Fortsæt til indhold
Europa

Den slovakiske EU-politiker Richard Sulik: »Jeg vil ikke leve i et Europa, hvor der bliver født flere muslimer end kristne«

Tyskland bliver regeret af tøsedrenge, sagde slovakisk EU-politiker i ophidset tv-debat.

Tv-program efter tv-program i Tyskland sætter spørgsmålet om flygtningekrisen på dagsordenen i denne tid, og senest endte det tirsdag i en ophedet debat på talkshowet "Menschen bei Maischberger" på ARD.

Temaet var de mange flygtninge i Tyskland og det pres, som det har sat regeringskoalitionen under. I studiet var politikere fra både SPD, CSU, som har været kritisk over for Angela Merkels flygtningepolitik, CDU, en journalist og endelig det slovakiske medlem af EU-Parlamentet for det borgerlige parti Frihed og Solidaritet, Richard Sulik, som han også er formand for.

Og det var netop Sulik, som sørgede for at sætte sindene i kog.

Han slog fast, at Europa først og fremmest har som opgave at redde sine egen befolkninger og ikke flygtninge.

»Hele verden tager sig til hovedet over, hvad Tyskland gør - landet bliver regeret af tøsedrenge,« lød dommen over Tysklands åbne asylpolitik.

Slovakiet har tidligere markeret sig i debatten, da en talsmand for den slovakiske indenrigsminister sagde, at landet kun agter at tage imod kristne asylansøgere.

Richard Sulik er slovakiske medlem af EU-Parlamentet for det borgerlige parti Frihed og Solidaritet, som han også er formand for.

»Vi kunne tage 800 muslimer, men vi har ingen moskeer i Slovakiet, så hvordan skal muslimer blive integreret, hvis ikke de bryder sig om at være her?,« sagde talsmanden Ivan Metik til BBC.

Og tirsdag gjorde Sulik også sin holdning til muslimer i Europa klar:

»Jeg vil ikke leve i et Europa, hvor der bliver født flere muslimer end kristne. Og jeg er endda ateist.«

Og derfor, mener politikeren, skal Europa beskytte sig selv mod de mange, som kommer lige nu.

»100 døde børn er en konsekvens af den humanistiske politik, hvor man siger, at alle er velkomne, og så ønsker de alle at kommer hertil, og så har vi 100 døde børn,« sagde Sulik om de mange flygtninge, som er druknet på vejen mod Europa.

Ordene faldt ikke i god jord hos de øvrige deltagere i debatten, som både kaldte det »populisme«, »kynisme« og »en uforskammethed«.

Slovakiet stillede sig på bagbenene, da størstedelen af EU's justits- og udenrigsministre blev enige om at fordele op mod 120.000 flygtninge i mellem sig.

»Så længe jeg er premierminister, vil de obligatoriske kvoter ikke blive implementeret i Slovakiet,« sagde premierminister Robert Fico, som fulgte op med at klage over kvoteaftalen til EU-domstolen i Luxembourg.