Den hemmelige aktiehandel

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når noget ikke må ses, skyldes det ofte, at det ikke tåler dagens lys. Hemmelighedshensyn bruges langt ud over det rimeliges grænser, fordi det sparer tid og besvær. Det er uheldigt, fordi uetisk og ulovlig adfærd beskyttes ved at forhindre gennemsigtighed. Det svære er at afgøre, hvor grænsen går mellem rimelig forhindring og angribelig lukkethed, som kun skal forhindre afsløring. Det er et vigtigt spørgsmål i den demokratiske proces.

Myndigheder har altid set hemmeligholdelse som et vigtigt redskab i magtudøvelsen. Det gjaldt under fortidens enevældige systemer, i senere tiders diktaturer og i demokratiet.

Danske lovgivere og myndigheder går ret langt i denne retning. I Finland betragtes det som demokratisk nødvendigt at give offentligheden indblik allerede i lovgivningsprocessen.

Det begrundes med, at lovkvaliteten forbedres af indsigt i argumenterne for og imod nye love og lovændringer. I Danmark forhindrer den nye lov om åbenhed i forvaltningen indblik, når oplysninger kan bruges til ministerbetjening. Da en minister altid kan bruge relevante oplysninger, kan al indblik forhindres, hvis myndigheden finder det uønsket.

Vi kender også billederne af mange dokumenter, hvor alt indhold er streget over med sort. Så kan det udleveres risikofrit til nyfigne journalister. Begrundelserne er nemme, generelle og ofte meningsløse, når myndigheden har et problem.

I dag forholder Folketinget sig til finansministerens afslag på begæringen om at se andre budgiveres tilbud på Dong-aktier. Nogle gætter på, at tingets flertal vil affinde sig med afslaget. Andre tror, at sagen får følger for finansministeren og måske regeringen.

Denne uvished kan undre, da sagens væsentligste spørgsmål er afklaret. Hvis papirerne fortsat findes, viser de næppe noget nyt, da tilbudsgiverne formentlig ikke fik mere at vide end Finansudvalget. Aviser oplyser, at dokumenter i sagen er makuleret i Skatteministeriet, endog uden at være registreret, fordi deres indhold var følsomt.

De væsentligste forhold er følgende:

1. Fundamentalt ulige vilkår

Den ene side var Dong og Goldman Sachs (GS) med Morgan Stanley og andre rådgivere m.v. Det kostede 263 mio. kr. at gennemlyse projektet. Dong (hvoraf staten ejede 80 pct.) betalte, og GS brugte 8 måneders hårdt arbejde. Den store udgift viser, at mange fik udførlig viden, og at intet betydningsfuldt undslap projektørlyset. Man stolede på, at alle medvirkende personer kunne holde tæt. På den anden side stod staten med Finansudvalget og Folketinget, som fik en rationeret viden og næppe om det væsentligste, af frygt for at medlemmerne ikke kunne holde tæt. Finansministeriet betalte 20 mio. kr. og synes ikke at have fået meget for dem.

Det er uklart, hvor meget finansministeren vidste. Efter egne udsagn havde han ansvaret og derfor retten til at bestemme. Det første er sandt, det andet urigtigt. Den ret tilkommer Folketinget. Om den sandsynlige kontrakt om en engelsk havmøllepark sagde ministeren, at han kendte den, og at Dong vurderede den til 2-3 mia. kr.

Om ministeren tog alt kritikløst for gode varer eller lod embedsmænd efterregne det enkle regnestykke, vides ikke. Men da værdien kunne være større end hele Dong, burde det behandles med respekt.

Uligheden mellem sælgersiden og købersiden er iøjnefaldende. Den blev endnu større, da GS fik rettigheder, som er forbudt for danske finansvirksomheder.

2. Andre tilbudsgivere

Det er et bestyrelsesansvar at sikre budgiverne lige vilkår. Det betød samme viden som GS. Det fik de langtfra.

De har vidst lige så lidt som Finansudvalget og kunne derfor ikke afgive tilbud, som ville genere GS. Tanken om liglighed er absurd, når den ene part bruger otte måneder og mange penge på at granske oplysninger, som de øvrige er afskåret fra. Statens kammeradvokat skrev rettidigt om EU-kravet om tydelig annoncering nationalt og internationalt i længere tid. I et efterfølgende notat skrev han, at kravet ikke var efterlevet. Interessen for at finde seriøse tilbudsgivere var minimal og deres antal derfor begrænset.

Uligheden mellem GS og andre køberemner er iøjnefaldende.

3. Hastværket

Dongs årsregnskab for 2013 skulle offentliggøres 5/2 2014. Flere partier forlangte aftalen udsat, men ministeren krævede den underskrevet 30/1 2014, dvs. få dage før regnskabet, og henviste til, at staten havde lovet det.

Langt senere blev det kendt, at det kunne vente til august 2014. Det måtte Finansudvalget ikke vide – ministeren havde tavshedspligt.

Det var klogt for den ene part at presse underskrifterne frem, for senere samme dag blev det oplyst, at Dong havde solgt halvparten af sin andel i en anden engelsk havmøllepark for næsten 6 mia. kr. dvs. næsten beløbet, som Dong havde givet som grund til at få GS som aktionær. Det var især klogt, fordi den sandsynlige engelske aftale om den ekstremt givtige havmøllekontrakt blev en realitet kort tid derefter.

Hastværket skyldtes 2013-regnskabet, salget af halvparten af ejerandelen og udsigten til en ekstremt givtig aftale. Kendskab til de gode nyheder ville torpedere aktieudvidelsesplanen og indbringe langt større værdi til staten. Det var uønsket og derfor pålagt tavshedspligt.

4. Nedvurderingen af Dong

Normalt nedvurderer sælgere ikke deres varer, men ministeren kaldte Dong økonomisk nødlidende og mindre kreditværdig, og Dong ændrede store overskud i 2013 og 2014 til underskud, senest til underskud på over 5 mia. kr. i 2014. Mine kronikker i JP uddyber det kritisable heri. Jeg påviser, at Dong genererede stor likviditet og stor nedbringelse af sin rentebærende nettogæld, samt at Dong absolut ikke behøvede GS og kapitaludvidelse.

5. Ulige forhandlingspartnere

Forhandlingsstyrke blev afgørende. GS havde dygtige forhandlere, der sikrede sig dybtgående viden om Dong. Staten manglede kompetente forhandlere, og statens beslutningstagere, Finansudvalget og Folketinget, blev holdt i størst mulig uvidenhed.

6. Hemmelighed, fortrolighed, tavshedspligt

Det er en absurd tanke, at tavshedspligt forhindrer sælgers beslutningstagere i at vide lige så meget som køber om selskabets forhold. Hvorfor? Det forklares ikke. Det siges, at staten risikerer at miste troværdighed, men tavshedspligten fører til spørgsmålet om , hvad det er så nødvendigt at skjule for Finansudvalget og Folketinget. GS fik fordel af den sære tavshedspligt, staten led stor skade, men behovet for hemmeligholdelse findes kun på statens side.

7. Et dårligt tidspunkt

Sælgere bør vælge et godt tidspunkt, hvis de ikke er tvunget. Finansministeriet vurderede få år forinden Dongs værdi til 70 mia. kr. og nu lidt over 30 mia. kr. Der var ingen tvang. Staten kunne låne billigt. Primært overskud var stærkt stigende, rentebærende nettogæld blev nedbragt godt, fremtidsudsigterne var særdeles lovende. Derfor vidste man, at tidspunktet var ringest muligt for staten og bedst muligt for køberne, herunder ledelsen.

8. Den dyre køberundersøgelse?

Hvorfor kostede det 263 mio. kr., hvoraf statens andel var 80 pct., at skaffe køberne udførlig viden? Hvem fik dem, hvad fik køberne for pengene, hvilken viden blev givet videre til statens beslutningstagere? Her gælder tavshedspligten tilsyneladende også.

9. Hvem havde ansvaret for salgsprocessen?

Dongs bestyrelse har det formelle ansvar for at annoncere aktiesalget forskriftsmæssigt og give mulige aktiekøbere ligelig viden og vilkår. Finansministeren siger, at han har ansvaret, og at staten fik den bedst mulige handel. Det sidste er udokumenteret.

Ministeren kunne frigøre sig fra alt ansvar ved at give Finansudvalget fyldestgørende viden om fakta og forventninger, men han frygtede, at dets medlemmer ville tale over sig. Måske ville de protestere? Det er et standpunkt med alvorlig indflydelse på ansvarsbedømmelsen.

10. Hvem varetog samfundets interesse?

Tilsyneladende ingen. Bestyrelsen accepterede processen og vedtog aktieprogrammet, der gav direktionen personlig økonomisk interesse imod staten. Direktionens ønske om GS som aktionær gav GS adgang til al viden og gjorde i praksis GS til eneste køber, medens finansministerens urigtige påstand om finansiel nød blokerede for bedre løsninger. Han skjulte aktivt viden, som kunne forhindre hele handelen, for Finansudvalget, Folketinget og befolkningen, »fordi han havde lovet det«, men oplyste ikke, hvem der krævede løftet holdt.

Hvorfor?

Staten lod sig vildføre og blev snydt, men svarene blæser i vinden. I demokratiets interesse er det nødvendigt at kende sandheden.