Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den frygtelige sandhed om Dong

Sandheden om Dong-aftalen er så frygtelig, at stærke kræfter mobiliseres til at undertrykke den. Hvorfor? Fordi viden om dens magtmisbrug kan forstyrre folkets mulige illusioner om offentlig embedsførelse.

Artiklens øverste billede

Vi har folkestyre, men styret øger afstanden til folket som et nødvendigt onde, hvis stemme man må leve med ved folketingsvalgene, men hvis politiske interesse, indvendinger og ønsker er til besvær. Kritik afvises med, at der intet er at komme efter, der hemmeligholdes uden forklaring, aktindsigt hindres ved at vise dokumenter, men ikke det slettede indhold.

Staten kan handle klogt eller beslutte på forhånd. I en hemmelighedskultur, som beskytter politikere og embedsmænd mod indblik, kan der handles på løst grundlag med tilsvarende dårligt resultat. Hemmelighed frister til svækket grundighed, åbenhed fremmer redelig adfærd, og når love og forvaltning bekæmper indblik, opløses grænserne til magtmisbrug.

Hemmelighedskulturen forhindrede selve Folketingets finansudvalg i at læse den vidtrækkende Dong-aftale udførligt, selv om det skulle godkende og underskrive den. Nu, 20 måneder senere, giver Goldman Sachs (GS) af særlig velvilje finansudvalget lov til at se den, men på betingelse af, at det ikke må bruge sin viden, men skal skjule den som statshemmelighed.

Tidligere finansminister Bjarne Corydon siger, at GS pålagde ham tavshedspligt, og at afsløring af aftalen gør staten utroværdig som forhandler. Det sidste passer ikke. Interesserede købere indgår aftaler, når pris og vilkår er attraktive.

Tror nogen i fuld alvor, at åbenhed fjerner interessen for at købe statsejendom? Den falder naturligvis hos GS, når en ekstraordinær gevinst forsvinder til statens fordel. Kun dyrkelse af hemmelighed tillod statens utidige gavegivning. Hvis ministre ved, at de skal stå på mål for deres aftaler, vil de bruge kompetente forhandlere, så staten ikke giver ved dørene.

Corydons spil for galleriet med angivelig respekt for upassende tavshedspligt er ingen forklaring. Det er mangel på respekt for finansudvalg, Folketing og befolkning.

Myndigheder anerkender ikke, at aftalt tavshedspligt giver ret til hemmeligholdelse. De kræver indsigt i adskillige aftaler for at sikre sig, at loven respekteres. Vi har aftalefrihed, men aftaler kan underkendes. Konkurrencebegrænsende aftaler må ikke skjules under aftalt tavshedspligt. Skat kræver fuldt indblik. Myndigheder overvåger folket, men spørgsmålet i denne og andre sager er: Hvem overvåger myndighederne? Corydon stoler ikke på finansudvalget, men kan finansudvalget stole på Corydon?

Selv har jeg indgået talrige større aftaler i min deltagelse i ledelsen af mange selskaber, men aldrig – mig bekendt – medvirket til aftaler, som ville bekymre mig i avisomtale. Man skylder sin virksomhed, samfundet og sig selv, at indgåede aftaler tåler dagslys.

Ligesom det næsten er en videnskab at udbrede information, sand eller usand, er det en tilsvarende færdighed at forhindre udsivning af viden.

Jeg har i 10 kronikker i Jyllands-Posten, første gang dagen før aftaleunderskriften, udtrykt min bestyrtelse over amatørismen, hvormed det lykkedes staten at forære Goldman Sachs værdier for mindst 10 mia. kr. uden seriøs begrundelse. Mange politikere finder det problematisk, men 1) godtager, at finansudvalget indgår en aftale, som det ikke kender, 2) lader sig nøje med ligegyldig viden om købstilbud og 3) bruger store ord om bevilling og besparelse på få hundrede millioner, men anfægtes ikke af milliardgaver. Hvor er gnisten hos folkevalgte, som lader sig nøje med overfladiske floskler uden dokumentation?

Hemmelighedskulturen tillod i Dong-sagen, at en finansminister tiltog sig ret til gennem misinformation at gennemføre en vidtgående samfundsbeslutning i forvisning om aldrig at blive stillet til regnskab. Den tillader måske også, at han får ret.

Det er ikke kun hemmelighedskultur. Corydons usandhed om fristen for underskrift førte til, at SF forlod regeringen. Han gav Folketinget en misvisende og overfladisk beskrivelse af Dongs tilstand og værdi, undlod at nævne en efter dansk lov ulovlig vetoret, som giver GS afgørende magt, og vildledte finansudvalg og Folketing til en katastrofal aftale. En kommission med en ekshøjesteretsdommer som formand fandt det undskyldeligt at stikke Folketinget en nødløgn om fornødent. Er Dong-vildledelsen lige så undskyldelig?

GS er en magtfuld finanskoncern, som forstår at udnytte forretningsmuligheder ekstremt. Dens politiske netværk på topplan er stærkt. Det er ikke tilfældigt, at guvernøren for Bank of England og præsidenten for Den Europæiske Centralbank har direktørfortid i GS, og at flere finansministre og mange på chefposter i USA’s finansministerium kommer fra GS.

Corydon fremhævede Dong-aktiesalget som sit ansvar, men fejer forsømmelsen under gulvtæppet.

Det virker upassende, at GS hyrede Anders Fogh Rasmussen, tidligere dansk statsminister, Nato-generalsekretær og Venstre-partileder, og hans slagkraftige spindoktor Michael Ulveman til at forstærke lukketheden i dansk politik. Det tunge skyts skal presse Venstre-regeringen og Folketinget til at skjule magtmisbruget i Dong-skandalen – samt pacificere medierne.

De øvrige købstilbud er ligegyldige, fordi Dong krænkede EU-kravene om aktieudbud. Det parodiske udbud skulle give andre tilbudsgivere langt ringere indsigt end GS og intet om GS’s afgørende vetoret. Krænkelsen betød, at EU’s fusionsmyndighed skulle ansøges om godkendelse af den påfaldende magtdeling mellem staten og GS. Godkendelsen den 20.december 2013 klarer forholdet til EU, men ændrer ikke multimilliardgavens realitet.

Jeg har ikke angrebet GS, men statens hemmelighedskræmmeri. GS gjorde en glimrende handel bygget på grundig indsigt, overblik, forhandlingskompetence og en svag modpart. GS kontraktsikrede sig, at GS aldrig risikerer aktiesalg med tilsvarende realisationspris. GS forventede straks efter underskrift sin investering fordoblet hurtigt, selv om GS afviser at have kendt udsigten til en ekstremt lukrativ havmøllekontrakt i England. Hvis det er sandt, trods GS’ otte måneders hårdt arbejde med at vurdere Dong, er aftalen endnu mere lukrativ.

Ansættelsen af det imponerende makkerpar som lobbyister skaffer måske Folketingets billigelse af den tidligere finansministers generøsitet uden krav om seriøs undersøgelse af den skandaløse regeringsførelse. Vi har andre kedelige sager som i den nu nedlagte Irak-kommission, Svend Aukens dagpengeskandale, Fogh Rasmussens kreative bogføring og senere vildledelse til Folketinget om Ambi-skattens brud på EU-loven, lækagesagen etc. Disse fejlgreb synes beskedne sammenlignet med Dong-aktiesalget, men der er ofte noget at komme efter.

Magtfulde politikere og embedsmænd modarbejder indblik for at undgå afsløring af fejl og magtmisbrug, men hemmeligholdelse skader fokus på korrekt embedsførelse. Corydon fremhævede Dong-aktiesalget som sit ansvar, men fejer forsømmelsen under gulvtæppet.

Transparens, gennemsigtighed og åbenhed prises i politiske programmer og forsamlinger, men den gode hensigt modvirkes i den politiske beslutningsproces og forvaltningen.

Man kunne forbedre med god vilje og et kvalificeret uvildigt folketingssekretariat, men ministerier finder det besværligt, fordi viden kan forsinke eller forhindre vedtagelsen af regeringsforslag. Det kunne opkvalificere Folketinget til selvstændig bedømmelse af og modspil mod sagligt ukvalificerede regeringsforslag og styrke den folkelige tillid.

Et velorienteret og kompetent folketingssekretariat kunne have afsløret finansministerens og Dongs elendige økonomiske dømmekraft, misvisende regnskabsaflæggelse og afvisning af redelig analyse og debat.

Danmark undlod at låne sit eget selskab få milliarder, som Dongs høje cashflow gjorde unødvendige, og Folketinget blev forført til gigantisk strategisk og økonomisk tåbelighed. Politisk kan man lukke øjnene for uansvarligheden, men gerningen forbliver kendt.

Hvis det lykkes at begrave Dong-sagen, er det teknisk imponerende, men de nye ansatte i begravelsesforretningen udfordres af det iøjnefaldende magtmisbrug, som gav GS fordele for milliarder, ledelsesmagt med delt kontrol og vetoret, som loven om finansiel virksomhed forbyder. Staten vidste også, at GS tjener milliarderne skattefrit.

Forhandlingsfasen kan være fortrolig, men det er en alvorlig fejltagelse at tro, at duelige forretningsfolk undlader en god handel, hvis offentlighed og myndigheder kan få kendskab til den. Derimod er hemmeligholdelse nødvendig, når der er lusk i sagen.

Åbenhed kunne aldrig påføre staten så store tab, som lukkethed gjorde i Dong-sagen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.