Da Danmark tabte til Goldman Sachs

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Folketingsvalget kom i vejen for mødet 2/6 om Dong-sagen. Især Dansk Folkeparti og Enhedslisten, men også andre ønsker opklaret, hvorfor aktiehandelen forløb og endte galt. Finansministeriets ekstreme lukkethed har mørkelagt kendsgerningerne. Min forhåbentlig sidste kronik af mange siden 29/1 2014 skal støtte opklaringen. De vigtige spørgsmål er:

Aftalen havde to parter. Den ene: Goldman Sachs (GS), en kompetent, garvet forhandler med blik for en god handel. Den anden: Staten, som før har truffet store beslutninger uden fornøden indsigt, forberedelse og beregning af følgerne. Der kan nævnes virksomhedssalg, store anskaffelser, it-projekter og lovgivning.

GS varetog sine interesser og arbejdede intensivt i otte måneder med at skaffe grundig viden. Staten støttede arbejdet med 263 mio. kr. fra sit selskab Dong, men afstod generøst fra selv at udnytte denne viden. Ingen forsvarede statens interesser.

Beslutningstager, dvs. Folketinget på finansudvalgets anbefaling, blev holdt i uvidenhed om Dongs tilstand og udsigter. Finansministeren forhindrede udvalgets medlemmer i at nærlæse aftaleindholdet. I sidste øjeblik fik de kun lov til at hurtiglæse 200 sider engelsk tekst på fire timer lige før underskrivelsen, frataget alle hjælpemidler.

Spørgsmål 1: Hvorfor betalte staten 263 mio. kr. for viden, som finansudvalget ikke måtte se? Hvorfor blev det vigtigste af den dyre viden ikke stillet til rådighed for både sælger, køber og budgivere? Hvorfor krævede ministeren, at udvalg og Folketing ikke måtte få fyldestgørende viden om Dong? Er det sandt, at GS krævede hans tavshedspligt?

Spørgsmål 2: Hvad blev leveret for de 263 mio. kr., og hvem modtog dem?

Ministeren fastslog, at sagen var hans ansvar og derfor hans beslutning, men det var Folketingets. Han kunne let frigøre sig fra ansvar ved at give finansudvalget samme viden som GS og Dong, medens Dongs bestyrelse var ansvarlig over for budgivere. Tavshedspligt blev brugt som grund til at holde udvalget i uvidenhed. En regeringspartner udtrådte, og udbredte folkelige krav blev tilsidesat. Tavshedspligten blev parodisk, da Skatteministeriet undlod at registrere Dong-dokumenter og makulerede dem, fordi de var for følsomme.

Ministeren troede, at finansudvalgsmedlemmer ikke kan holde tæt. Det kunne alle på GS-siden, da GS havde indlysende grunde til at hemmeligholde viden, som kunne hindre køb til bundpris. Ministerens diskretion kostede staten dyrt. ATP og PFA støtter ministeren i at skjule viden for finansudvalget, når han har lovet køber tavshed, men de var ikke uvildige, da de som købere havde økonomisk interesse i, at staten fik en lav pris.

Spørgsmål 3: Hvorfor påtog ministeren sig hele ansvaret ved at sulte finansudvalget med afgørende viden og ved at give Folketinget et mangelfuldt og misvisende forslag?

Spørgsmål 4: Med hvilken ret forpligtede ministeren sig til tavshed over for udvalget?

Ministeren søgte at skabe indtryk af, at statens selskab var økonomisk på gravens rand. Dong bidrog ved at lade store ekstraordinære nedskrivninger på faste anlæg forvandle overskud på 2 mia. kr. til underskud på 1 mia. kr. i 2013, og overskud på 3 mia. kr. til underskud på 5 mia. kr. i 2014.

Nedskrivningerne er formentlig uberettigede, idet andele i 66 oliefelter med tilhørende tekniske installationer derefter er bogført til en lavere samlet værdi, end der er investeret alene i 2013 og 2014. Hvis pengene virkelig er investeret så dårligt, og hvis andelene er så lidt værd i dag, kræver det en forståelig forklaring. Det er problematisk at ødelægge to års overskud ved at omvurdere langsigtede investeringer drastisk. At Dongs ledelse som aktiekøber foretrak en lav værdi, er forståeligt. At ministeren ønskede det, er et mysterium.

Spørgsmål 5: Hvorfor tegnede ministeren statens selskab i urealistisk sorte farver før aftalen, modsat GS, som tegnede sin investering i lyse farver straks efter aftalen?

Ikke kun finansudvalget vidste langt mindre om Dongs værdi end GS. Andre mulige købere vidste lige så lidt. Derfor udeblev interessen for Dong-aktier. GS fik alsidig særbehandling.

Spørgsmål 6: Hvorfor blev EU-kravet om tydelig annoncering ikke fulgt trods statens egen advokats henstilling?

Spørgsmål 7: Hvorfor fandt finansministeren det nødvendigt at give GS ledelsesrettigheder, som er forbudt efter den danske lov om finansvirksomheder?

Den største sag, der skjultes for finansudvalget, var den ventede aftale med den engelske regering om havmølleparker på i alt 2,1 gigawatt. Den var forberedt i lang tid, forhandlet færdig og afventede underskrift. Den kræver en investering på mellem 20 og 25 mia. kr. og giver et salg omkring 150 mia. kr. på 15 år, dvs. 10 mia. kr. årligt.

Afregningsprisen er ekstremt fordelagtig med 140 øre pr. kilowatt-time. Hvis den var 66 øre/kWh som for havmølleparken Rødsand II, ville beløbet blive 80 milliarder mindre.

Den engelske rigsrevision krævede lavere afregning for fremtidige havmøller. Højeste pris er nu 113 øre/kWh. Den høje afregningspris for Dongs Anholt-havmøller er 105 øre/kWh.

Så længe aftalen ikke var underskrevet, kunne den selvsagt ikke indtægtsføres eller omtales i årsrapporten. Men da dens kapitaliserede værdi antagelig er højere end Dongs meget lavt ansatte værdi på 31,5 mia. kr. før aktieudvidelsen, var det uforsvarligt at indgå aftalen uden nøje kendskab til den største indtjeningsmulighed.

Ministeren kendte aftalen og sagde, at den ifølge Dong indgik i selskabets værdi med 2-3 mia. kr. ud af de 31,5 mia. kr. Ministeren vidste, at Dongs ledelse som aktiekøber ikke kunne anses for uvildig, og et beløb på 2-3 milliarder er stort nok til at fortjene interesse. Med simpel regning opgøres salget let til størrelsesordenen 150 milliarder ud fra kapacitet 2,1 GW, kapacitetsudnyttelse 40-45 pct., 8.760 timer pr. år i 15 år og pris 140 øre/kWh.

Købers krav om tavshedspligt gav GS milliarder. Det skader vel ikke Dong, men det skader staten, dvs. befolkningen. Dongs værdi er 80-100 milliarder, hvortil GS selv bidrog med 8 milliarder. For GS med en femtedel af selskabet er fortjenesten omkring 10 mia. kr. Det svarer pænt til GS’s egen forventning om fordobling af investeringen.

Spørgsmål 8: Hvorfor agerede den ene part så uopmærksomt i den største sag, når den anden brugte otte måneder og 263 statsmillioner til at gå i dybden på alle områder?

De gode nyheder stod i kø. Ministeren hemmeligholdt, at aftalefristen var 29/8 2014, og insisterede på underskrift 30/1 2014 ved at sige, at udsættelse ville skade Dong. Det var ikke sandt, og ministeren vidste ovenikøbet, at Dong på selve underskriftdagen havde solgt en halv andel i en havmøllepark for 6 mia. kr., samme beløb som Dong ønskede tilført fra begyndelsen. Adspurgt af politikere, hvorfor han ikke fortalte, at der var god tid, svarede ministeren, at han ikke måtte, fordi han var pålagt tavshedspligt.

Spørgsmål 9: Hvorfor udøvede ministeren et forkert begrundet pres, der kun hjalp GS?

Naturligvis blev Folketinget vildført eller lod sig vildføre til en dårlig handel. Der er vel et element af vildførelse i al politik, men grænsen fra lovlig til ulovlig vildførelse kan overskrides. Hvor går den? Formentlig, hvor der ikke tales politik, men handles konkret.

Nogle lande beklager, at de har solgt statsaktiver til lavpris. Dong-sagen lader formode, at staten har et problem med sin forhandlingskompetence.

Finansministerens velvillige medvirken favoriserede GS i uforståeligt omfang. Det er svært at finde gode undskyldninger for ministeren, når ministeriet ikke vil oplyse noget.

Staten blev ikke snydt af Goldman Sachs, som teknisk set intet kan bebrejdes. GS har lov til at ønske, at staten holder sig uvidende om egne merværdier og derfor sælger billigt. Staten har modsat interesse. GS kan kræve, at ministeren holder sådan viden fortroligt, men ministeren er ikke forpligtet til at imødekomme kravet.

Folketinget kan godkende eller forkaste ministerens fremgangsmåde. Hvis Folketinget mener, at det har godkendt en dårlig handel på grundlag af utilstrækkelig eller usand viden, må årsagerne findes for at undgå gentagelser. Hvis Folketinget affinder sig med forløbet, er det et betænkeligt signal til eftertiden.