Med kurs mod verdensarven

Søkortet taler sit tydelige sprog. Med vanddybder på over tre meter flere steder helt nær land er det tydeligt, at klinten fortsætter sin stejle kurve under vand. Derfor styrer vi med ro i sjælen helt ind under klinten og sejler langs verdensarvens stejle, hvide skrænter. Sådan bliver vi ved i flere timer, selv om vi har god vind i sejlene og skyder en god fart. Stevns Klint er nemlig lang, den breder sig over hele Stevns fra Rødvig i syd til Bøgeskov i nord.

Sidstnævnte er vores bestemmelsessted i dag. Her skulle nemlig ligge en særdeles hyggelig havn, og så er det tæt på både klinten og Danmarks største middelalderborg, kan vi læse i havnelodsen.

Men først skal vi iagttage verdensarven. Fra lang afstand ligner den nærmest et betonfundament, ikke udpræget køn, men som man kommer tættere på, bliver det muligt at se de enormt mange lag, klinten består af.

Kridtlagene er klintens ældste lag. De blev dannet for 70 millioner år siden, og her er der fundet spor af fortidens hajer og krokodiller, der dengang levede i havet omkring Stevns Klint. De andre lag er bl.a. lavet af kalk og fiskeler.

At klinten nu er blevet udråbt til verdensarv af Unesco skyldes, at det er det eneste sted på Jorden, hvor man finder sporene efter en verdensomspændende klimakatastrofe. De tynde lag af fiskeler vidner nemlig om, hvordan dinosaurerne blev udslettet for ca. 66 millioner år siden, da en asteroide ramte jorden, og klimaet pludselig ændrede sig til noget nær polarklima, og havet forsvandt. Omkring 75 pct. af alle dyrearter og 60 pct. af alle plantearter uddøde i den kolde periode. Ganske fascinerende.

Klintekongen troner

Vi sejler forbi en lille, gammel kirke, der hænger helt ude på skrænten. Det ligner, at den er ved at styrte ned, og det har den faktisk også været. Højerup Gl. Kirke, som den hedder, styrtede delvist i havet den 16. marts 1928 ved et klinteskred. I dagene efter valfartede folk til for at se den halvt nedstyrtede kirke, og den dag i dag tiltrækker kirken stadig nysgerrige turister. Kirken var allerede blevet lukket i 1910 af frygt for klinteskred, og en ny kirke blev bygget længere inde på land, af kalksten fra klinten, naturligvis, ligesom den gamle kirke er.

Et stenkast væk fra kirken skulle Klintekongen efter sigende have sin sommerbolig i form af en hule fuld af guld og skatte, læser vi os til, men den kan vi dog ikke se fra havet. Den kan nok kun ses for det indre blik.

Ifølge sagnet regerede Klintekongen over både Stevns Klint og Møns Klint, og når han kørte med sine fire sorte heste mellem de to klinter, blev havet sort og oprørt. Heldigvis lader det til, at han har holdt sig inden døre i dag, for selv om der er godt med vind og bølger, er havet da ikke ligefrem oprørt. Det er derimod en umådelig god sejldag med både vind og sol fra en blå himmel med sporadiske blomkålsskyer.

Bag kirken kan vi se Stevns Fyr tårne sig op, et 27 meter højt, rundt tårn, der ligner prototypen på et fyr. Det blev opført i 1878 og er naturligvis også lavet af kridtsten fra klinten. I dag er det fredet og indrettet som museum, der fortæller om fyrets historie og klintens geologi, ligesom der er skiftende kunstudstillinger. Det fungerer også stadig som fyr og udsender et langt blink hver 25. sekund efter mørkets frembrud, men der er vi for længst forbi, så vi nøjes med at iagttage fyret og bruge det til at orientere os ud fra på søkortet på vores vej forbi det.

Vi sejler rundt om tippen ved Mandehoved og videre forbi Holtug Kridtbrud, hvor der indtil 1972 blev udvundet kalk og kridt. I dag kan man, i et stort vandhul i det nedlagte kridtbrud, se fredede vandsalamandre og grønne frøer, og så skulle det efter sigende være et godt sted at finde fossiler og forsteninger.

Den slags er nu lidt svært, når man sidder i en båd, men vi er ved at nærme os Bøgeskov Havn i den nordlige ende af Stevns, så snart er det tid til at udforske de landslige sider af klinten og omegn.

Idyl i Bøgeskoven

Vi ankommer til den lille, idylliske havn, Bøgeskoven og lægger os langskibs lige ved havnekontoret og de fælles faciliteter, der viser sig at være i top. Der er bordebænkesæt med rød-hvide tern på voksdugen og friske blomster på bordene. Og så er der overdækket, hvilket det senere skal vise sig, at vi bliver glade for.

Først udforsker vi den lille havn. Sejlklubben har fine faciliteter med køkken og langbord. Men det må vi ikke benytte som udefrakommende, siger havnefogeden.

Lige bag havnen er der en lille legeplads med gynger – en af dem er en kæmpe, orange fender, som man kan svinge sig på med sin maritime ære i behold. Der er også et lille urtebed med krydderurter, og selv ved håndvaskene uden foran toiletterne er der små blomsterbuketter, der står og pynter.

Nord for havnen ligger en lille badestrand med en badebro, og det klare vand ser tillokkende ud, hvis ikke det var, fordi luften var noget kold. Det har et par børn trodset – de pjasker gladelig rundt i havet, og det er sikkert koldere over vandet end under, når først man da lige er kommet under og har vænnet sig til det.

Lige ved siden af stranden ligger Traktørstedet i skovbrynet – en af de få skovpavilloner, der er tilbage, opført i begyndelsen af sidste århundrede. Her serveres mad, kaffe og kage, men vi skal på opdagelse, så der er ikke tid til kaffeslabberads.

I nærheden, nordøst for byen Holtug, kan man komme ned til klinten via Kulsti Rende, en naturlig rende, der er skabt af smeltevand fra Istiden. Sådan lyder den videnskabelige forklaring i hvert fald.

Den knap så videnskabelige, men langt sjovere forklaring lyder på, at Gøngehøvdingen Svend Gønge i sit opgør mod den barske kulsvier Kulsoen trak hende ud på en isflage her, men at hun stemte så meget imod, at Kulso Rende blev dannet.

Vi har dog set så meget af klinten fra vandsiden hele dagen, så i stedet går vi ind i Bøgeskoven med kurs mod den gamle middelalderborg, Gjorslev Slot.

Inde i skoven går der ikke længe, før vi afviger fra den asfalterede vej for at gå på jagt efter de vilde brombær, der vokser overalt i denne del af skoven.

Det stikker og kradser, som vi forcerer krattene, men bærrene smager skønt, og vi samler lidt ekstra til morgenmaden.

Vi går videre gennem skoven, kommer til en skillevej og holder mod venstre, og der ser vi et skilt, som står for foden af et enormt træ og beretter om, at træet er en redwood, et træ, der kan blive op til 2.000 år gammelt og 100 meter højt. Det er plantet for ca. 120 år siden af den gamle godsejer af Gjorslev, Scavenius, står der på skiltet.

Gjorslev Slot var ejet af Scavenius-slægten fra 1793 til 1925, hvor de solgte det til Tesdorf-slægten, som stadig ejer det i dag. Også det er bygget af kalksten fra klinten, læser vi i turistbrochuren og fortsætter mod slottet.

På vejen kommer vi forbi en bondegård, der ligger i en lysning i skoven og vitterlig ligner, at den står som for hundrede år siden. Ude foran den stråtækte gård på gårdspladsen holder en gammeldags anhængervogn og bidrager til følelsen af at gå igennem et stykke fortids-Danmark. Eller Rødhættes bedstemors hus.

Vi går videre langs velfriserede majsmarker ad vejen, der fører op til Gjorslev Gods, der med sine 600 år er Danmarks eneste beboede middelalderslot.

Et bastant middelalderslot

Da vi nærmer os, kan vi først se de mange rød-hvide ladebygninger. Dernæst kommer vi frem til det store, korsformede Gjorslev Gods, der mere ligner en borg end et slot med sin bastante byggestil, tykke mure og små og nogle steder ingen vinduer.

Rundt om det er der en voldgrav så grøn af andemad, at det ligner, man kan gå på vandet.

Gjorslev Slot blev bygget af bispen Peder Jensen Lodehat i 1396-1400, og i dag er det beboet og der drives landbrug på grunden, så man kan kun i begrænset omfang komme ind at se godset.

Dele af den store slotspark er åben for turister, og man kan også få en rundvisning på godset efter aftale, men kun på hverdage, så vi nøjes med at kigge os lidt omkring på egen hånd og får da vist snuset lidt rigeligt rundt. I hvert fald får vi besked på, at vi ikke må være på slottets gårdsplads, hvor vi er gået hen for at besigtige slottet fra nærmeste hold.

Anderledes venlig og gæstfri er chaufføren i den bus, som turister gratis kan hoppe på, og som kører rundt til de forskellige seværdigheder på Stevns i sommerhalvåret.

Han peger og fortæller lystigt om de forskellige steder, vi passerer på vejen hele vejen tilbage til Bøgeskov Havn, og her bliver vi enige om, at vi har gjort os fortjent til et stykke kage og en kop kaffe, der ikke er lavet af pulver, så vi svinger ind forbi Traktørstedet.

Der er ikke så mange andre – vi kommer tilpas sent til eftermiddagskaffe, men lige det tidligste til aftensmad, selv om der da er et par stykker, der er gået i krig med en frisk fladfisk, der fylder hele deres tallerkenen.

Vi selv skal derimod ned at lave aftensmad på vores Trangia, og da duften fra køkkenet er ved at få sat gang i sulten, beslutter vi os for at gå tilbage og starte spejderkøkkenet op.

Og så lyder der en rumlen, og bedst som vi har rejst os og har betalt, står himmel og hav i et lige uden for vinduet. Naturen spiller åbenbart stadig lidt med musklerne her i Stevns.

Men så er det jo godt, at fællesarealet på havnen er overdækket.

En dramatisk hjemtur

Dagen efter er det blevet tid til at stikke til søs igen, denne gang for at vende skuden hjemad mod Svanemøllen Havn. Vinden er stadig frisk, og for en gangs skyld kommer den et fordelagtigt sted fra (vestsydvest), så vi kan sejle agten for tværs store dele af hjemturen. Solen skinner, og det tegner til at blive noget nær en perfekt sejldag, bliver vi enige om over morgenmaden, som vi indtager om bord. Det er nu livet at tilbringe sin søndag med havudsigt 360 grader omkring sig.

Vi er dog ikke kommet særlig langt fra land, da bølgerne begynder at vokse sig større og større, jo længere ud på Køge Bugt vi kommer. Vi beslutter os for at rebe storsejlet, det vil sige, at vi hiver sejlet lidt ned og binder nogle reb omkring, så selve sejlarealet bliver mindre. På den måde får vi lidt af trykket ud af båden, og den bliver knap så svær at holde på roret. Det er svært at få hænderne fri til at håndtere sejlet og binde knob på fordækket på grund af bølgegangen, der gør det nødvendigt at holde godt fast i masten for ikke at dratte i, men det lykkes, og båden retter sig lidt op, så vi krænger knap så meget.

Alt er godt, tænker vi. Men. Man kan aldrig vide sig sikker til søs, og pludselig er roret uregerligt. Først tror vi, at det er en kraftig understrøm eller måske vinden, der springer, men vi når ikke at tænke mange tanker, før al styrfart er ude af båden, og den ændrer kurs og lægger sig op i vinden. Roret er knækket.

Igen har naturen vist sine enorme kræfter. Når den kan udslette dinosaurer og skabe polarklima, kan den i hvert fald også knække et ror på en lille sejlbåd i Køge Bugt.

Heldigvis er vi et godt stykke fra sejlranden, som de enorme transportskibe med jævne mellemrum drøner igennem, så faren for at drive derind er noget nær teoretisk. Det knækkede ror hænger stadig fast i øverste beslag og er i vejen for påhængsmotoren, så vi må løsne det, før vi kan få den lille motor med kun fire hestekræfter i vandet. Med to svensknøgler forsøger vi at løse den finmotoriske udfordring, mens de store bølger hiver og skubber til båden som en kastebold. Og endelig lykkes det. Vi er ikke så langt fra Dragør, så med nød og næppe får vi kæmpet os gennem de store bølger og ind i havnen som en anden såret kriger.

Heldigvis sker den slags uhyre sjældent, men det minder os – på samme måde som mødet med Stevns Klint – om, at naturens kræfter er enorme. Så enorme, at de kan skabe unik verdensarv i lille Danmark.

Fire råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.