Pandoras æske i myndighedskulturen

Myndigheder skjuler angribelige dispositioner som i en Pandoras æske. Nogle slipper ud. Oluf Jørgensen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, skriver i en kronik i Berlingske 16/3, at hans forskningsprojekt ”Offentlighed i Norden” dokumenterer forbløffende forskelle mellem danske og andre nordiske offentlighedsregler. Her står Danmark dårligt. Han refererer (Information 23/10 2014) ombudsmanden for, at danske ministres særlige rådgivere (spindoktorer) og deres formidling af regeringsafgørelser i høj grad unddrages offentlighedsloven. Det fritager centraladministrationens vigtigste information for kontrol. De andre nordiske landes politisk ansatte er omfattet af offentlighedsreglerne.

Desuden sikrer de andre landes retsregler autenticiteten af dokumenter, hvori der søges aktindsigt. De danske gør det ikke, og der er eksempler på rettelser i dokumenter.

I Danmark kan der lukkes for indsigt, når information kan bruges i rådgivning af ministre eller politikere til aftaler eller forlig. Det kan næsten alt. Faglig viden kan skjules, fordi loven ikke skelner mellem faglig og politisk-taktisk rådgivning. Det afskærer relevant viden og forringer den faglige rådgivnings kvalitet. Modsat giver de andre lande indsigt i al faglig rådgivning for at sikre demokratisk debat om og kontrol med politiske projekters grundlag, og i Finland skal oplysninger og dokumenter i vigtige sager offentliggøres før beslutning.

Det var derfor et alvorligt nederlag for offentlighedskommissionens mindretal, da flertallet afviste denne betydningsfulde kontrol.

Flertallet afviste, fordi statsadministrationens kultur ser offentlighed som et forstyrrende element, som embedsværket vil undgå. Der er intet uafhængigt klageorgan, når begæring om aktindsigt afvises. Man kan klage til ombudsmanden, men han bestemmer selv, hvad han vil vurdere, og hans henstillinger er kun vejledende.

Således undgås aktindsigt ret nemt. Der kan afslås. Dokumenter kan forsvinde. Uønskede sætninger kan overstreges. Retningslinjer kan omfortolkes. Der må lyves for Folketinget, når blot det er en nødløgn. Det mente en kommission med en højesteretsdommer som formand i 2014. Myndigheder undertrykker ufordelagtige sandheder om sig selv.

Fejl kan sjældent dokumenteres, men lukkethed kan opfattes som uofficiel indrømmelse.

Det er demokratisk værdifuldt, at medier og befolkning kan følge lovgivning og forvaltning fra lovforberedelse til udførelse og virkning i praksis. Gennemsigtighed fremmer god adfærd og mindsker risikoen for ukvalificerede eller ligefrem angribelige handlinger. Men myndigheder ønsker ikke gennemsigtighed i egne sager.

Myndigheder afviser mediers og befolknings interesse for deres adfærd. Politikere kræver fortrolighed til at indgå aftaler og forlig sammen med myndigheder, vigtige organisationer og virksomheder, som investerer i at påvirke myndighedsbeslutninger. Myndigheder investerer i at påvirke hinanden. Afvigende forslag er uønskede før lovenes vedtagelse. Derefter afvises indvendinger med, at folket skal adlyde Folketinget.

Myndighederne skal vide mest muligt om folket, folket mindst muligt om myndighedernes beslutningsgrundlag.

Hemmeligholdelse styrker regeringers og myndigheders muligheder for at misinformere befolkningen. Politikere og myndigheder udgiver information, som støtter deres opfattelse. Derfor skal deres informationsmedarbejdere sortere oplysninger og tilrette statistik, fremhæve beslutningers fortræffelighed og fjerne eller nedtone deres negative følger. Journalister ved, at adgangen til offentlig information begrænses efter kritik.

Misinformation praktiseres mest iøjnefaldende under valgkampe. Når politiske hensigter og hemmeligholdelse deformerer beslutningsgrundlaget, er følgen dårligere beslutninger og i sidste ende grænseoverskridende adfærd. Uden ordentlig viden forringes mediernes overvågning og præsentation over for myndigheder og befolkning, og fokus flyttes til rygtepræget information og nærgående personomtale uden politisk substans.

Hemmeligholdelsen svækker demokratiet, fordi den forhindrer kendskab til muligheder og mangler i embedsførelsen og modvirker forbedringer.

Myndigheders forhold til sandheden afhænger af dens politiske nytteværdi. Ingen ønsker at afdække sandheden om egne fejl og mangler, men mange ønsker at offentliggøre politiske modstanderes fejl og mangler.

Kommissionsundersøgelser bruges til indenrigspolitiske formål. De kan udsætte oplysning om fejl, til de forældes eller er uaktuelle. De kan genere politiske modstandere ved at sætte mangeårigt mediefokus på dem, medens vidner ristes for åbent tæppe. Et politisk flertal lod en kommission kulegrave lækagesagen, hvor nøglepersoner fra en tidligere regering mistænktes for at lække fortrolig viden til medierne. Herefter beskæftigede kommission og medier sig i årevis med en statsministers skatteforhold og andres mangel på diskretion. Formålet var at skade politiske modstandere, men få fik nytte af det resultatløse arbejde.

SRSF-regeringen nedsatte Irak-kommissionen i 2012, fordi partierne bag den var imod dansk krigsførelse i Irak, medens de øvrige partier havde besluttet krigen.

Danmarks krig var en såkaldt ”særegen undtagelse”, som kunne bruges til adskillige lovbrud. PET, som ifølge en tidligere operativ PET-chef er den mest lukkede i Europa, brugte to år til at sikkerhedsgodkende lokaler og it-systemer. Venstres regering vil ikke spilde skatteborgeres penge, men bruge dem med fornuft og omtanke, siger den. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller siger, at beslutningen om at gå i krig i 2003 bygger på en beslutning i 1998 under SR-regeringen, og at al efterfølgende dansk krigsdeltagelse derfor må undersøges.

Problemet er, at næsten alle partier synes at mene, at Danmark kan føre civiliseret krig. Derfor burde beslutningen indeholde etablering af ordentlige fængsler i Danmark eller på krigsskuepladserne til et stort antal fanger for at undgå udlevering til mindre civiliserede allierede.

At påvise grimme følger efter udleveringerne, kræver ikke en kommission. Der er ingen god undskyldning, men med de danske styrkers begrænsede muligheder er ansvaret et mere vidtgående dansk problem som påpeget af Per Stig Møller.

Et nyere spørgsmål er opklaringen af Dong-salget. Den tidligere finansminister sagde, at salget er hans ansvar, men han synes at løbe fra ansvaret for at have forledt finansudvalg og Folketing til en for Danmark strategisk dårlig og økonomisk belastende afståelse ved at skjule forudsætningerne. Sagen er så stor og sagsbehandlingen så angribelig, at fortsat hemmeligholdelse næppe sender den i glemmebogen.

Når den danske stat forærer Goldman Sachs værdier for 10 mia. kr. og afgørende indflydelse i et statsselskab, hvis varer ingen kan undvære, kan det bifaldes eller kritiseres, men ikke bortforklares.

Selv et barn kan beregne den engelske havmølleaftales potentiale. Med kapacitet 2.100.000 kilowatt er der på 15 år = 131.400 timer en teoretisk produktion på 276 milliarder kilowatt-timer. Med sandsynlig kapacitetsudnyttelse på 45 pct. bliver det 124 milliarder kilowatt-timer, og med en kilowatt-timepris på 1,40 kr. bliver det til 174 mia. kr. på 15 år. Selv ved lidt mindre kapacitetsudnyttelse er beløbet enormt.

Finansministeriet mente, at aftalen kun var 2-3 mia. kr. værd, dvs. at Dongs værdi var 29 mia. kr. ekskl. havmølleaftalen, men regnede ikke efter. Goldman Sachs kan regne og ventede straks efter aftalen sin købspris på 8 mia. kr. fordoblet hurtigt. Goldman Sachs afviser at have kendt havmølleaftalen dengang. Så er det langt mere end fordobling.

Ministeren har intet argument mod gavens forsigtige værdiansættelse til 10 mia. kr., kun påstande, som ikke må dokumenteres for Folketing og befolkning. Dong-ledelsen gentager ofte købersynspunktet, at prisen er helt rigtig, men altid uden dokumentation.

Hvorfor en aktiehandel skal behandles som statshemmelighed, selv for finansudvalget, forklares ikke. Vi ved kun, at den ikke tåler dagens lys. Da Dong-dokumenter havnede i Skatteministeriet, var deres indhold så følsomt, at de end ikke blev registreret, men straks makuleret. Det var ekstrem regelkrænkelse, men det usædvanlige er kun, at den sivede ud.

Begunstigelsen af Goldman Sachs lykkedes kun med ekstrem hemmeligholdelse. Partier beskylder hinanden for ufinansierede indtægtstab for millioner, men negligerer denne unødvendige og uberettigede statsgave for milliarder.

Hemmelighed kan føles nyttig, når noget skal skjules, men hemmelighed begrænser viden og forringer afgørelser, og frygt for udsivning af dårlige forløb som Irak- og Dong-sagerne skaber skadelig afhængighed. Grimme hemmeligheder er Pandora-æskers farlige indhold.

Samfundets ledelse gør sig utroværdig, når den undertrykker viden om kritisable forhold. Når det er tydeligt for enhver, at dårlige sagsforløb hemmeligholdes, kan alt mistænkes. Det skader tillidsforholdet mellem myndigheder og folk.

Kun åbenhed renser luften.

Af Ole T. Krogsgaard, direktør, Baggesvogn, Sindal.