De første mennesker i Danmark

Der er langt mellem isobarerne, siger vejrdamen i mit fjernsyn. Med andre ord: næsten ingen blæst.

Så jeg kan med sindsro stige op i tårnet på Munkebakken i Næstved, hvor jeg kan skue ud over tage, tårne og trækroner og en del af det sydsjællandske landskab og iagttage det terræn, jeg skal ud at færdes i: Karrebæk Fjord, Dybsø Fjord, Avnø Fjord og Præstø Fjord. Det er dog ikke hele molevitten, jeg kan få øjenkontakt med, men til en begyndelse er det fint.

Først skal jeg lige hilse på munkene, der danner en lille allé på vej op mod udsigtstårnet. Syv mand høj står de og repræsenterer forskellige ordener: tre benediktinermunke, to franciskanermunke, én dominikanermunk og en lægbror.

Oprindeligt blev munkene udskåret i udgåede elmetræer af kunstneren Jens Andersen i 1997. Statuerne blev indsmurt i linolie og terpentin, men efter en halv snes år visnede de hellige herrer efterhånden. Nu er de afløst af figurer i mere vejrbestandig bronze.

En af munkene står med en greb, en anden med et relikvieskrin, en tredje med en lægeurt, og der er naturligvis også en munk i bøn. De er så livagtige, at det er lige før, man begynder at tale til dem, men de forstår ikke en bønne.

Verden for sig selv

Vi skifter scene og begynder i områdets sydlige pastorater.

Hvilket sprog, de første mennesker i Danmark forstod, ved jeg ikke, men nogle af dem færdedes på Knudshoved Odde, der går omtrent et dusin kilometer ud i Smålandsfarvandet vest for Vordingborg og udgør den sydlige bred af Avnø Fjord.

På Odden færdedes rensdyrjægerne for over 14.000 år siden, og det gjorde de, fordi rensdyrene passerede odden på deres vandring fra deres vinterkvarter i nord til sommerkvarteret længere sydpå. Danmark var på det tidspunkt en slags arktisk ørken.

Det var mad på fire ben, de ventede på, men det var da godt, at de ikke fik aflivet alle renerne. For hvordan skulle julemanden ellers være kommet frem med Rudolf og de andre trækdyr?

Bliver min tud rød som Rudolfs denne dag, vil det være på grund af solen, det er kun i Knudsskov midt på odden, at man kan finde en anelse skygge. Det er lidt af en prøvelse at cykle på de sandede jorder, og da jeg når til Draget, en smal tange på den fredede halvø, må jeg pænt parkere min rejsekammerat og klare resten af turen til fods. Jeg møder kun et par vandrere, ellers har jeg den formidable oplevelse for mig selv.

Draget er passabel i dag, men når det blæser op og bølgerne danser, bliver den lange sandstrimmel oversvømmet.

Jeg bliver så glad, når jeg tænker på, at man flere steder i Danmark kan have en lille verden stort set helt for sig selv. Fred og ro er en luksus i vore dage. På Knudshoved Odde findes den i kilometermål – men kom nu ikke for mange ad gangen …

Avnø og Svinø lægger land til den nordlige del af fjorden. Efter Sallerup kører vi ud til Nordens nok dyreste fugletårn, det tidligere kontroltårn på Flyvestation Avnø. Før var det skinnende metalvinger, der blev holdt øje med fra tårnets top, nu er det helt andre vingeslag, der bliver studeret fra den solide bygning med udvendig vindeltrappe og grønne panoramavinduer i kommandorummet. En kraftig kikkert på tårnets balkon giver de besøgende det store overblik over strandengenes og overdrevenes bestand af fugle, og man kan også fange de grå silhuetter af sælerne, der soler sig på stenene i fjorden.

Naturstyrelsen har overtaget tårnet med hangar, tilbygninger og landingsbaner og indrettet et naturcenter. Der er adgang til tårnet døgnet rundt.

Krigskirkegård

Vi flyver videre til Svinø by og gør holdt ved kirken, der ligger på en bakketop. I kirkegårdens nordlige ende får man straks øje på de mange hvide sten, der markerer, hvor 62 allierede flyvere fra Anden Verdenskrig ligger begravet.

Omkring 1.100 piloter og besætningsmedlemmer, der var under britisk kommando, er begravet i Danmark, de fleste af dem på fem centralkirkegårde, som blev oprettet af tyskerne under Besættelsen. Resten er stedt til hvile på talrige andre kirkegårde.

Foruden centralkirkegården i Svinø findes de fire andre mindelunde i Aabenraa, Esbjerg, Lemvig og Frederikshavn.

Et par enkelte røde roser skyder til vejrs mellem gravstenene, her ligger 42 briter, 8 canadiere, 4 australiere og 8 newzealændere. Desuden er der en mindesten for 46 amerikanske flyvere, der lå begravet på kirkegården fra 1943 til 1948, hvorefter deres jordiske rester blev ført tilbage til USA.

Den næste fjord i rækken er Dybsø Fjord, der ligger nord for Svinø. På vejen mod den lille enklave Kostræde – det siger næsten sig selv, hvem der har færdedes her siden tidernes morgen – får vi de første glimt af fjordens vande, men vil man helt tæt på, foregår det ved Kostræde. Bag det første hus i bakkerne, ”Havblik”, er der offentlig adgang til fjorden ad en hullet vej – for enden af den har fritidsfiskerne og strandjægerne deres både. Der er kun en anden offentlig vej til fjorden, og den ligger i Basnæs på den modsatte side.

Gangsterbøf med tabasco

Vil man se det hele sådan lidt fra oven, skal man standse ved ishuset efter Kyllebæk Huse på højre side af hovedvejen mellem Vordingborg og Næstved. Stedet hedder Stejlebanke, og ned mod fjorden er der vandrestier med blånende udsyn.

Skal man have stillet sulten først, kan ismutter tilbyde en gangsterbøf med tabasco – det lyder, som om rockerloven kunne komme i anvendelse her.

Stejlebanke var i tidligere tider henrettelsesplads. I 1830 blev en ung kvinde halshugget på stedet, hun havde dræbt sit nyfødte barn. Hendes hoved blev sat på en pæl til skræk og advarsel for andre. Sådan en stolpe blev kaldt en stejlepæl.

En oldtidsforsker udgravede 100 år senere højen, og han fandt skelettet af en ung kvinde – uden hoved. Desuden fundamentet til huggeblokken og det nederste af den gamle stejlepæl.

Vi skynder os videre ud mod Vejlø, hvor vi skal kigge på bare bryster – i kirken af alle steder. Der står hun så i kirkerummet, med bryster som teposer (den lange model) og bærer prædikestolen med et skælmsk smil om munden. Hun er kendt som ”Slattenpatten”, en kvinde, som, når hun jages, slænger patterne over skuldrene, så de ikke er i vejen for hendes hidsige løb. Ud over det iøjnefaldende brystparti er hun udstyret med enorme hængeører.

Man vil nok ikke kalde hende velskabt, hun er formet omkring 1670 af billedskæreren Abel Schrøder den yngre, der havde hjemme i Næstved. Slattenpatten optræder i sjællandske sagn, hendes børn er halvt fisk, og hun er i slægt med ellepigerne. Hun har dyriske træk, kohale og et forbløffende flot tandsæt, som havde hun haft togskinner på siden sine unge dage.

Kællingen er en attraktion, som moderne præster godt kunne bruge for at lokke folk til. Nogle steder kan man dårligt komme ind ad kirkedøren for spaghetti, vejen til Vorherre går åbenbart gennem maven.

Slattenpatten er også repræsenteret i Næstved på Axeltorv, hvor kunstneren Bjørn Nørgaard har lavet en festlig skulptur med navnet ”Slattenpatten og hendes døtre fra Rønnebæksholm”. Inspirationen har han hentet i Vejlø, men det vakte en del opsigt og diskussion, da Bjørnens figurer blev afsløret. Sådan er det vel tit, først er man imod, så bliver man begejstret.

Træsnitter Abel har også været på spil på Gavnø Slot. I slotskapellet bæres prædikestolen af en hovedløs trold, en tro kopi af trolden i våbenskjoldet.

Græshoppens bro

Susåen har sit udløb ved Appenæs i det sydlige Næstved. Vi følger åen, og da vi kører over den og mod Dyves Bro, kan vi se Karrebæk Fjord. Snart efter er vi ved Karrebæksminde og Enø, et af Sydsjællands mest besøgte feriesteder.

Her er en sværm af mennesker, men kun én græshoppe, det er broen, der over Gammelsund forbinder Karrebæksminde med Enø, den kaldes Græshoppen og er malet i det retvingede insekts grønne farve, og den er blevet udstyret med et græshoppehoved.

Man kan kun blive i godt humør, når man ser den 200 tons tunge klapbro, der blev taget i brug den 5. juni 1936, den fjerde bro i rækken på dette sted. Kontravægten på broen vejer godt 100 ton, og den indeholder blandt andet 14,8 ton gamle hestesko. Så skulle man nok kunne nå over med lidt held.

Der er ikke noget at tage fejl af, jernbroen er en græshoppe, og det blev endnu mere tydeligt, da den fik hoved på for en halv snes år siden. Den lokale kunstner Lizette Rosager fik opgaven, og hun skabte et fem meter langt og fem meter bredt hoved med følehorn – der gik 1.000 kilo kobber til foretagende. Efterhånden vil kobberet blive irret grønt i forskellige nuancer, og det vil ikke gøre hele herligheden ringere. Tvært imod.

Langs kanalen ligger alle de små fartøjer og fiskerjoller og puster ud, inden næste tur på det lave farvand. På Enø-siden dufter der af tjære og anden kemisk krigsførelse, der hygges ved bådebroerne, forsyningerne til folket er bragt frem med mælkekasser bag på de motoriserede cykler.

Rovdyr i garnet

En dag gik snakken ekstra livligt, da fisker Kurt Hansen havde fået en kinesisk uldhåndskrabbe i sin åleruse. Det er en sjælden begivenhed i Danmark. Uldhåndskrabben, der kan blive op til 30 centimeter lang, er et rovdyr, der æder hvirvelløse dyr og små fiskearter. Den er upopulær i Europa, idet den kan volde stor skade på fiskernes net og ruser. I Kina er den en delikatesse, der bliver sat 200.000 ton uldhåndskrabber til livs i det store rige hvert år. Det forlyder, at krabben fra Karrebæk ikke blev spist.

Det var tre sydsjællandske fjorde på stribe, og nu sætter vi kursen mod øst for at runde Præstø Fjord.

Byen Præstø ligger og hygger sig i bunden af fjorden, en gammel købstad fra 1403, hjemsted for Svend Poulsen, født i Gønge i Skåne og bedre kendt som Gøngehøvdingen. Han kæmpede som officer på dansk side i spidsen for sine snaphaner i 1600-tallets svenskekrige. I dag står han bronzeklædt i parken bag Hotel Frederiksminde og lurer med sit skydevåben efter svensk bytte.

Ude på Roneklint ved fjordens udmunding stod et af de slag, som Gøngehøvdingen og hans skytter deltog i. Da de blev forfulgt af svenske dragoner, flygtede de ud på den isbelagte fjord over mod Feddet. Svenskerne fulgte efter, men ryttere og heste var for tunge, og de gik igennem isen og til bunds i det kolde vand. Færdig med dem.

I dag er der havblik og fredeligt ved Roneklint forfyr, der lyser op med sine røde og hvide farver. Fyret blev nedlagt i 2003 og fungerer nu som udsigtstårn, og det er en god ide i disse omgivelser.

Vi må atter på landevejen og drager på den flotte tur nordpå til Skt. Peders Kapel, der med sit høje spir ses tydeligt fra landevejen. Kirken er populær hos giftelystne par, og der er gudstjeneste den sidste søndag i hver måned.

Kirken blev taget i brug i 1878 efter lokalt initiativ og donationer fra private folk. Kammerherreinde Vind skænkede, ud over grunden, spiret til kirken, kirkeklokken og 300 kr. i kontanter.

Dekoreret helt

Ude ved vejen foran kirken ligger en mindetavle for den højest dekorerede danske soldat under Anden Verdenskrig, major Anders Lassen. Han blev født på Høvdingsgaard syd for Præstø og gik under krigen i britisk tjeneste. Han blev dræbt under en kommandoaktion i Comacchio i Norditalien den 9. april 1945. Han blev tildelt Victoria Cross, den fineste britiske hædersbevisning for heltemod. Lassen ligger begravet på Agenta militærkirkegård i Italien.

Turen går videre ud mod Feddet, en lille halvø med skov og strandeng og en af Danmarks største campingpladser. Og ikke mindst en havn, der kun kan betegnes som fed, og det er også det rigtige navn på den.

Fed Havn ligger på vestsiden af halvøen, oprindeligt var den udskibningssted for kugleflint, nu er den lystbådehavn med anløbsplads for kano og kajak. Der er overdækket grillplads, flere shelters og muldtoilet, så man kan opholde sig døgnet rundt i det fri.

Desuden ligger en båd af beton ved kajen, her kan man også stege pølser uden at frygte søgang, for den båd sejler ikke mange meter.

Ved havnen er der en plads beregnet til kitesurfere og en af Sjællands bedste badestrande.

Sydspidsen af Feddet kan overvåges fra fugletårnet, så det er bare med at komme af sted. Der er 600 hektar at boltre sig på.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.