Klimaforandringer får stater til at flytte deres befolkninger

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Verdens regeringer er begyndt at flytte rundt på deres borgere for at beskytte dem mod klimaforandringer. Men er det nu en god idé, og er der skjulte politiske motiver bag?

Når verdens byer og lokalsamfund rammes af oversvømmelser og tørke, klarer folk sig ofte igennem ved egen hjælp eller får midlertidig nødhjælp og genhusning. Nogle steder er konsekvenserne af klimaforandringerne dog nu så voldsomme, at den lokale økonomi og infrastruktur risikerer at bryde helt sammen. I sådanne situationer vælger nogle mennesker at flytte væk enkeltvis og af egen kraft.

Men vi ser desuden nu, at stater rundt om i verden er begyndt at flytte hele befolkninger og lokalsamfund på én gang på grund af klimaforandringerne.

I medierne har man især hørt om de små østater i Stillehavet, hvor man i fremtiden kan blive nødt til at flytte en stor del af befolkningen på grund af den stigende vandstand i verdenshavene. Mindre kendt er det, at en række lande i Asien, Afrika og Latinamerika allerede nu er i gang med at genbosætte særligt udsatte lokalsamfund, som trues af oversvømmelser eller tørke.

I de rige lande er tendensen foreløbig mindre udbredt, omend bl.a. USA og Holland har planer om at genbosætte klimaramte lokalsamfund i begrænset omfang.

Ramt af kraftig erosion

Et af de større eksempler på denne statslige ”klimaflytning” af lokalbefolkninger finder man i Vietnam. Vietnams kystlinje er mange steder ramt af kraftig erosion, som myndighederne mener skyldes klimaforandring. Derfor flytter staten hele landsbyer væk fra kysten og tilbyder beboerne ny jord og lidt støtte til at genetablere livet. På sigt er der planer om at flytte over én million mennesker fra kysten og i Mekongflodens delta.

Disse flytninger er dog langt fra problemfri. I Vietnam æder havet kysten så hurtigt, at også nogle af de flyttede landsbyer nu er i fare for oversvømmelser og fortsat erosion. Hertil kommer, at genbosættelserne ofte fører til alvorlige økonomiske og sociale problemer for dem, der bliver flyttet. De foreløbige erfaringer med klimaflytninger i andre egne af verden er således ikke lovende. I lande som Mozambique, Zambia og Zimbabwe i det sydlige Afrika eksperimenterer man med at flytte folk væk fra de store floder for at undgå hyppige oversvømmelser af landsbyer. Dét har imidlertid vist sig at være en problematisk øvelse. Når man flytter et lokalsamfund, kappes båndene ofte til den økonomi, folk havde i deres oprindelige hjem som fiskeri eller landbrug. Samtidig er folk i nogle tilfælde blevet flyttet til områder, der mangler ordentlig vandforsyning, skoler og veje.

Spændinger og konflikter

Dermed risikerer de flyttede lokalbefolkninger at stå uden levegrundlag og grundlæggende infrastruktur. Dét har i nogle tilfælde ført til spændinger og konflikter, og ofte er folk flyttet tilbage til deres oprindelige hjem på trods af klimaforandringerne, fordi det ganske enkelt var endnu vanskeligere at klare sig der, hvor de blev flyttet hen.

Hertil kommer, at statens motiver for at flytte rundt på folk i klimaets navn ikke altid er ædle. I flere lande er der eksempler på, at det politiske mål med genbosætningen ikke blot er at redde folk fra oversvømmelse eller tørke, men også at opnå kontrol over naturressourcer og befolkningsgrupper.

I Zambia har regeringen eksempelvis forsøgt at opnå territorial kontrol over et afsides område og dens befolkning ved at genbosætte folk i et ”kontrolleret” område med henvisning til klimaforandringerne. Og i Vietnam har regeringen brugt genbosættelserne til at få styr på sampanfolket, der lever i både på havet og betragtes som ”uregerlige”.

De bliver nu bosat på land og integreret i det øvrige samfund. Myndighederne hævder, at det beskytter dem mod klimarelaterede storme, men det giver dem også mere kontrol over sampanfolket.

Man kan således frygte, at klimagenbosætning udvikler sig til et magtpolitisk redskab, hvormed befolkninger flyttes af strategiske hensyn og ikke for deres eget bedste. Og selv når der ligger gode hensigter bag, er der som sagt økonomiske og sociale risici forbundet med øvelsen.

Må tilpasse sig forandringer

At flytte byer og lokalsamfund, som trues af klimaforandringer, bør derfor være en sidste udvej frem for en standardløsning. Ofte foretrækker folk at blive, hvor de er, hvis de overhovedet kan, og i sådanne situationer kan man støtte dem i at tilpasse sig klimaforandringerne, for eksempel ved at bygge diger, dyrke jorden på nye måder eller styrke lokaløkonomien via migrantarbejde. Danmark kan bidrage ved at arbejde aktivt for, at den lovede internationale finansiering til klimatilpasning rent faktisk gives og når frem.

I andre situationer vil det ikke give mening for folk at blive boende, og her må man så støtte dem i individuelt eller kollektivt at flytte andre steder hen i deres eget land eller til andre lande, når det er nødvendigt. Her kan Danmark gøre en indsats i forhold til at sikre, at deres rettigheder overholdes, og at de internationale konventioner efterleves og udvikles, så de også beskytter denne nye type af fordrevne befolkninger.