfærd generelt og i særdeleshed dets betydning for et lands økonomi:

»Ja, dalende arbejdstid er en trend over årtier. Men kan vi være sikre på, at den fortsætter? Og er det nu også den eneste trend? Eller er der andre trends, som kan påvirke statsbudgettet måske endda gunstigt? Der er tale om skøn. Og skøn kan vise sig at være forkerte,« forklarer Carl-Johan Dalgaard.

I den henseende bragte Børsen onsdag en analyse fra Rockwool Fonden, som viser, at hvis man udelukkende kigger på registrerede arbejdstimer blandt lønmodtagere, hvilket er ca. 90 pct. af de præsterede arbejdstimer i Danmark, er arbejdstiden stort set uændret siden 2008. Her medregnes ikke et skøn over selvstændiges arbejdstid, sort arbejde og ubetalte arbejdstimer, som der gøres i nationalregnskabet fra Danmarks Statistik, som Kraka baserer sin analyse på.

Finansministeriet og vismændenes argument for ikke at medregne skøn for arbejdstiden er, at hvis arbejdstiden daler, bliver det medregnet år for år, når der bliver lavet nye fremskrivninger. På den måde bliver udsigterne justeret løbende.

Ifølge overvismanden er regneprincippet fornuftigt i de langsigtede fremskrivninger, altså frem mod 2040, 2050 og endnu længere.

Men det er en anden sag, når det gælder de kortere udsigter. For de får konkret betydning på den førte politik – og dermed også den velfærd, som danskerne møder i deres dagligdag, påpeger han.

Åben for at ændre regnemodeller

Derfor åbner overvismanden nu for at regne på en »mere sofistikeret måde« i de såkaldte mellemfristede fremskrivninger, altså frem mod 2030.

»Jeg vil gerne medgive, at man kan diskutere, om vi på så korte tidshorisonter bør indregne en prognose for eksempelvis udviklingen i arbejdstid, hvilket statsfinanserne er særligt følsomme overfor. Det kan være værdifuldt at have et mere præcist gæt på udsigterne for økonomien. For de mellemfristede fremskrivninger påvirker helt konkret politik,« siger han.

Her henvises til, at regeringen allerede er begyndt at bruge af det opjusterede råderum, som 2030-fremskrivningen viser. Herunder bl.a. 5 mia. kr. til et løft af sundhedsvæsenet. Penge, som altså måske slet ikke vil være der til den tid, hvis arbejdstiden fortsat daler, som den har gjort historisk.

2030-fremskrivningen har derudover endnu mere konkret betydning for økonomien i den nærmeste fremtid.

Både staten, regioner og kommuner er nemlig bundet af budgetloven til at overholde såkaldte udgiftslofter, der fastlægges fire år frem i tiden ud fra den mellemfristede fremskrivning.

Med eksempel i kommunerne bestemmer fremskrivningen altså, hvor mange penge den enkelte kommune må investere i den nære velfærd som eksempelvis børnehaver, skoler og ældrepleje de kommende fire år.

Og hvis 2030-fremskrivningen viser sig at være skæv, får det altså konsekvenser, påpeger Carl-Johan Dalgaard:

»Det er ikke så stort et problem, hvis man bliver glædeligt overrasket. Men det kan godt blive ubehageligt, hvis man pludselig opdager, at man har færre penge, end man regnede med. For så er man pludselig nødt til at aflyse investeringer eller lave besparelser,« siger han.

Ifølge Carl-Johan Dalgaard vil sandsynligheden for overraskelser – positive eller negative – måske kunne mindskes, hvis Finansministeriet forsøgte at forudsige, hvordan eksempelvis arbejdstiden udvikler sig – frem for at regne med, at danskerne i fremtiden opfører sig på samme måde som i dag.

Finansminister Nicolai Wammen (S) er imidlertid afvisende over for den idé.

»Udgangspunktet for Finansministeriets beregninger er, at hvis fremtidens generationer ønsker at arbejde mindre, må de generationer tage stilling til, hvordan de vil håndtere det. Det, synes jeg, er et fornuftigt udgangspunkt,« har han tidligere udtalt til Jyllands-Posten.

Carl-Johan Dalgaard forstår godt finansministeren:

»Hvis man medregner prognoser, som er for hårde, kan man risikere at male fanden på væggen alt for tidligt. Da vil man formentlig have foretrukket, at man kun gradvist tager højde for, hvordan adfærden ændrer sig, hvilket er det, man gør i dag,« siger han og understreger, at »der er ikke noget rigtigt eller forkert svar her«:

»Jeg erkender blot, at rent pragmatisk er der ting, der kunne tale for at medregne prognoser for eksempelvis arbejdstid frem mod 2030. Hvis vi på en eller anden måde – og det er et stort hvis – bliver i stand til at lave troværdige prognosemodeller, er jeg sikker på, at Finansministeriet vil være interesseret i at tage det med.«

Kurs mod afgrunden

Uanset hvad vil det ifølge flere økonomer på den ene eller anden måde få konsekvenser for velfærdssamfundet og dermed også danskerne selv, hvis vi fortsætter kursen og i fremtiden arbejder mindre, end vi gør i dag.

I den situation må vi spørge os selv: Hvilket velfærdssamfund ønsker vi os i fremtiden? Vil vi overhovedet have et velfærdssamfund?

For det er op til os alle sammen at beslutte, mener Carl-Johan Dalgaard:

»Hvis vi bare arbejder mindre, men ikke ændrer andet i staten, har vi billedlig talt kurs mod afgrunden. For så svinder muligheden for at finansiere velfærdsstaten. Hvad, der er den rigtige reaktion på det, er i sidste ende et politisk spørgsmål. Det er op til vælgerne.«

Overvismanden ser tre overordnede scenarier for, hvordan den offentlige økonomi kan holdes oven vande, såfremt arbejdstiden fortsætter med at falde.

For det første kan man hæve skatterne, påpeger han. Det vil kunne sikre, at staten fortsat indkræver nok penge til, at det nuværende velfærdsniveau kan opretholdes, selv om skattegrundlaget falder. Det indebærer dog en risiko for, at nogen vil arbejde mindre, når der ikke er den samme gevinst ved at gå på arbejde, understreger Carl-Johan Dalgaard.

For det andet kan man vedtage politik, der får folk til at arbejde mere. Det kunne være at hæve pensionsalderen yderligere, så danskerne er længere tid på arbejdsmarkedet, eller tvinge folk til at arbejde mere ved at afskaffe endnu en helligdag. Ifølge Carl-Johan Dalgaard vil det dog være mest virkningsfuldt eksempelvis at øge folkesundheden, så man mindsker danskernes sygefravær, eller at styrke uddannelsesmulighederne for særligt arbejdsløse unge, så de får bedre muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Den tredje løsning kan være, at staten skal varetage færre opgaver end i dag. Det vil sige, at der er nogle ydelser, som vi selv skal til at betale for enten helt eller delvist. Det kunne eksempelvis være at indføre, at danskerne selv skal spare op til dele af deres ældrepleje. Noget, som Christian Rabjerg Madsen (S) og økonomiprofessor Nina Smith har foreslået, men som SVM-regeringen for nylig har afvist.

Carl-Johan Dalgaard ønsker ikke at anbefale nogen af løsningerne.

»Jeg kan ikke se, hvad min adkomst som overvismand skulle være til at anbefale, hvilken vej vi bør gå. For mig er det vigtigt at få kommunikeret til danskerne, at de beslutninger, vi træffer i vores private liv – f.eks. hvor meget vi har lyst til at arbejde – også er afgørende for, hvordan vores samfund kommer til at se ud. For danskerne skal være på det rene med de fulde konsekvenser af deres valg.«