Middelfart og Lillebælt tilbyder et hav af vandaktiviteter

Det er tidlig morgen, men solen er allerede så småt begyndt at lune. Havet er blikstille. Det samme er havnen. Ja, hele byen vel sagtens. Klokken er syv, og vi skal se Middelfart vågne til søs i en gammeldags smakkejolle.

»Sådan en brugte man, dengang man jagtede marsvin her i Fænøbugten,« fortæller Mads Brodersen, medstifter af Center for Kystfriluftsliv og dagens kaptajn, mens vi sejler for motor ud af havnen.

30 fiskere fra Middelfart fik, som de eneste i landet, tilladelse af kongen til at jagte de små tandhvaler, som lever i hobetal i Snævringen og ved Gamborg Fjord lige ud for Middelfart, og man kender til et marsvinejægerlaug helt tilbage fra 1593. Fangsten brugte de til at udvinde petroleum til olielamper.

»De drev dem ind i fjorden i både som denne her ved at slå med grene i vandet, og så omringede de marsvinene på det lave vand og fangede dem i et net,« fortæller Mads Brodersen og lægger an til at sætte det rødbrune firkantede sejl, der er karakteristisk for smakkejoller.

Han ruller sejlet, der er bundet rundt om masten, ud, men motoren får lov at forblive tændt, for den lille smule vind, der er, giver ikke det tunge træskib megen fart. På højre side kan vi se det mægtige Hindsgavl Slot glide forbi, hvis slotshave ligger helt ud til Fænøsund. Det var her, Frederik VI måtte tiltræde Kielerfreden i 1814, som betød afskrivning af Norge og Sverige. I dag er herregården restauration, hotel og konferencecenter.

På venstre hånd kan vi se Fænø, der fra søsiden ligner en øde ø med vild bevoksning, der spejler sig i havet og giver det en petroliumsgrøn farve, som virker meget eksotisk taget i betragtning af, at vi trods alt ”bare” er i Middelfart og ikke sejler på en flod i junglen. Men Fænø, der er Danmarks største privatejede ø, er ikke øde, selv om ejeren faktisk ikke bor der fast, men primært bruger den til at gå på jagt. Der er nogle få huse på øen, og et af dem kan vi se, da vi kommer lidt længere ud af fjorden. Her boede fyrmesteren, og det fik han lov til at blive ved med, selv om fyret for længst var blevet automatiseret, og han var blevet pensioneret.

»Der var ikke indlagt vand eller noget i huset. Det stod bare, som det altid havde gjort, men da øen blev solgt, sørgede den nye ejer for, at den gamle fyrmester fik rindende vand. To måneder efter kom han på plejehjem. Sådan kan det gå,« fortæller Mads Brodersen.

Marsvin i sigte

Her er så stille herude, at vi kan høre skvulpene, da det første marsvin viser sig ca. 20 meter fra båden. Vi sidder så tæt på vandet i den lille båd med lavt fribord, at vi ville kunne klappe dem, hvis bare de ville komme lidt tættere på. Men det vil de ikke. Marsvin er – modsat delfiner – ikke vilde med menneskekontakt. Kort efter dukker endnu et gråt hoved op. Denne gang er der to. En unge og dens mor laver nøjagtigt synkrone bevægelser og dykker ned under overfladen igen på præcis samme tid. Marsvinene yngler om sommeren, så der er mange unger, eller kalve, som de hedder, netop nu.

Hvor mange kalve der er, forsøger en spansk ph.d.-studerende at finde ud af. Vi møder hende om bord på det store sejlskib Galeasen Aventura, som hele sommeren sejler ud på Lillebælt med turister for at se marsvin. Skipperen og ejeren af det bevaringsværdige træskib fra 1914, Henrik Traugott-Olsen, er mindst lige så fascineret af marsvinene som havbiologien, men hans tilgang er en noget anden.

»Det siges, at marsvin tilhører fåreracen, og at delfiner oprindeligt var geder, der vandrede ud i vandet, og det forklarer, at de har så forskellig adfærd. Men den teori er biologerne uenige om,« siger Henrik Traugott-Olsen med et skævt smil og fortsætter:

»For fem år siden sagde jeg, at vi så marsvin på 90 pct. af turene. Nu er jeg gået over til at give hvalgaranti, for vi ser altid nogen.«

Lige inden vi er fremme ved den nye Lillebæltsbro, dukker det første marsvin op lige fremme. Også her ser vi en mor og en kalv, der synkront skyder op af vandet for at trække vejret. På venstre side dukker der pludselig et marsvin frem ganske tæt på båden, men lynhurtigt er den væk igen, og i lang tid er der intet at se.

I stedet sætter vi os ved kortbordet på dækket, og Henrik Traugott-Olsen begynder at fortælle om marsvinene. Han har to modeller i fuld størrelse af henholdsvis et fuldvoksent marsvin og en kalv.

»Der var en, der var i noget jobtræning, der lavede dem engang,« fortæller han og demonstrerer, hvor dens hjerne sidder, ved at åbne et hul i modellens hoved og hive en gul filtklump ud på størrelse med en tennisbold. Tarmen er hæklet af forskellige rødlige nuancer af garn.

»Marsvinene er hele tiden bange for fjenden, som især er spækhuggeren. Den ved ikke, at der ikke lever spækhuggere her. Så når kalvene skal have mad, suger de det ud af en lille sprække i morens spæk på ganske få sekunder. Det er ikke ligesom os mennesker, hvor spædbørnene hænger der ved patten i timevis,« siger han, mens han holder den store marsvinemodel op i højre hånd og med ungen i venstre hånd demonstrerer, hvordan det foregår.

»Når ungen bliver født, siger den en pivelyd, som er helt unik for det enkelte dyr. Som en slags cpr-nummer. På den måde kan moren genkende sin unge.«

Der er også en håndfuld små glinsende sild syet i changerende gråt stof til at illustrere, at marsvinene lever af småfisk.

Han og den spanske ph.d.-studerende deler tydeligvis den store interesse for de små tandhvaler, som hun hele sommeren har forsøgt at tælle. Man må nemlig ikke forske med unger, så hun kan ikke få lov til at sætte en chip på ungerne. Derfor er det meget vanskeligt at blive klogere på, hvor mange kalve der er, og om Snævringen er et særligt godt ynglested for marsvin, som hendes tese er. En ting er dog sikkert, og det er, at Lillebælt er stedet at være, hvis man gerne vil se marsvin, hvad end man er turist eller havbiolog.

Danmark under vand

Desværre er det svært at komme tæt på marsvinene, og man kan ikke observere dem under vand, for sigtbarheden i de danske farvande er ikke god nok til, at vi mennesker kan nå at se marsvinene, før de har set os og er stukket af i frygt for fjenden.

»Sigtbarheden her i Lillebælt er måske omkring 6-8 meter i dag, og i Danmark har jeg maksimalt oplevet en sigtbarhed på 20 meter,« fortæller vores dykkerinstruktør, Stefan Brandt, da vi mødes ved Søbadet og skal til at trække i vores såkaldte halvtørdragter. Det er – som navnet antyder – en blanding mellem en våddragt og en tørdragt, og de er tykke, så det er en kamp at få dem på.

Vi har ikke dykkercertifikat, men man kan få lov til at få et prøvedyk og komme ni meter ned under havets overflade. Men først skal vi gennemgå udstyret, og hvordan man bruger det, og efter en pædagogisk gennemgang er vi helt trygge ved at kaste os ud i det.

Vi får spændt flaskerne på ryggen, og med vægten fra dem og fra de blylodder, der skal holde os under vand, er det lidt tungt at gå den korte vej fra Søbadet og ned til strandkanten. Vi fortsætter direkte ud i vandet, og da det går os til navlen, tager vi svømmefødderne på og spytter i dykkerbrillerne, for at de ikke dugger under vand.

»Jeg kommer til at spørge jer, om I er ok under vand,« siger Stefan Brandt og danner en cirkel med pege- og tommelfinger.

»Og hvis der er et eller andet, for eksempel hvis I ikke kan trykudligne, så gør I sådan her,« siger han og bevæger sin udstrakte hånd fra side til side, som hvis han ville have sagt ”bob bob”.

En tommelfinger i vejret betyder, at I gerne vil op, lyder den sidste instruks, inden vi skal have hovedet under vand. I første omgang skal vi stå på bunden og nøjes med at stikke hovedet under vand, mens vi trækker vejret gennem vores mundstykke nogle gange. Dernæst er det ned på knæ, og når vi har klaret det, skal vi ligge os fladt ned på maven på havbunden. Men venstre hånd kan vi justere vores vægt ved at lukke luft ind og ud af vesten og på den måde komme mere til bunds eller længere op at flyde. Nu er vi klar til at svømme, og vi er ikke langt fra stranden, før vi ser fladfisk, velnærede søstjerner og krabber, der piler af sted hen over havbunden. Her er også blåmuslinger i hobetal, fingertang og en anden tangsort, der nærmest føles som en gammel filmrulle, når man rører ved det – slet ikke klistret, som når det kommer op over havoverfladen.

Sigtbarheden er ganske rigtig ikke fantastisk, og vandet virker lidt grumset, men her er overraskende flot alligevel under vandet i Danmark, selv om fiskene ikke har stærke farver. Lillebælt er et yndet sted at dykke for mange danske dykkere, bl.a. fordi her er dybe kløfter under vandet, som blev skabt under istiden, og som gør det muligt at dykke helt ned på 80 meter ved Hundedybet, ganske tæt på land, og uden at man har behov for at blive sejlet ud i en båd.

Da vi er de ni meter nede, som vi maksimalt må komme uden dykkercertifikat, kan vi se en stejl kløft og det uendelige hav, der fortsætter ned i kløften, og grebet af den gode stemning søger vi automatisk derud. Men det giver et ryk i benet. Vores instruktør har taget fat i svømmefinnen og guider os indad i stedet.

Dybden er meget varieret langs kysten, og det er svært at regulere, hvor meget luft man skal have i vesten. Der skal små marginaler til, før man ligger tung som bly på bunden, og før man svæver til vejrs, selv om man ihærdigt prøver at lukke luft ud af vesten.

»Man kan regulere det utrolig meget ved hjælp af sit eget åndedræt, for hvis man tager en dyb indånding, vil man automatisk stige til vejrs. På så små dybder kan man faktisk helt undvære at regulere det med vesten, men det kræver selvfølgelig noget træning,« fortæller Stefan Brandt, da vi er oven vande igen.

Middelfart oven vande

Næste udfordring til havs kræver også noget kropskontrol. Denne gang gør vi, hvad vi kan, for at holde os oven vande. Vi skal prøve kræfter med disciplinen stand up paddling, også kaldet ved sin forkortelse SUP. Det er en gammel surferdisciplin, som længe er blevet dyrket på Hawaii, og som for alvor har spredt sig herhjemme og i Europa inden for de seneste fem års tid, hvor der også er begyndt at dukke konkurrencer op, fortæller vores instruktør, Allan Borch Madsen, da vi mødes på stranden ved Middelfart Marina.

Disciplinen går ud på, at man stiller sig cirka midt på surfboardet, når man er kommet ud i vandet, og ved hjælp af en paddel skubber sig frem gennem vandet.

»Det kræver lidt teknik at gøre det rigtigt. Man skal bøje i benene og bruge hele kroppen for ikke at få ondt i armene med det samme. Tænk på det som en skistav, man sætter i sneen og som bliver der, mens man trækker resten af kroppen frem,« siger Allan Borch Madsen.

Der er godt med vind og bølger, som skaber lidt ekstra slinger i valsen, men vi formår at holde os oprejst på brædderne rundt om pynten ind til havnen. Vi padler ind i bunden af havnen, hvor vi skal øve vendinger. Her kan det godt knibe med balancen for nybegyndere, fortæller Allan Borch Madsen og demonstrerer, hvordan man skal padle til den ene side ca. fire-fem gange, for derefter at ro kontra i den anden side, for at hjælpe boardet rundt.

Balancen klarer øvelsen, og vi padler videre ud i havnebassinet, da en vægelsindet tysker i en sejlbåd ikke kan beslutte sig for, om hun vil vende eller sejle videre ind i havnen for at lede efter en havneplads. ”Plump”, så blev det alligevel til en tur under vandet, som vi snart har udforsket fra alle leder og kanter som dykkere, surfere, sejlere og marsvinetællere i en weekend i vandets tegn.

Tre råd til rejsen

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.