Fortsæt til indhold
Politik

S og SF: Det offentlige skal slankes

S og SF bebuder smalkost under en rød regering, hvis der ikke kommer gang i væksten.

Den offentlige sektor skal på slankekur. Den fylder ganske enkelt for meget af den samlede danske økonomi til, at velfærdssamfundet kan overleve i fremtiden.

Det siger både SF's gruppeformand, Ole Sohn, og Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

»Der kun to muligheder - enten får vi sparket gang i den private vækst eller reduceret den offentlige,« siger Ole Sohn, der vil omlægge den offentlige sektor, så staten kan være med til at skubbe den private vækst i gang.

Ikke fest for offentlige midler

Både Ole Sohn og Henrik Sass Larsen slår fast - trods den økonomiske krise - at de store økonomiske udfordringer først for alvor melder sig i 2015, når de store årgange skal pensioneres.

Og derfor er en S-SF-regering heller ikke ensbetydende med en fest for offentlige midler, siger Henrik Sass Larsen.

»Hvis der skulle være nogen af den opfattelse, at vi har tænkt os at åbne for den varme hane, og at pengene bare vil fosse ud, kan man godt glemme det. Det er der bare ikke råd til,« siger han.

Øget privat vækst ikke nok

Den økonomiske overvismand, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, bekræfter, at det er helt nødvendigt også at interessere sig for de offentlige udgifter. Men han tvivler på, at øget privat vækst er nok til at sikre, at velfærdsstaten kan overleve.

»For privat vækst giver lønpres, som historisk går videre til den offentlige sektor. Og så er man lige vidt,« siger han.

Derfor peger overvismanden på efterlønnen, hvis de offentlige budgetter fremover skal hænge sammen.

»Man kan ikke løse problemerne efter 2015 uden at røre ved noget af det, der gør ondt. Der er ingen vej uden om,« siger han.

"Hykleri"

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kalder de nye tanker fra oppositionen for hykleri.

»På den ene side vil de hæve skatterne med 31 mia. kr., så ingen offentligt ansatte skal fyres og ingen offentlig ydelse skæres. Men nu vil de åbenbart både rationalisere og effektivisere,« siger han.