Organisation advarer: Jordemødre bliver fløjet ind fra Afrika til "omskæringsfester"
Jordemødre omskærer flere piger ad gangen, hvorefter man holder fest, lyder det fra Storbritannien.
De sidste 30 år har kvindelig omskæring været ulovligt i Storbritannien.
Ikke desto mindre lever titusindvis af kvinder i landet med helt eller delvist fjernede ydre kønsorganer, og ikke en eneste dom er blevet afsagt i den forbindelse, selv om det kan betyde op til 14 års fængsel.
Nu advarer velgørenhedsorganisation Black Health Initiative (BHI) om tilfælde af såkaldte omskæringsfester, hvor særlige jordemødre flyves ind fra Afrika for at foretage indgrebet.
»Vi har kendskab til fester her i England, og vi måtte afbryde én i West Yorkshire for nylig, og vi har forhindret, at en anden fandt sted,« siger direktør i BHI Heather Nelson til BBC.
Hun fortsætter:
»Det, vi ser nu, er at mens pigerne tidligere blev taget med til udlandet for at blive skåret i, bliver særlige jordemødre nu fløjet ind, og flere piger bliver omskåret på samme tid, hvilket efterfølges af en fejring.«
Kvindelig omskæring praktiseres i adskillige afrikanske lande blandt dem Somalia, Guinea, Dijibouti, Egypten og Sudan. Men også i Mellemøsten og visse asiatiske lande er der tradition for omskæring.
Et studie fra 2015 vurderer, at 137.000 kvinder i Wales og England har været udsat for omskæring. Heather Nelson fortæller om et nyligt tilfælde, hvor en skole i Leeds troede, at en otteårig pige pjækkede.
Det viste sig, at hendes toiletbesøg var så smertefulde pga. indgrebet, at det kunne tage op til en time at blive færdig.
Politiet i West Yorkshire siger til BBC, at man ikke har specifikke oplysninger om såkaldte omskæringsfester, men at man er opmærksom på, at kvinder og piger er blevet udsat for indgrebet.