På dydens smalle sti
Pæne piger og solide reb har gjort Randers kendt – ved fjorden kan man møde Den Brune Dame, en præst, der skabte skandale, se Danmarks største gadekær og købe sig et par sivsko.
Alle veje fører til Rom. Men der er også mange, der fører til Randers. Ikke mindre end 13 landeveje giver adgang til byen ved Danmarks længste å, Gudenåen.
Og det er med at studere kortet godt, når man skal finde ud igen, så man ikke kommer på afveje.
Min vej går langs havnens nordside, først ud langs åen, så langs fjorden.
Randers Havn er Danmarks eneste naturlige flodhavn, og det var den, der i de gode, gamle dage var baggrund for byens velstand. Pramme transporterede varer ind og ud og til og fra danske og udenlandske markeder, og i byens storhedstid var der livlig aktivitet i omkring 160 købmandsgårde. Flere af disse gamle bindingsværksgårde kan stadig ses i de ældre dele af bymidten.
På min vej hilser jeg på Den Jyske Hingst, der er i fuldt firspring på vej hen ad Østervold – eller sådan ser det ud, når man betragter Helen Schous 4,5 ton tunge bronzeskulptur. Højt hævet på sin sokkel fylder den seks meter i længden.
I landsbyen Råby støder vi på endnu et kær, nemlig Danmarks største gadekær og med sine 15.000 kvadratmeter muligvis også Europas største.
Det tog billedhuggeren otte år at fuldende værket, der er betalt af De Samvirkende Jyske Hesteavlsforeninger og støbt i Berlin. Hingsten står som et minde over de årlige hestemarkeder i byen, hvor hestene, der var opdrættet på oplandets gårde, var det store midtpunkt.
Men heste er ikke det eneste, jeg kigger efter, jeg har også et godt øje til byens piger, der efter sigende skulle være meget kønne. Nu er alt jo relativt, men helt løgn er det ikke ifølge min hurtige optælling.
Mange af pigerne går sikkert med handsker fra Randers, dog ikke denne varme sommerdag. Men håndvarmerne fra fabrikken Randers Handsker er et kvalitetsbegreb, ikke blot i Danmark, men også ude i den store verden. I 200 år har randrusianerne nydt godt af handskefabrikken.
Kendt er også et andet gammelt firma, Randers Rebslageri, hvis bedste produkt førte til mundheldet: Hæng dem ikke i bagateller, brug Randers-reb.
Ved kajen i havnen ligger bugserbåden og isbryderen ”Jens Ove”, formentlig holdt på plads af lokalt tov. I disse temperaturer er der ingen brug for bådens mange kræfter til at holde havnen fri for is.
Jomfruernes gravplads
Det bakkede landskab præger Randers, men ud langs fjorden får vi først rigtigt brug for benkræfterne i Albæk på stigningen op forbi kirken. Så er der herligt udsyn over engene langs fjorden.
I Sønderskov lidt længere fremme kommer vi til en rydning, der rummer en gravplads. Her ligger frøkenerne fra det nærliggende Støvringgaard Kloster begravet. De havde titel af konventualinder, og de adelige jomfruer levede helt op til 1981 under strenge forordninger bag de tykke rødstensmure.
På skovgravpladsen, der blev anlagt i 1806, er mange af stenene forvitrede, man kan dårligt læse navnene, og flere trækors er for længst forsvundet. Men det skulle være ganske vist, at der er et liv efter døden.
En af frøkenerne, der er begravet i skovens muld, er Elizabeth Rosenkrantz, klostrets første priorinde, der drog sit sidste suk for mere end 200 år siden. Hun dukkede pludselig op på klostret i 1961, hvor hun besøgte en af beboerne. Denne berettede om hændelsen til andre frøkener, der sandelig – viste det sig – også havde haft Elizabeth på visit. Og nu kendte alle historien om ”Den Brune Dame”, der gik igen.
Støvringgaard ligger og spejler sig i voldgravens vand, en hvid buet træbro fører over det våde element, en svane strækker hals mod et åbentstående vindue. I dag er det ikke længere uskyldige kvindeskikkelser, der fylder op i klostrets rum og sale, det er lejere, der nu har glæde af den flotte beliggenhed mellem to skove ved fjorden – og moderne indrettede lejligheder. Man skal være 55 år for at komme i betragtning til et lejemål, og man skal godkendes af bestyrelsen. Og hvem ved, måske får man Den Brune Dame til bords, når man sidder i den store spisesal og dinerer. Det vil sikkert blive en behagelig oplevelse, den gamle frøken beskrives som både flink og høflig.
Den statelige renæssancebygning var oprindeligt en herregård, men blev i 1735 omdannet til kloster for 12 jomfruer, hentet fra de øverste rangklasser.
En priorinde overvågede, at alle blev på dydens smalle sti og ikke vovede sig ud på Kærlighedsstien, som ligger tæt op ad klostret. Eller andre upassende stier for den sags skyld. Eventuelle sidespring ville blive straffet hårdt med tugthus og fratagelse af ejendele.
Kyskhedens Tempel
De første konventualinder fik ”fri Huusværelse samt fri Kost og Ildebrand samt firesindstyve Rixdaler aarligen.” Til sammenligning fik en landarbejder 30 rigsdaler.
Forfatteren Henrik Pontoppidan (1857-1943) kaldte efter et besøg på stedet Støvringgaard Kloster for Kyskhedens Tempel og Jomfruburet. Og det var nok ikke helt ved siden af.
Der er fri adgang til parken og de omkringliggende herligheder, der omfatter Urskoven, hvor der gror ældgamle bøge- og egetræer, et stykke dansk naturskov, som har fået lov at stå næsten urørt i op mod 100 år.
I Mellerup på Almisbakken ligger byens valgmenighedskirke. Vort ærinde er den store granitsten uden for kirkelågen – den, der bærer Jakob Knudsens portræt.
Den nydelige ældre herre med krøller om ørerne, der blev den nybyggede kirkes første præst i 1890, blev tre år senere årsag til en skandale, ikke blot i menigheden, men i det ganske land. Han lod sig nemlig i al fordragelighed skille fra sin kone Sofie Plockross, men det kunne en præst slet ikke tillade sig, mente vist de fleste. Og de fik endnu mere ammunition til deres forargelse, da Knudsen i 1896 giftede sig med den 19 år yngre Helga Bek fra Mellerup.
Den offentlige kritik voksede så meget i styrke, at Jakob Knudsen i 1897 tog sin afsked. I dag var der ikke så meget som en kirkerotte, der ville have løftet et øjenbryn over de uskyldige begivenheder.
Mens Jakob Knudsen var præst i Mellerup, skrev han salmen ”Se nu stiger solen”, måske den mest kendte danske begravelsessalme, selv om den egentlig er en morgensang. Efter sin afsked og nogle hårde år på landevejen som foredragsholder fik han et folkeligt gennembrud med romanen ”Den gamle præst”, og siden skrev den uheldige helt adskillige succesfulde bøger.
Landets største gadekær
Solen er for længst steget af havets skød på disse kanter, hvor Maren i Kæret uden tvivl bor. Vi passerer i rækkefølge Øster Tørslev Kær, Sønderkær, Nørrekær, Tørring Kær, Råby Kær, kært barn har mange navne. Det er ikke lige til at afgøre med det blotte øje, om der er god eller dårlig jord i disse vådområder, men jordens næringsindhold udtrykkes i betegnelser som rigkær, fattigkær og kalkkær.
I landsbyen Råby støder vi på endnu et kær, nemlig Danmarks største gadekær og med sine 15.000 kvadratmeter muligvis også Europas største. De er i hvert fald stolte af den store pool i Råby, der er blevet dannet efter århundreders lergravning midt i byen.
Leret blev anvendt til fremstilling af soltørrede mursten, og i de gamle huse og gårdene, der omgiver gadekæret, kan man stadig finde nogle af de gamle lersten.
Der er en lille ø i gadekæret, og på den lagde man stenene til tørre. Nu er øen tilgængelig via en bro. Den er blevet forsynet med en flagstang og en grillplads, og der er ikke den festdag, hvor man ikke samles ved gadekæret under det blafrende dannebrog.
Da jeg nærmer mig færgestedet i Udbyhøj Vasehuse ved udmundingen af fjorden, ligger de blygrå skyer truende tæt på. Regnen kommer først, så tordenen, og heldigvis har kioskmutter lige åbnet dørene til ”Madkassen”, grillbaren på havnen.
Jeg får en kop kaffe til en femmer og en lille sludder, mens det buldrer af udenfor. ”Folk her gider ikke give 29 kroner for en kop maskinkaffe med et mærkeligt navn”, fortæller den glade kaffebrygger.
Snart efter farver himlens malermester igen det store lærred blåt, og jeg ruller om bord på kabelfærgen over til det andet Udbyhøj på sydsiden.
Når det nordlige Udbyhøj bærer det løjerlige efternavn Vasehuse, skyldes det geografiske omstændigheder. En vase er nemlig en gammel betegnelse for en vej bygget af grene over et sumpet område.
Alt til julen
Da jeg er ude af sumpen, dukker snart Holbækgaards hvide bygninger og takkede gavle op. Hovedgården kan føres helt tilbage til 1396. I dag drives der moderne landbrug. Gården kan levere et par af de vigtigste ingredienser til julen, juletræet (der fældes 20.000 om året) og flæskestegen (der produceres ca. 8.500 svin om året). Skulle det være en limousine-bøf til nytårsaften er gården også leveringsdygtig.
Voer kirke tårner sig op på sin bakke, og netop tårnet er specielt. Det er bygget i senmiddelalderen, man kan se lige igennem den nederste del, der består af spidsbuede arkader.
Til højre for indgangsporten ses en særdeles spids næse, der ved nærmere eftersyn viser sig at være ”viseren” i et gammelt solur. Her kender man klokken, når appelsinen hænger på himlen.
I Kare Holm, nord for færgestedet i Voer, har man forenet kræfterne, når det gælder el og vand. Man har simpelthen bygget et transformatortårn og et pumpehus i ét. Det ligner en lille kirke på afstand, når man svinger ind ad grusvejen langs diget mod fjorden. Et system af diger, kanaler og pumpehuse har siden midten af 1950’erne sikret, at de tidligere engområder kan dyrkes. Her findes al den fred og fuglesang, man kan ønske sig.
Den mindste færge
Har man lyst til sidespring, kan man tage med færgen M/F Ragna de få minutters sejlads tværs over fjorden til Mellerup. Man kan tilkalde Danmarks mindste bilfærge ved et tryk på en knap, så kommer kaptajnen og sørger for fragten, om du så er mutters alene. Der sejles, når der er passagerer til det.
Sejlturen i sig selv er en fornøjelse. Den lille båd med et styrehus, der ikke er meget større end en telefonboks, har krydset farvandet siden 1963, tidligere kolleger har passet ruten siden 1610, og i 1740 blev færgefarten kongeligt privilegeret. Blåt blod, blåt vand, blot til lyst.
Helt nede i det sydvestlige hjørne af fjorden ligger en 18 meter høj bakke med det selvmodsigende navn Hollandsbjerg. Navnet stammer sandsynligvis fra en begivenhed i svundne tider, da et hollandsk skib forliste i fjorden.
Så må man rundt om Grund Fjord for at komme tilbage til Randers, og hvis man altid har ønsket sig et par sivsko, kan man gøre holdt i Uggelhuse. På hovedgaden sælges de varme og håndlavede hjemmesko. Siden 1860’erne har de sammensyede siv givet de fattige fiskere en ekstra indtægt – lige indtil gulvvarmen dukkede op i de danske hjem. Nu er der kun en enkelt sivskomand tilbage. Han kan til gengæld både levere sutter og slippers.
Det lykkes os at finde tilbage til Randers ad en af de mange veje.