Foræring uden forklaring

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Siden januar 2014 har jeg skrevet fem kronikker i Jyllands-Posten om Dong-aktiesalget til Goldman Sachs og få andre. Den sidste kronik fra 6.2.2015, ”Dongs fornemme regnskab” beskrev Dongs krumspring for at skjule Dongs drifts-, kapital- og likviditetsmæssige styrke. Aktierne gik på januarudsalg i 2014.

Den første kronik kom i JP 29.1.2014, dagen før aktiehandelen. Dongs 2013-regnskab kom fem dage senere. Mange ønskede underskrivelsen udsat. Det afvistes med henvisning til forpligtelser over for køber. Regnskabstallene bekræftede, at der ikke var behov for kapitaludvidelse. Goldman Sachs gjorde derfor klogt i at undgå udsættelsen.

Kronikken 18.12.2014 ”Uforstandig velgørenhed” omtalte det britiske energiministeriums godkendelse i april 2014 af havmøllesubsidier for 150 mia. kr. til Dong og andre, og Dongs tre britiske kontrakter, som sikrer 1,40 kr. pr. kilowatttime i 15 år, formentlig pænt over 100 mia. Jeg kendte ikke fortjenesten, der med 1,40 kr./kWt er enorm. Jeg spurgte, om finansministeren kendte den ventede aftale før underskriften. Ministeren siger, at aktiehandelen er bedst for Danmark, at han har ansvaret og derfor bestemmer.

Politiken skrev 25.3.2015, at kontrakterne gør Dongs værdi 21 mia. kroner højere end de 31,5 mia., da Goldman købte. Dong nævner de tre projekter i halvårsrapporten, men ikke deres overskud til Dong. EnergiWatch beregner Dongs indtægt 50 mia. højere end til den engelske kilowatttimepris i dag. Forskellen går direkte til resultatet før skat.

Kontrakterne kom ikke som uventede nys, men havde lang forberedelsestid. En god sandsynlighed for en snarlig 100 milliardaftale var yderst vigtig for aktiehandelen. Dongs chef kendte selvsagt udsigten. Spørgsmålet er fortsat som kronikkens 18.12.2014: Kendte finansministeren indtjeningspotentialet i England? Andre vigtige spørgsmål: Kendte finansudvalget det? Kendte Goldman det? Var det grunden til at afslå udsættelsen?

Som kronikkerne påviste, var de 31,5 mia. i forvejen sat alt for lavt, jævnfør også Finansministeriets tidligere værdiansættelse på 70 mia..

Hvorfor skulle Dongs værdier nedvurderes? Nedvurdering af oliefelter med 3,3 mia. ændrede 2013-overskuddet på 2,3 mia. til underskud på 1,0 mia. Nedvurdering af oliefelter med 8,1 mia. ændrede 2014-overskuddet på 2,8 mia. til underskud på 5,3 mia.. Det gav avisoverskrifter om 5,3 mia. underskud og penge, der fossede ud af kassen. Det kunne forlede politikere til at stole på finansministerens påstand om Dongs pengenød. Sandheden er, at pengene fossede ind. Rentebærende nettogæld faldt fra 32 til 26 mia. i 2013 og 4 i 2014. Af forbedringen på 28 mia. kom 13 kom fra kapitaludvidelsen og 15 fra virksomheden.

Nedvurderingerne begrundes med lave olie- og gaspriser. De er faldet, men resultatet er gjort meningsløst. Der skal nedskrives, hvis regnskabsværdien overstiger markedsprisen, dvs. de danske, norske og engelske felters forventede salgspris til olieselskaber. I så fald kan nedskrivning ske over status. Men når nødtørftigt begrundede anlægsvurderinger bruges til at trylle store overskud om til underskud, bliver årsresultatet stærkt vildledende.

Anlæg til Exploration & Production (olie- og gasfelter) var 20 mia. ultimo 2013. Efter afskrivning 4 og nedskrivning 8 mia. i 2014 er restværdien 8 mia. I 2014 investeredes 9 mia., dvs. mere end restværdien fra 2013. Værdien ultimo 2014 er dermed 17 mia.. Jeg bortser fra forringelser af 2014-investeringerne. De er næppe meget mindre værd i dag. At danske, norske og engelske felter bogført til 20 mia. ultimo 2013 kun kan indbringe 8 mia. ved salg, er ikke overbevisende. Salgssværdien er utvivlsomt højere, især fordi købsprisen var flere gange højere.

Dongs nye vej til underskud på papiret er måske lovlig, men også regnskabsfusk, når den kun belyses som i regnskabet. Revisorernes forstående holdning til at fjerne store overskud i 2013 og 2014 undrer, men de er mere vant til klienters vinduespynt end sortmaleri. Dongs indtjeningsevne og finansielle position skulle sættes i et uforsvarligt negativt lys før og efter statens dårlige aktiehandel. Senere kan højere oliepriser puste overskud og aktiekurs op før børsnoteringen.

Det er sjældent at høre 19 mia. benævnt pengenød med finansministerens ord. Det er en useriøs begrundelse for at lade Goldman bliver aktionær med rettigheder, som er forbudt for danske pengeinstitutter. Dong havde ikke brug for Goldman, men Goldman ønskede adgang til et energiselskab med forbrugere, der er afhængige af Dongs produkter, og med udnyttelse af enorme statssubsidier i Danmark og udlandet.

Dong forklarer, at selskabet ikke uden kapitaltilførslen kunne indgå i de tre projekter. Men beløbet blev kun brugt til at forøge likviditeten. Dongs chef, Henrik Poulsen, var chef for TDC, hvis formue ultimo 2013 var minus 11 mia. ekskl. immaterielle aktiver (goodwill, kundeforhold m.v.) mod Dongs plus 50 mia. opgjort på samme måde. TDC havde 1 mia. likvider og 40 mia. gæld, Dong 19 mia. likvider og 94 mia. gæld, og Dong er næppe mindre kreditværdig end TDC. TDC’s 31 mia. goodwill m.v. er formentlig mindre salgbar end oliefelter. Dongs bogførte goodwill er 1 mia..

Det er nemt og bekvemt at være rig, men ledere skal kunne økonomisere. Ikke alt betales kontant, og Dong har flere likvider end nødvendigt. Vindmøller og vindmølleparker er pengemaskiner, som om fornødent kan forventes højt belånt eller solgt til høje priser.

Sammenkoblingen af aktiesalget med store vederlag til ledelsen for kursstigning bevirker, at Dong-chefens habilitetsproblem var kendt. Når lavest aktiekurs fra start giver størst indtægt til ledelsen, er interessekonflikten indlysende. Dongs ledelse og Goldman har økonomisk interesse i en lav kurs, staten i høj kurs. Konflikten er uheldig - mildt sagt.

Staten godkendte en elendig udsalgspris. Det er utroværdigt, at bestyrelsens begavede personer ikke vidste, at Dongs værdi var stærkt undervurderet. Likviditeten var god. Selv i angivelig pengenød havde Dong frie værdipapirer og kontanter for 19 mia., så selskabet var ikke helt til rotterne. Året efter var der 31 mia..

Finansdirektører skal levere retvisende kvartals- og årsregnskaber. Det var påfaldende, at økonomidirektøren blev udskiftet 3.10.2013 efter 11 år, før 3. kvartalsrapport 23.10.2013 og årsrapporten.

En skæv dato rejser væsentlige spørgsmål: skyldes afgangen angribelig adfærd, mangelfulde kvalifikationer eller uenighed om regnskabsaflæggelsen. Det er ubesvaret.

Regnskabet skal ikke nævne den gyldne indtjeningsmulighed i England. Man indtægtsfører ikke forhåbninger. Derimod tør kun hasardspillere handle ud fra en kortvarig usikkerhed om mange mia.. Statens forhandlere skal afvente afklaringen.

I børsnoterede selskaber kan det være svært at vide, hvordan og hvornår kurspåvirkende forhold skal oplyses. Da Dong ikke er børsnoteret, er det nemt. Beslutningen skulle blot udsættes en kort tid. Det er uansvarligt at lade staten forære store sandsynlige gevinster til køber. Gevinsten var alt for stor i forvejen.

Dongs tidligere formand udtalte: »Jeg kan sige det massivt og 100 procent sikkert. Der kommer ingen kapitalfonde ind i Dong«. Man kan skifte mening, og 100 procents sikkerhed er et overvurderet begreb. Men det er svært at bide skeer med Goldman Sachs.

Må vi få en forklaring?

Fik finansudvalg og minister samme viden som ledelsen og Goldman Sachs, der straks talte åbent om hurtig fordobling af investeringen?

Hvis minister og udvalg fik denne viden, er det angribeligt, at de holdt udsalg. Andre så problemerne. SF fandt aftalen så svær at sluge, at partiet trak sine ministre fra regeringen i protest.

Hvis beslutningstagerne ikke vidste nok, er det også angribeligt, for folkelige og faglige advarsler gav rig anledning til omtanke. 300 millioner kroner er brugt til rådgivning for at sælge til en enkelt køber, medens andre tilsluttede sig.

Børsnotering er dyr, men ved aktiesalg til professionelle aktiekøbere må køber betale. Hvorfor betalte Dong og staten? Hvad fik man for pengene?

Tilbage står behovet for at kende forløbet og årsagen til troen, at Goldman Sachs gavner Dong. Kommissioner nedsættes for langt mindre overgreb på statsinteresser. Folketinget kan nemt få seriøs viden. Salg af store statsvirksomheder virker sjældent gennemtænkte, og dette salg kan ikke bortforklares.

Finansministeren skriver (Politiken 1.4.2015), at kritikken bygger på fejl og misforståelser, og fremfører seks påstande, som alle bestyrker indtrykket af ringe viden og forhandlingsevne, herunder opfattelsen, at aftalen kun er 2-3 mia. værd for Dong.

Dong oplyser 2 GW totalkapacitet. Umiddelbart beregnet giver 40 pct. ubegrænset udnyttelse og 1,40 kr./kWt 147 mia. kroner på 15 år eller 10 mia. årligt. Anholtmølleprisen 1,05 kr./kWh ville give 110 mia., 18 øre (dagsprisen) 19 mia., 25 øre 26 mia. Hver øre giver 1 mia. kroner.

Ministerens påstande er ikke argumenter, de væsentlige svar mangler fortsat, og ministerens 2-3 mia. er småting over for virkeligheden. Staten har afgivet strategisk tyngde, rettigheder og milliarder.