Blandt stivstikkere og slanger på cykeltur langs Odense Fjord

Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk …

Der er nok af dem her på Enebær-odde, den smalle tarm, der rager ud i den nordlige del af Odense Fjord og danner grænsen til Kattegat sammen med knolden, der rager ud fra Hindsholm på farvandets anden bred. Mellem de to udvækster løber Gabet, en 400 meter bred rende, der er porten til og fra fjorden.

Jeg bevæger mig en tindrende varm sommersøndag ud på den seks kilometer lange landtange, der varierer i bredde fra 20 meter til 750 meter. Her kan man kun færdes til fods og på cykel, og har man sin stålganger med, må man flere steder af sadlen for at komme igennem det uvejsomme hedeområde.

Enen er en meget nøjsom busk, kvæg og får går uden om den, fordi den stikker, og det kan den harpiksholdige kratlusker godt lide. Så er der frit spillerum til at gro.

En anden spids fætter på halvøen er hugormen. Der er en stor og livskraftig bestand af de danske slanger, og man løfter umiddelbart fødderne lidt ved tanken. Der er dog ingen grund til panik, ormen er som regel over alle lyngtoppe i en fart, når det store menneskedyr nærmer sig. Så den historie er der ingen bid i.

I det fjerne ses silhuetten af Lindøværftet, engang Danmarks største skibsværft. Nu er det store industriområde ved Munkebo blevet vakt til live af flere nye og mindre firmaer, der har erobret de industrielle lokaler.

Nøj, hvor er det herligt at knase af sted hen over oddens grus, kigge på vandet og hilse på galloway-kvæget, der afgræsser arealerne, sandelig om ikke et rådyr hygger sig mellem køerne i vandkanten.

Fyr i søndagstøj

Længst ude på Halsen står det hvide fyr i søndagstøj med rød hat og det hele. Her gad man godt bo, og det kan faktisk lade sig gøre. Fyrmesterboligen kan lejes for en uge ad gangen, seks sovepladser, havudsigt fra alle vinduer, 40 meter fra vandet, herreværelse med bløde møbler og ellers alt, hvad der hører en god ferie til. Det er da et tilbud.

Lystsejlerne runder Gabet, vi runder oddens spids, tilbage går det mod Hasmark Strand, hvor sommerhusene ligger skulder ved skulder. Skarpt til venstre og ad grusvejen ned mod Hofmansgave, godset fra 1784, hvor der i dag er moderne landsbrugsproduktion. Der er offentlig adgang til parken, og den er netop vores mål, for her ligger Danmarks Kartoffel Museum – landets eneste. Der er vel næppe den ting, der ikke har sit eget museum i vort lille land, det skulle da lige være afklippede negle.

Men altså, i en lille stråtækt bindingsværksbygning kan man få alt at vide om den danske nationalspise. Det var Otterup Kartoffellaug af 1996, der var initiativtager til projektet, godset stillede bygningen til rådighed, og i år 2000 klippede kammerherre, hofjægermester Flemming Lüttichau den røde snor til spisekammeret. Landmænd fra Nordfyn havde givet deres gamle kartoffellæggere, kartoffelopsamlere, kartoffelsorterere og alskens anden form for maskineri og redskaber, der havde med den lille rodfrugt at gøre, til museet, der således kan vise, hvorledes kartoffeldyrkningen fandt sted fra 1930 til vore dage. Desuden kan man få information om kartoflens historie, så man får en spirende fornemmelse for, hvordan det hele hænger sammen.

Kartoflen hører til natskyggefamilien, den stammer fra Sydamerika, der har haft rodfrugten på menuen i mere end 3.000 år, specielt i Chile, Columbia og Peru.

Den kom til Europa i 1537 med spanske soldater, udsendt af kejser Karl af Spanien. Foruden det guld, de havde stjålet fra inkaerne, havde de også kartofler med hjem i sækkene.

Heldig kartoffel

I Danmark stiftede man første gang bekendtskab med kartoflen i begyndelsen af 1700-tallet, den blev anvendt som afgrøde, da heden skulle opdyrkes. Men i de første 100 år blev kartoflerne anset for at være uværdig til menneskeføde, selv af almuen. ”Hunden vil ikke engang æde dem, hvorfor skal vi så?”, sagde bønderne. Det var inden, de lærte at koge dem!

En fynsk præst skrev i sin dagbog, at det formentlig ville være nemmere at indføre en ny religion end at lære folk at spise potatos.

Nu kan man få kartofler i alle afskygninger, pommes frites, kogte, brasede, udkogte, fyldte, mosede, råstegte, noget for enhver smag. Man kan være en heldig kartoffel, man kan hyppe sine kartofler, ungerne får kartoffelferie, man kan indføre kartoffelkur – men nu skal jeg ud at hælde vandet fra kartoflerne, så undskyld mig et øjeblik. Det lettede.

Vi forlader kartoffelrækkerne, fra Klintebjerg kan man køre på dæmningen ned til Odense-forstaden Stige. Klintebjerg er en tidligere ladeplads, herfra kan man se den største ø i Odense Fjord, Vigelsø. Oprindeligt var der omkring 30 småøer i fjorden, men efter inddæmninger er der nu otte.

Fjorden fra søsiden

Fra Stige går det langs med Odense Kanal ind til havnen og centrum. Fra havnen kan man komme retur igen, hvis man foretrækker at se den fynske fjord fra søsiden. Fjordbåden ”Svanen”, der blev bygget af lærlinge på Lindøværftet midt i 1990’erne, sejler i sommertiden i fast rutefart mellem Odense Havn, Vigelsø, Klintebjerg, Enebærodde og Lodshuse. Cyklen er også velkommen om bord.

Men vi skal østpå på to hjul, Munkebo venter. Byen med omkring 6.000 indbyggere ligger i et smørhul mellem Kertinge Nor mod syd og fjorden mod nord. Det kan man forvisse sig om, hvis man bevæger sig de 58 meter til vejrs op ad Munkebo Bakke og stiger op i udsigtstårnet med den sjove kineserhat. Det kunne have været en kongelig model, men det var en mere beskeden stråhat, regenten var iført, da hun var på sommertogt i byen og hilste på den høje fætter på bakken.

Jeg banker pænt skoene af, inden jeg entrer udsigten, nu man så at sige går i de royale fodspor. Fra toppen kan man på gode dage se til Samsø og Storebæltsbroen, og ellers tage de lokale omgivelser i øjesyn.

Munkebo Kirke med det brede tårn ligger på Fjordvej midt i byen. Nordmuren i skibet består af kampesten, mod syd er muren hvidkalket. Og der ligger en dramatisk historie bag - sydmuren blev nemlig nedbrudt under Svenskekrigen i 1657-60 og stenene anvendt til en bastion på kirkegården, først af svenske soldater, siden af danskerne. Under krigen gravede præsten Claus Hansen Nakskov kirkens kar og sit eget sølvtøj ned på præstegårdens jord, og da svenskerne hjemsøgte ham, drev de ham ud i hans egen fiskedam for at få ham til at røbe, hvor værdierne var. Men han tav – og druknede. I 1842 fandt to gårdmandssønner skatten på den gamle præstegårdsjord i Dræby.

Samme år, som skatten blev fundet, brændte alle bygninger på kirkepladsen, men kirken gik fri. Hospitalet, præstegården, den gamle skole og Møkærgård samt 13 andre huse på Fjordvej gik op i flammer, og 24 familier blev husvilde.

Røverhistorier på kajen

Jeg skal videre og siger goddag til den store portalkran på Lindøværftet i Munkebos baghave, eller er det forhave, 110 meter måler giganten, og den vejer 5.000 tons.

Styret vender nu mod Hindsholm, Fyns skråtopfinger ud i Kattegat. Efter Munkebo ligger Bregnør Fiskerleje. Mit liv er fyldt med fiskerlejer, og godt for det, de mange tidligere fiskehavne er små stemningsfyldte oaser og indbyder til hvil og afslapning. Hvor det tidligere var erhvervsfiskere, er det nu lystfiskere og fritidssejlere, der fortæller røverhistorier på kajen.

Mesinge har under 350 indvånere, og det er lige før, de alle kan være i den store, 800 år gamle landsbykirke. Den er Fyns tredjestørste landsbykirke, med tårn, skib, sideskib og et flot messeklokkespir på østgavlen.

Når man studerer kirketårnets kamtakkede gavle, studser man over, at der mod nord er fire kamtakker, men kun tre mod syd. Er det byggesjusk, har håndværkerne fået for meget brændevin, så de dårligt kunne tælle til fire, eller er der pludselig dikteret sparerunde, da tårnet blev opført i 1500-tallet? Vi ved det ikke, men det tager ikke noget fra den nydelige bygning.

I hjørnet af kirkegården ligger tiendeladen, og den slags lader er der ikke mange tilbage af. Den hvidkalkede bygning med stråtag og grønmalede døre og vinduer og op til 60 centimeter tykke mure af munkesten er fredet i klasse A.

Tiende, en skat til kronen og kirkevæsenet, blev indført i det 12. århundrede. Alle bønder skulle erlægge en afgift i form af naturalier, det ville sige korn. Bønderne måtte af med hvert tiende neg fra hver høstet mark, og det var bestemt, at biskoppen, præsten og kirken skulle dele rovet. For at man kunne opbevare kornet, byggede man tiendelader, hvor bønderne ikke alene skulle aflevere kornet, men også tærske det. Efter anstrengelserne blev de storsindet beværtet med lidt mad og drikke. Velsagtens resterne fra det klerikale bord, som ellers ville være blevet båret ud til hunden.

De kom på sognet

Efter enevældens indførelse i 1600-tallet fik herremændene overdraget ejendomsretten til mange kirker, og de forlangte, at tiende skulle afleveres på deres gårde. Dermed var der ikke mere brug for tiendeladerne, og de fleste forfaldt og blev revet ned.

I Mesinge blev laden omdannet til hospital for almisselemmer, syge og gamle, der ikke kunne klare sig selv. De kom ”på sognet”, som det hed. Så sent som i 1966 blev laden i Mesinge brugt som husvildebolig.

Takket være lokale kræfter blev bygningen reddet fra forfald, og i dag har en café slået dørene op for borgerskabet. Nu behøver man ikke tærske korn for at få noget i skrutten.

Gabet? Ja, det lyder kedeligt, men er det bestemt ikke. Det er Hindsholms vestligste punkt, indsejlingen til Odense Fjord fra Kattegat – eller udsejlingen, om man vil. Her ligger Lodshuse lige over for fyret på Enebærodde.

Der tørres garn og ruser, og flere lystfiskere har stangen fremme og står og tripper i deres gummistøvler i strandkanten. »Nå, fanger du noget?« bliver en af dem spurgt. »Næh, men det gør heller ikke så meget. Det er en dejlig fridag fra konen,« svarer han med et grin.

Så meget om fruer og fisk. Den knaldrøde gummibåd, havde jeg nær sagt, den røde lodsbåd ligger til kaj ved lodsstationen, der er ingen store skibe, der skal gelejdes ind eller ud gennem det 400 meter brede hul i fjorden lige nu. Det er ellers en sport, der har været dyrket intenst, når de store flydere i nybygget stand skulle ud fra Lindøværftet, eller trafikken med containerskibe eller andre kæmper skulle ind til Odense.

Lodsbåden er dog stadig i aktion, når noget stort melder sig i horisonten, det er ikke alle og enhver, der sådan kan finde vej mellem Scylla og Charybdis.

Lodsningen ved Gabet begyndte omkring år 1800, det var fiskere, der agerede ”kendt mand”, i 1850 blev det første egentlige lodshus bygget. Frem til 1970’erne boede tre lodser fast ved Gabet, i vore dage er der ikke længere bopælspligt, nu tilkaldes lodserne efter behov.

Jeg blinker til fyret på den anden side, det var en prima tur rundt om de nordfynske strømme.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.