Staten blev snydt i Dong-handel

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De kloge narrer de mindre kloge, er en gammel erfaring, som illustrerer Dong-aktiehandelen. De kloge var Goldman Sachs (GS), Dongs direktion og Morgan Stanley med 363 mio. kr. fra statsselskabet til gode råd. Mindre klog var staten med finansministeren og en afdelingschef med 20 mio. kr.

Aftalen forudsatte hemmelighed. Ansatte hos køberne, Dong og rådgiverne forberedte sig i månedsvis. GS brugte otte måneder, finansudvalget fik kun fire timer til at skimme 200 sider engelsk tekst lige før underskriften, frataget alt udstyr til foto og kontakt, fordi fuld viden ville medføre aftalens forkastelse. Utroligt, men sandt.

Under voldsomt pres for at overgive sig betingelsesløst underskrev finansudvalgets flertal.

I JP-kronikker i 2014 stillede jeg spørgsmål. Anders-Peter Mathiasen uddybede i bogen ”Det bedste bud”. Dong lod kommunikationschefer meddele, at kritikken er fejl, misforståelser og insinuationer. Dongs metode er anstødelig, fordi svarene mangler.

Jeg kritiserer ikke Dong, Dongs direktion og GS. Dongs direktion fik personlig gevinst og indflydelse på aftalen. Direktionen og GS ønskede billige aktier, staten havde den modsatte interesse. GS’ vetoret mod direktions- og strategiændringer styrker direktionen mod Dongs bestyrelse og staten. Direktionens inhabilitet var indlysende.

GS venter aktieværdien fordoblet hurtigt. Derfor ville GS i statens sted ikke have solgt til samme pris. Som aktiekøber skal direktionen sige, at prisen er rimelig. Den tillukkede budproces, hemmelighedskræmmeriet og alle realiteter dækker over, at staten blev snydt.

Dongs ledelse i vinderrollen forsvarer staten i taberrollen, men statens ansvarlige må selv forsvare forhandlingsresultatet seriøst, hvis det er muligt.

31/1 2014 blev aftalen underskrevet. Samme dag kl. 16.04 oplyste Dong, at salget af en halv andel i en havmøllepark indbragte 5,8 mia. kr. Den anden halvdel har vel samme værdi. Det bliver 11,6 mia. kr. Det var kun et af forholdene, som gjorde påstanden om tidspres og nødtilstand usand. Finansministeren og Dong sagde, at de havde kendt salget, men skjulte det, fordi Dongs børsnoterede obligationslån medførte børsetisk tavshedspligt.

Værdipapirlovens § 27 kræver imidlertid, at værdipapirudstedere offentliggør intern viden umiddelbart efter, at begivenheden er indtrådt, selv hvis den ikke er formaliseret. Den siger ikke, at viden må skjules, til parterne har underskrevet kurspåvirkende aftaler. Ingen er mere relevant end finansudvalget, der skulle godkende. Der var tid nok, da sagen kunne udsættes til 29/8 2014 (”Det bedste bud”), men det måtte udvalget ikke vide. Det nye salg og årsrapporten fem dage senere truede aktieaftalen. Derfor hastede underskriften.

Gennem 2013 og 2014 faldt Dongs rentebærende nettogæld fra 32 til 4 mia. kr.. Kapitaludvidelsen gav 13 mia. kr., Dongs aktiviteter 15 mia. kr.

I 1. kvartal 2015 blev overskuddet 3 mia. før og 1,7 mia. kr. efter skat. Det virker ikke nødlidende. Ifølge Dong sagde folketingspartierne, at nødvendig egenkapital skulle komme fra private investorer. Den var unødvendig, og ingen politiker afslog et velbegrundet kortfristet lån. Staten kunne låne til symbolsk rente. Det var dumt at sætte Dong på udsalg til lavpris med overskud, stærk likviditetsskabelse, elafhængige kunder, rettigheder og fin fremtidsudsigt.

Dong skriver: »I oktober 2012 nedgraderede ratingbureauet S&P sin vurdering af Dong Energys kreditværdighed til BBB+ med negativt outlook«. Enhver styrende majoritetsejer, også staten, må anstændigvis stå inde for sit selskab. Staten har økonomisk topkarakter og bør aldrig så tvivl om sine selskabers kreditværdighed.

Dongs 2013-overskud på 2,7 mia. kr. forvandledes til underskud på 1 mia. kr., fordi der ud over ordinær afskrivning på 2,9 mia. kr. på aktiver i Exploration & Production (med olie- og gasfelter) blev nedskrevet 3,7 mia. kr. 2014-overskuddet på 2,8 mia. kr. ændredes til underskud på 5,3 mia. kr., fordi der udover ordinær afskrivning på 3,9 mia. kr. på området blev nedskrevet 8,1 mia. kr. Herefter er disse aktivers regnskabsværdi 17,5 mia. kr. Det virker lavt. I de to år investeredes ialt 18,5 mia. kr., og ejerandelenes antal er kun faldet fra 71 til 66 olie- og gasfelter i Norge, Storbritannien, Danmark m.v.

Virksomheders værdiansættelse forudsætter viden om aktivernes salgsværdi. Den kan afvige stærkt fra regnskabsværdien. Afgørende er opgørelsen af de 66 ejerandeles værdi, men Dong oplyser den ikke, og henvisning til olieprisfald er ikke nok. Hvis værdien kun er 17,5 mia. kr., er nedskrivningen korrekt. Er den højere, er resultatet for lavt. Da den voldsomme nedskrivning på anlæg blev udgiftsført i resultatopgørelsen, medførte det vildledende overskrifter om kæmpeunderskud og penge, som fosser ud af kassen. Men tværtimod fossede pengene ind i Dong.

Dongs bestyrelse fyrede koncernøkonomidirektøren gennem 11 år, den ene af Dongs to registrerede direktører. Han fik 16,2 mio. kr. i fratrædelsesvederlag, næsten det dobbelte af Anders Eldrups. Fyresedlen rejste mistanke om uenighed om regnskabsaflæggelsen. Han afgik 3/10 2013, dagen efter parternes enighed om aftaleforslaget, tre dage efter årets tre første kvartaler med muligt skøn om årsresultatet. Afstemte bestyrelsen fyringen med hovedaktionæren, kendte finansudvalget årsagen, eller er den også for farlig?

Ministeren mener, at aftalen om de engelske havmøller ”kun” løfter Dongs værdi med 2-3 mia. kr. En kapacitet på 2 GW, 40 pct. udnyttelsesgrad og 140 øre/kWt giver knap 150 mia. kr. på 15 år, dvs. næsten 1 mia. pr. øre med hidtil uset stor gevinst. Årlig indtægt næsten 10 mia. kr.

Viser ministerens tal de berømte regnedrenges evner, eller er et elementært regnekursus påkrævet? Dong kan oplyse udgift og kapitaliseret nutidsværdi. Til sammenligning oplyser Weekendavisen 8/5, at European Energy A/S søger tilladelse til kystnære havmøller og subsidier på 25 øre/kWt som på land.

Dongs styrke er især udnyttelsen af enorme statspålagte subsidier til vindkraft. Subsidier gør vindmøller til pengemaskiner, og mange investorer bruger sugerøret flittigt.

Naturligvis kunne finansministeren ikke vide med fuld sikkerhed, at Dong snart ville få den givtige engelske havmølleaftale, men det er klart ansvarspådragende at forære store sandsynlige indtægter bort på statens vegne. Aftalen skulle vente, indtil sagen var afklaret. GS forventede hurtig gevinst. Finansministeren så GS som redningsplanke. Dong og GS vidste langt mere end Dongs ejer. Derfor fik befolkningen en dårlig handel, og GS fik unaturligt stor og lovmæssigt betænkelig indflydelse.

Kammeradvokaten refererede rettidigt EU-kravet om tydelig annoncering internationalt og nationalt i længere tid. Ifølge hans senere notat skete det ikke. Finansministeren afviser.

Finansudvalget blev svigtet, og nødvendig viden fejet ind under gulvtæppet under dække af tavshedspligt. Udvalget manglede viden, uvildig rådgivning og tid. GS og Dong brugte 363 mio. kr., finansudvalget næppe en krone.

Under finansudvalgsmødet 21/4 2015 afviste ministeren al kritik og gentog urigtige udsagn uden at besvare centrale spørgsmål. Det er forståeligt, fordi fyldestgørende svar ville stille ministeren i et uheldigt lys.

8/5 2015 rettede Folketingets præsidium en enstemmig skarp kritik af finansministerens hemmelighedskræmmeri over for Folketingets Finansudvalg. Finansministeren forsvarede sig med hensynet til at handle bedst muligt for staten. Det er en ringe begrundelse for at gennemtvinge en ekstremt dårlig handel.

Statens dårlige resultat skyldes formentlig naivitet og uforstand. Andet ville være mere alvorligt. Staten behøvede ikke GS, men blev prisgivet finanskæmpens forhandlingsevner. Her er omsider en værdig sag for en kommission til at forklare, hvad ministeren undlader.

For godt 10 år siden købte staten forbrugerejede energiselskaber for mange milliarder. Nu reducerer staten ejerskabet og tages ved næsen.

Dongs ledelse gjorde det godt for sig selv, men kan ikke varetage statens interesser. Dens forhandlere skal disponere lige så godt for staten, som hvis salgsgenstanden var deres. I stedet afskar de indsigelser og indblik. Når børsnoteringsprojektet truer i 2018, bør staten have kompetente forhandlere.

Opsplitning i flere selskaber kan give større børsværdi. Det gælder vindkraft og andet. Vinden styrer kraftværkerne, med stop ved god vind og storproduktion ved svag vind. Det er dyrt. Hvis Dong opdeles, skal kraftværkerne selv dække merudgifterne, skønt vindkraft forårsager dem. Så skal tvangsindlagte forbrugere betale både udgifter og overskud samt finansiere genopretningen af gamle kraftværker. Derfor er forsyning af uundværlig energi et attraktivt investeringsobjekt. Forbrugerejerskab og forbrugerbeskyttelse er fortid.

Sagens uoplyste enevælde er et udbredt demokratisk problem med lukkethed, mangelfuldt beslutningsgrundlag, dårlig beslutningskvalitet og skyklapper mod afvigende viden. Det er bekvemt, men udemokratisk.

Finansministerens konsekvente hemmelighedskræmmeri over for Folketing og folk angreb folkestyrets funktion, og afvisningen af seriøs forklaring undergraver offentlighedsprincippet.

Af Ole T. Krogsgaard, direktør, Gentofte.