På tur til kys-mig-straks-huset

»Naturen her er smilende og af enestående skønhed,« mente læge Christian Saugman, og så var det ganske naturligt, at Danmarks første tuberkulosesanatorium kom til at ligge i Stouby Skov mellem Vejle og Juelsminde. Lige ned til Vejle Fjord.

Det ligger her stadig på bakkeskråningen som et eventyrligt slot i gule sten og med rødt tegl på toppen. Ad snørklede og stejle veje når min jernhest og jeg frem til stedet – jeg tager et par dybe indåndinger, jeg smiler og ja, det er ren skønhed.

At trække vejret ubesværet var netop et mål for patienterne på Vejlefjord Sanatorium, der åbnede i marts 1900. De første ”brystsyge”, som de hed dengang, ankom ad søvejen med dampskib, der lagde til ved anløbsbroen. Vejene var dårligt fremkommelige, og man måtte også fragte alle byggematerialerne ad søvejen til det store kompleks, som krævede 100 mands arbejde.

Frisk luft og motion var vigtige elementer i behandlingen af tuberkulosepatienter, og derfor anlagde man en stor park med 20 kilometer stier. Det er netop en af disse stier, der lokker mig ind i parken. Jeg har hørt, at der i det grønne findes et sted kaldet ”Kys-mig-straks-huset”.

Jeg går ad blå rute, mens jeg trækker min siddekammerat langs skovvejene, og efter en del vandren får jeg øje på træhytten. I nyrestaureret udgave med bænk og pyramidetag indbyder den til et lille ophold. Men der er ingen at kysse på, jeg er mutters alene og må gemme mine tilbøjeligheder til en anden gang.

Huset var oprindeligt en gammel jagthytte, der blev brugt til stævnemøder af de unge tuberkulosepatienter, derfor fik den sit løjerlige navn. Men tag nu konen, kællingen eller madammen med og lad hende kysse frøen. Du vil føle dig som en prins i disse omgivelser. I slutningen af 1940’erne klingede tuberkulosen i Danmark af, og i 1957 blev stedet indrettet til nervesanatorium. Fra midt i 1980’erne rykkede hotelfolket ind, og nu er der kurser, fester og wellness på programmet.

Christian Saugman, der havde som mål at fremme patienternes livsglæde og humør, kigger i en noget bister udgave fra sin marmorsokkel over på hovedbygningen. Til venstre for den triller vi ned i parken med rododendron, broer, vandløb og søer og et væld af blomster. Vi skal ud og kigge på endnu en af stedets attraktioner, der også har et spøjst navn: Træskohage Fyr.

Et peberkværnsfyr

Fra badebroen neden for det gamle sanatorium får man øje på fyret, der kan nås via en lille sti på en kilometers penge langs stranden.

Men hvorfor nu drage ud til et fyrtårn, der blev oprettet i 1904 og nedlagt i 1982? Fordi der er noget særligt ved sådan et gammelt apparat, beliggenheden findes næppe bedre, udsigten heller ikke, og så er fyrtårne ofte kønne at se på.

Denne udgave ligner en stor peberkværn, mørke pletter i sandet kunne forlede en til at tro, at der var blevet spredt peber med rund hånd. Jeg træder de fire trin op ad den bedagede betontrappe og åbner den røde trædør til fyret. Oppe i ”hatten” kan jeg se det meste af fjorden. Lige over for på sydsiden ligger endnu et ”slot”, den tidligere åndssvageanstalt i Brejning. Vel nede igen udveksler jeg bemærkninger med et ægtepar, der på en bænk nyder dagens frokost.

»Vi kommer her tit. Det er så livgivende.«

Det kan jeg kun give parret ret i.

Men inden jeg nåede frem til Stouby, skulle jeg gå så grueligt meget igennem. Nå ja, jeg har jo selv valgt det, men det var en særdeles bakkerig tur, så den gav sved på panden.

De første sveddråber trillede af panden på min fjordomcykling i Trelde Næs, eller rettere i Fredericia lidt syd for. I skoletiden lærte jeg om slaget ved Trelde Næs eller Udfaldet fra Fredericia, og nu ville jeg se, hvor danskerne drog tyskerne på flugt i 1849.

Under Treårskrigen (1848-1950) var den jyske by i forsommeren 1849 blevet omringet af slesvig-holstenske styrker. Hærens overgeneral von Bülow og oberst Lunding planlagde et udfald for at sprænge belejringen, og de sendte bud efter forstærkninger,. Fra Helgenæs kom general Olaf Ryes brigade med skib til Fyn, og general de Meza kom sejlende fra Als. Tropperne blev overført til Fredericia i små både, som tyskerne ikke kunne ramme.

Den 6. juli kl. 01.00 gik 19.000 danske soldater til kamp mod 14.000 tyskere, slaget bølgede frem og tilbage indtil solnedgang, da germanerne tog flugten.

Hundredvis af soldater mistede livet, og general Rye faldt under stormen på Treldeskansen. Slagets udfald var medvirkende til, at Preussen trak sig ud af krigen og indgik våbenstilstand med Danmark. General Rye opnåede heltestatus, og mange veje og pladser, en kaserne og et værtshus er opkaldt efter ham. Hør blot disse linjer fra en ode til hans ære:

Når mindet flyver fra blussende bavn

og lysner om Dannebrogsflaget,

da stråler i glansen hans heltenavn

og Fredericia-slaget

På Nordre Kobbelvej i det nordlige Fredericia er der lavet en mindehøj et par hundrede meter fra det sted, hvor man fandt Olaf Rye dræbt. Der er 20 trin op til en stendysse på toppen, en stor overligger bærer hans navn og datoen 6. juli. Der holdes endnu mindehøjtideligheder for generalen på Ryeshøjen.

Da højen blev etableret i 1858, var det på en bar mark, men nu ligger den midt i et beboelsesområde. Og man kan også se nøjagtigt det sted, hvor Rye faldt. Bag mindehøjen går en smal gangsti ind mellem parcelhushaverne til en lille plads med en granitstele med et kors og den norskfødte generals navn.

Som ville skæbnen vise sit ironiske ansigt, ligger der rundt om et par hjørner et tysk supermarked!

Mange af de soldater, der faldt i Fredericia, er begravet i en stor fællesgrav ved Trinitatis Kirke i Kongensgade, man kan se deres navne på gravens granitsten. Kirkegården rummer desuden Dragongraven, her ligger 500 soldater fra slaget mod svenskerne i 1657.

På usikker grund

Det er med en vis uro, vi kører ud på Trelde Næs. Jeg har fortalt min cykel, at vi bevæger os på usikker grund, mon lokaliteten en dag styrter i havet?

Al den snak skyldes, at undergrunden består af Lillebæltsler, som er en 40-100 meter tyk aflejring af 50 millioner år gammel plastisk ler. Det har mange lag, men det øverste kan optage store mængder vand, hvilket bevirker, at det bliver ustabilt og kan forårsage store jordskred.

Fra min udkigspost på næsset kan jeg da også se flere træer, der ligger henslængt i vandkanten efter styrt fra skråningerne. Jeg trækker mig umiddelbart lidt længere ind i landet.

Hvis man funderer korrekt, kan man godt opføre store konstruktioner på plastisk ler, begge Lillebæltsbroer er således opført på disse lerfødder. Men man bliver svedig, når man tænker på det, gudskelov går der stadig færger fra Jylland.

Trelde Næs udgør den yderste pynt af halvøen nord for Fredericia. I en lille lund gemt godt af vejen ved Kulvig står en granitsten med denne hyldest:

Harald Plum optog Trelde Næs i sit hjerte og vakte dets herligheder af dvale til glæde i nutid og fremtid for menneskenes skønhedssøgende sind.

Skriften er svær at tyde, men ordene er en tak til Plum, der i 1919 købte området og anlagde et savværk og en havn i Kulvig, hvorfra han udskibede træ. Samtidig gav han befolkningen lov til at færdes på de kønne arealer.

Det var ellers en omstridt herre, som de lokale treldere har rejst et minde. Harald Plum havde ord for at være excentrisk, på grænsen mellem gal og genial, en fantast med storhedsvanvid. Han var indblandet i en af Danmarkshistoriens største skandaler, da hans selskab Transatlantisk Kompagni gik konkurs i 1922 og trak Landmandsbanken med sig i faldet.

Banken havde investeret 600 millioner i kompagniet, der havde 127 datterselskaber. Beløbet svarer til 17 milliarder nutidskroner. Forinden havde Plum, der var uddannet jurist, tjent sine penge som gullaschbaron – han forsynede tropperne i Første Verdenskrig på begge sider af fronten med dåsemad af tvivlsom kvalitet.

Konkursen slog ikke Plum ud, han satsede nu på et andet af sine selskaber, The Crown Butter Export Company, der senere blev til Nordisk Trust Co. og omfattede 20 firmaer. Men bankerne fattede mistanke til Plums dispositioner og indgav politianmeldelse for bedrageri, falsk regnskabsaflæggelse og udstedelse af falske obligationer. Aktionærerne tabte, hvad der svarer til 450 millioner kroner i dag.

Så var det slut for Plum, der begik selvmord på sin gård på Thorø ved Assens, inden forhørene begyndte.

Også selvmordet blev en dramatisk affære. Først forsøgte Plum med sovepiller, det gik ikke, dagen efter skød han sig to gange i brystet med en revolver. Heller ikke det tog livet af ham, han blev fundet af sine pårørende, og hans læge gav ham en saltvandsindsprøjtning(!), hvorefter hans våben blev taget fra ham. Plum havde dog gemt en Browning-pistol i sengestolpen, og da han for anden gang skød sig for brystet, lykkedes forehavendet. Forinden havde han tilstået bedragerierne over for sin sagfører.

Vi skynder os væk fra al denne redelighed og kører vestpå mod Bøgeskov og Egeskov op langs kysten, og så forvilder jeg mig ind i Gauerslund Skov ved Brejning.

Pludselig står jeg for enden af en blind vej ved en flot ejendom med blå udsigt til fjorden. Jeg må spørge om vej, og heldigvis er den lokale smedemester hjemme. Han byder på kaffe og småkager, og sørme om vi ikke finder ud af, at vi har fælles bekendte. Efter en hyggelig stund er jeg på vej til Kellers Park, det hvide slot ved kysten, der engang var åndssvageanstalt under navnet De Kellerske Anstalter.

Mandshjemmet i Brejning er fra 1899, tegnet i historicistisk stil af Vilhelm Klein, og det havde fra første færd plads til 600 patienter og med senere udvidelser langt flere. Det store kompleks er i dag ombygget til hotel og private boliger.

Kirke med hue på

På Chr. Kellersvej i Brejning ligger en anden af byens markante bygninger, Brejning Kirke. Den har form som en bispehue og er tegnet af Mogens Koch. I 1941 henvendte menigheden sig til Koch, men nogle af medlemmerne syntes, at stregerne var en tand for moderne, og det skulle man lige tænke lidt over, så først i 1967 var huen på sin plads. Både en bisp og byen værdig.

Mogens Koch, der var arkitekt og professor ved Kunstakademiet i København, er bl.a. kendt for sin byggereol fra 1928. Den produceres stadig.

Munkebjergskoven venter med sine serpentinerveje længere henne, heldigvis er jeg på nedkørslen. Den snoede rute blev anlagt i 1965, da der var blevet bygget et nyt mondænt hotel i Munkebjergskoven.

Jeg når Vejle ad den anbefalelsesværdige Ibæk Strandvej og kører under Vejlefjordbroen. Normalt passerer jeg over den, når det ellers er til at komme frem. Ofte hører man i trafikradioen, at der er kø, men nu kan et nyasfalteret ekstra spor måske hjælpe på fremkommeligheden.Broen, der er 1.712 meter lang, Danmarks sjettelængste, hviler på 15 bropiller og gennemsejlingshøjden er 40 meter. Over 50.000 biler drøner over broen i et gennemsnitsdøgn.

Morgen og sol over Skyttehusbugten på vej ud af Vejle, nu nord om fjorden. Her ligger det moderne boligbyggeri Bølgen, som arkitektfirmaet Henning Larsen har sat stregerne til. Foreløbig er det kun en mindre dønning med to bølger, men det skal efter planen blive til et ordentligt skvulp med fem på stribe. Flot ser det i al fald ud.

Og som smeden i Brejning sagde til mig, ”her er der ikke noget, der går lige ud, alt er op og ned”, så vi må atter ud i naturens rutsjebane. Ud forbi Hotel Vejlefjord og fyrtårnet med kurs mod Juelsminde.

Bag en hæk får jeg øje på et spir, der må undersøges. Kein Zutritt! står der, men jeg lister med kameraet ind i parken til Rosenvold, for det er navnet på herregården. En minimalistisk enlænget hovedbygning med to runde tårne i enderne spejler sig i en lille sø. Danses der mon lancier bag de røde mure? Måske, men en diskret parabol ved gavlen antyder, at der foregår ting af mere moderne tilsnit i renæssanceborgen.

Det oprindelige Rosenvold er fra 1560, siden 1660 har godset været i slægten Rantzaus eje, men har været genstand for flere ombygninger. Der er 795 hektar at gøre godt med, hovedparten er skov.

Endestationen er Juelsminde, der har flere gode badestrande i nærheden. Vi kører ud på Bjørnsknude, hvor man på den yderste pynt kan stå med det ene ben i Vejle Fjord og det andet i Lillebælt. Et lille stykke Skagen i Østjylland, forstået på den måde, at på den nordjyske bys berømte gren kan man også stå med et ben i to have, Kattegat og Skagerrak. Her i aftenskumringen står to fiskere i deres waders og prøven lykken ude i strømmene.