Med kurs mod regnbuen
Mens vi krydser ned gennem Øresund, Køge Bugt og Faxe Bugt på vej mod eventyr i Bøgestrømmen, møder vi al slags vejr. Det resulterer i en flot regnbue, som ender i Nyord. Ligesom os.
Vinden er frisk, og bølgerne slår taktfast mod bådens skrog. Undtagen når de ikke slår i takt, og en ordentlig pøl af vand står ind over siden og gør hele cockpittet, inklusive os, våde.
Vi stryger af sted. Det blæser op mod 10 sekundmeter, og skyerne bevæger sig derfor lige så hurtigt. Det ene øjeblik er der hul til himlen, og solen titter frem og tørrer op efter bølgeskvulpene. Det næste øjeblik er skyerne faretruende blålige, og korte, men heftige byger gør øjeblikkeligt alt vådt igen.
Vi er stået op med solen kl. halv seks og er derfor ret alene ude i Køge Bugt. Turen er afgået fra den gamle havn i Dragør, og først da vi når ned omkring tippen ved Stevns, begynder ligesindede lystsejleres hvide sejl at dukke op på havet.
Vi har mange sømil at tilbagelægge i dag, men med denne vind og fart går det let som en leg. Hele vejen langs kysten kan vi se Stevns Klints stejle klippevægge, som netop har gjort sig fortjent til den flotte titel af verdensarv, da Unesco sidst udråbte nye unikke steder til at være ganske særlige. Den må vi også udforske, men det må blive næste gang.
Vores mål er Bøgestrømmen, farvandet, der forbinder Faxe Bugt og Ulvssund og som ligger mellem den lille naboø til Møn, Nyord, og Kalvehave og Jungshoved på Sydsjælland. Det er et berømt og berygtet farvand blandt sejlere. Berømt, fordi det efter sigende skulle være et af de smukkeste steder at sejle i Danmark, og berygtet, fordi der er stor fare for at gå på grund, fordi løbet er smalt og ofte sander til.
Vinden er i sydvest og kommer præcis derfra, hvor vi skal hen. Og den går ikke. Man kan ikke sejle i direkte modvind i en sejlbåd, så vi styrer længere ud mod Møns østside, end vi i virkeligheden skal, og efter lang tids sejlads på denne kurs tager vi et kryds indad. Det føles, som om vi har ligget det samme sted i de store bølger i Faxe Bugt ud for Møn i timevis, men vi har da flyttet os lidt, selv om vi i realiteten har måttet sejle dobbelt så langt, som hvis vinden havde tilladt os at sætte kurs direkte mod destinationen.
Gennem det lumske løb
Da vi endelige er ved at nærme os midtfarvandsbøjen, der markerer løbet ind til Bøgestrømmen, finder vi søkort, kompas og kurslinealen frem. Man skal have tungen lige i munden, når man sejler i Bøgestrømmen.
Mange steder er vanddybden kun en halv meter, og derfor skal man holde sig stringent til de henholdsvis røde og grønne bøjer, der med meget jævne mellemrum står og viser vej gennem det lumske løb. Mange er gået på grund her gennem tiderne, særligt ved de sagnomspundne "fire koste", hvor der er størst risiko for at grundstøde, fordi sejlrenden er et naturløb, som hele tiden flytter sig. Det er ikke uden grund, at løbet er berygtet.
Hvad angår det andet rygte, kan vi konstatere, at der ganske rigtigt er meget smukt her i Bøgestrømmen. På bagbord side kan vi se en række små fuglekolonier, indtil Nyord dukker op længere fremme. På styrbord side kan vi se den store, gamle bøgeskov på Jungshoved. Det var i øvrigt her, Gøngehøvdingen slog sine folder i Carit Etlars populære roman, der er inspireret af Svend Poulsen Gønge og hans snaphaner, der førte guerillakrig mod svenskerne under Svenskekrigen i 1658-60 og faktisk havde skjulested på Nyord, som vi nu er på vej mod.
Det er svært at se, hvad der er Sjælland, hvad der er Møn og hvad der er Nyord, for der er meget land hernede i det smalle løb. Så vi er glade for, at sigten i det mindste er blevet god igen, efter de periodevise heftige byger, som vi har døjet med hele dagen, er forsvundet til fordel for en stærk eftermiddagssol.
Særligt da vi nærmer os "de fire koste", er vi glade for, at det er let at se både bøjerne og havbunden, så vi ikke behøver at sejle "i blinde" efter kompas.
Da vi nærmer os vores destination, Nyord, kan vi se en klar regnbue tone frem på himlen. Først er der ikke meget bue over den, da en mørkegrå sky skygger for selve buen, men som solen vinder frem på himlen, bliver den mere og mere tydelig og ender lige præcis ved havnen i Nyord, så vi kan sejle med kurs mod regnbuen.
De driftige noorboere
Havnen i Nyord er ca. 100 år gammel, og det ligner på mange måder, at det samme gør sig gældende for resten af byen, konstaterer vi, da vi er kommet i land og går en aftentur gennem Nyord by. For en stor del af byens vedkommende passer det da også meget godt, der er ikke meget byggeri af nyere dato, hvorimod de gamle gårde er velbevarede.
Her er ren Korsbækidyl med bindingsværks-huse, stokroser, smalle, snørklede gader, æbletræer og labradorhunde i næsten alle baghaver. Vi finder hurtigt ud af, at det er "labradorernes by" – vi kan ikke gå mange meter uden at se et eksemplar af den venlige, let dovne familiehund.
Anderledes driftige er befolkningen på Nyord, finder vi ud af, da vi næste dag udforsker byens forretningsliv (men de er lige så venlige som labradorhunde). Vi har ikke gået mange meter, før der er noget nyt, vi får lyst til at købe.
Garn lavet af kaninpels,« står der på et skilt foran et almindeligt udseende hus, der ikke spor ligner en garnbutik. Få meter længere nede ad den lille, snoede vej er der endnu et skilt, der viser hen til en lille bod med naturkosmetik lavet på urter og planter fra egnen.
Det ligner nærmest, at skiltet fører en fluks ind i et buskads, men der er en lille sti midt i den vilde bevoksning, som fører ind til et lille bitte anneks,
Her er ren Korsbækidyl med bindingsværks-huse, stok-roser, smalle, snørklede gader, æbletræer og labradorhunde i næsten alle baghaver.
»hvor krukker og flasker står linet op på snorlige rækker på borde og i en gammel tallerkenrække. Over cremerne og shampooerne hænger skilte, der forklarer, hvilke egenskaber de enkelte produkter har. Der er perikum-creme til tør hud, en ingefærcreme, der er god til irriteret hud og røde barnenumser, der er antirynkecreme og shampoo til både lyst og mørkt hår og meget mere. Betalingen, i omegnen af rørende 50 kr. for en krukke med creme, klares med en tillidsbaseret krukke til mønter, og har man ikke kontanter, kan man hæve over hos naboen, den kombinerede café og velassorterede forhandler af alskens spiritus, olier, eddiker, kunsthåndværk med mere.
Her hjælper de lokale nemlig hinanden – så man kan godt hæve over, når pengene bliver i byen.
»Så kommer de inde fra cafeen og spørger mig, om jeg kan veksle med nogle af de mønter, jeg har i krukken, og sådan hjælper vi hinanden,« forklarer den venlige indehaver af sennepsmøllen, William Houman.
Det er hans kone, Ellen Houman, der står for kosmetikboden.
Cafeen inde ved siden af hedder Noorbohandelen, og det noget særprægede navn skyldes, at de lokale i gamle dage kaldte sig for noorboere, måske fordi det var lettere at sige end nyordboer, gisner William Houman.
Han er tredjegenerations-noorboer, og selv om han har været fraflyttet den lille ø, er han vendt hjem og har åbnet sin sennepsmølle, hvor han laver alskens sennep med alt fra lokale Nyord-æbler, hindbær og øl til mere klassiske stærke og søde sennepper.
I hans lille mølle kan man få lov at smage de forskellige varianter, og mens vi dypper et par saltstænger i de forskellige stærke sager, fortæller William Houman lidt om, hvordan det er at bo i den lille by på den lille ø.
»På en januardag siger vi, at vi er omkring 40 indbyggere på Nyord. Men der er mange, der bor her i weekenden. Her er 71 huse i alt. Og selv om de kun er her i weekenden, er de meget aktive i foreninger og den slags, og så er forskellen jo ikke så stor på, om de også bor her i hverdagen, hvis de alligevel tager af sted på arbejde kl. 7 om morgenen og først kommer tilbage kl. 19 om aftenen for at dejse om i sofaen foran fjernsynet,« siger sennepsmaleren.
I 1901, da tidligere generationer af hans familie boede på øen, var der til sammenligning ca. 365 indbyggere.
Inde ved siden af i Noorbohandelen gemmer der sig – på trods af det lokalt klingende navn – en lille smule af det meste af verden. Rom, whiskey, portvin, sherry, limoncello og meget mere fra fjerne egne som Jamaica, Sicilien og Skotland pryder butikken fra gulv til loft.
Bag bardisken hænger et billede af Prins Henrik, fra da regentparret var på besøg på øen i september sidste år for at indvie det gamle statslige lodseris udkigshus fra 1882, Møllestangen, der nu er Danmarks mindste museum.
»Han smagte et glas amagnac fra 1935,« fortæller ejeren Wolfgang Sürth os engageret.
Han køber fade hjem fra hele verden og emballerer dem selv. Derfor hænger spiritussen i store karafler ned fra loftet, og herfra bliver de tappet i glasflasker, som man køber til formålet. Hvis man da ikke vil drikke det med det samme i cafeen – om ikke andet for at beslutte sig for, hvad man vil have med hjem.
Museum med høflig selvbetjening
Et stenkast derfra ligger et lille lokalmuseum, Nyord lokalhistoriske udstilling, som fortæller om tidligere tider på øen.
Om dengang de fleste ernærede sig ved at være lodser, fiskere eller bønder. Og om dengang øen blev forbundet med Møn via en bro – en stor begivenhed for beboerne på den lille ø, der kun er knap fem kvadratkilometer og ud over den lille landsby udelukkende består af mark og eng. I øvrigt en strandeng, som er kendt som et af det østlige Danmarks bedste fugleområder.
Efter et stort og godt måltid på Lollesgaard er det tid til at sætte kurs mod havnen. Vi skal snart stikke til søs igen.
Der er ikke noget personale eller nogen indgangsbetaling, man kan bare gå ind fra gaden og se på billeder, tekster og avisudklip, der alle fortæller om Nyords historie.
Døren står altid åben fra kl. 9 indtil solnedgang i sommerhalvåret.
Før 1720 hørte Nyords 20 fæstegårde under Jungshoved Gods, og fra 1720 hørte de under Det Møenske Krongods, men i 1769 købte Nyord-bønderne sig fri, kan man bl.a. læse på det lille museum.
Man kan også læse teksten til en festsang, der blev digtet i anledning af broåbningen i 1968, skrevet på melodien “I skoven skulle være gilde”:
Foruden Lolle havde man ikke broen haft
Det skyldes først og sidst hans energi og ordvalgs kraft
Han roed’ mange gange
I nætter mørke, lange
Og kulde, der var så forfærdelig, at han blev is
Det var en god reklame for en bro, naturligvis
Noorboen Evald Lolle, som fik gennemtrumfet broforbindelsen, boede i øvrigt på en af byens gamle gårde, Lollesgaard, der har været restauration siden 1947, da hans svigermor flyttede til øen og åbnede en restaurant. Den dag i dag kan man stadig spise og drikke på den gamle gård, der har holdt den originale stil med Madam Blå og tapet på væggene. Og det skal vi selvfølgelig prøve.
Vi sætter os i solen i den grønne have uden for gården og har frit udsyn til de store tunge druer, der vokser på husets facade over de blåmalede vinduer, og til de farvede glaskugler, der hænger og pynter i æbletræerne. Ikke kun her, men i de fleste haver her i Nyord. Også de er lokale og forhandles i øens lille butik for kunsthåndværk, Runas, finder vi ud af.
Som prikken over i'et på den gammeldags landsbyidyl finder vi desuden ud af, at alle biler skal parkere uden for Lollesgaard, hvor byen begynder, for byen er nemlig bilfri. Det forklarer, hvorfor vi i løbet af de to dage, vi har været her, ikke er stødt på en eneste bil i de krogede gader.
Efter et stort og godt måltid på Lollesgaard er det tid til at sætte kurs mod havnen. Vi skal snart stikke til søs igen. Men inden da skal vi lige se
nærmere på byens landsbykirke, som vi går forbi på vejen tilbage mod havnen. Det er en noget særpræget en af slagsen. Den er nemlig ottekantet, og kirkeklokken hænger ikke inde i kirken, men ved siden af i et klokketårn af træ. Døren til den lille kirke, der blev opført af arkitekten Otto M. Glahn, står åben, så vi kigger ind og kan konstatere, at den på trods af sin ottekantede form ligner en traditionel lille landsbykirke med orgel, kirkeskib og præstestol.
Tilbage på havnen er det blevet tid til at tage hoppet fra molen og over på vores egen prædikestol, som stålgelænderet i stævnen på et skib hedder.
Her møder vi skipperen på den historiske postbåd Røret, som man kan sejle ud med som turist. Det bliver til en lille snak om vind og vejr, og særligt om det lumske løb, der sander mere og mere til, fordi myndighederne lader det stå til og ikke graver renden ud i samme omfang, som der er behov for det. Der er nemlig ikke længere nogen erhvervstrafik, der går den vej – nej, nu sejler de store fragtskibe øst om Møn – så manøvren er kun til for sådan nogle lystsejlere som os. I sidste ende risikerer vi, at Bøgestrømmen må lukke for gennemsejling pga. de lave vanddybder, fortæller han.
Vi krydser fingre for, at det ikke går så galt og vinker farvel, og da vi sejler ud af havnen igen, kan jeg ikke lade være med at tænke på nogle ord, jeg aftenen forinden havde ligget i stikkøjen og læst i en turistbrochure.
I 1920'erne havde kunstnerne Johannes Larsen og Achton Friis sejlet rundt til Danmarks øer på sejlskibet Rylen for at dokumentere livet på øerne i bogen "De danske øer". I den beskriver Achton Friis sit møde med Nyord Havn i 1922 således:
»Det var en lille drøm, som slet ingen mennesker kan drømme, et stille eventyr, som kun H.C. Andersen har kunnet digte.«
Store ord, bevares, men den lille rolige landsby for enden af regnbuen midt i den lumske, sagnomspundne Bøgestrøm må siges at være et sandt eventyr for lystsejlere. Og for folk med hang til landsbyromantik som på H.C. Andersens tid. Der er ikke sket meget siden.