Bliv kaptajn på din egen færge

Tidligt søndag morgen på havnen i Bork. Jollerne, stagkronerne og fiskerhusene spejler sig i det blanke vand. Hundeluftere og bolværksmatroser og et par svaler er de eneste synlige tegn på liv. Her kunne man godt blive siddende et par timer på sin bænk og bare indsnuse atmosfæren. Men vi har et mission: Vi skal rundt om den vestjyske lækkerbisken Ringkøbing Fjord.

Vi begynder altså her i det sydøstlige hjørne, hvor vikinger i sin tid havde base og sejlede ud og gik bersærk i den vide verden. I et vikingecenter i byen kan man selv gå amok og få fortalt historien.

Ikke langt fra Bork, på Galgebjergvej på den østre side af landevejen til Skjern, ligger Gåsemandens Gård. Det er et gammelt hedelandbrug fra 1789, det er fredet og overtaget af Ringkøbing-Skjern Museum.

Foran den stråtækte rødstensbygning viser tre gæs i udskåret træ vej – om sommeren går dyrene i gåsegang i levende live, når der er dyrskue og andre aktiviteter på stedet. I den lille café i køkkenet laves der kaffe på Madam Blå.

Gården fik sit navn, da Sigfred Christensen i 1952 overtog ejendommen. Der kunne ikke pines mange penge ud af den ufrugtbare hedejord, så Sigfred slog sig på gåseavl i stor stil. Naboer husker, at han havde gæs overalt, på marken, i laden, i stuerne, i køkkenet og sågar i soveværelset. Og når man ved, hvordan gæs klatter …

Ikke sært, at gården var slemt forfalden, da han døde i 1990. Han havde dog haft rigeligt på kistebunden til at betale for udbedringer. Da museet overtog gåsefarmen, fandt man penge gemt overalt.

Nu er gården sat flot i stand, og museet holder et årligt historisk dyrskue med danske dyreracer og gamle landbrugsmaskiner.

På tur over Skjern Å

I Vostrup foretager vi et venstresving, da vi får øje på skiltet ”Trækfærge”. Det betyder en lille afstikker, få kilometer på asfaltvej og derefter videre et stykke på groft grus, men det er anstrengelserne værd: Ship ohøj, jeg ankommer, lige som et hold andre cyklister skal over Skjern Ås delta.

Færgen er en firkantet metalkasse, og man skal ved hjælp af reb og spil på land selv trække sig over vandløbet med håndkraft. Det går ganske gelinde, og da jeg er den eneste, der har kasket på, bliver jeg udnævnt til kaptajn, og jeg kan på de få minutters overfart se til, at de andre trækker i tovene, mens jeg holder kursen.

Jeg må hjem og fortælle børnebørnene, at jeg har været kaptajn på min egen færge!

Der er to trækfærger, Rørhønen og Blishønen, der lægger til på deltaets største ø, Kalvholm, hvor vilde heste græsser. Fra sydsiden når man færgen ad Botoftevej og fra nord ved Pumpestation Nord. Færgerne kan tage op til 12 personer ad gangen, og der er naturligvis redningsveste.

Fra taget på Pumpestation Nord er der den dejligste udsigt over vådområdet. Har man lyst, kan man herfra gå langs diget de tre kilometer ud til udsigtstårnet, der er placeret, hvor Danmarks vandrigeste å udmunder i Ringkøbing Fjord.

Da jeg nu er skipper på den stolte skude, tager jeg turen tilbage igen, jeg skal et smut ind omkring Skjern. På vejen dertil stiger vi op til kirken på Lønborg Banke, her kan man på det store lærred danne sig et fortrinligt overblik over marsk og vrå.

Inde i Skjern leger jeg ”find Holger”, det gælder Holger Danske, der har gjort sit indtog i den vestjyske stationsby. Den 15 tons tunge bronzeskulptur havde siddet på sin sokkel af munkesten foran Hotel Marienlyst i Helsingør i over 100 år, men blev sat på auktion og solgt for 3,8 millioner kroner. En forretningsmand i Skjern fik hammerslag, og nu regner han og hans medsammensvorne med, at den slumrende kæmpe kan blive til et stort aktiv for byen.

Nicole byder sig til

En mere vågen figur i bybilledet står på Banktorvet over for banegården, en trind dame med den ene hånd på ryglænet af en stol, den anden på hoften. I 15 år har ”Skjernpigen” budt på en siddeplads, måske venter hun på en bejler, var det noget, Holger?

Billedhuggeren Hanne Warming, der har lavet statuen, kalder den ”Nicole med stolen”, modellen er en kvinde, som kunstneren mødte til en fest.

Lige syd for Skjern by, ved bådehavnen, kan man opleve et lille stykke mini-San Francisco i form af Golden Gate Bridge. Her hedder den Kong Hans Bro, den krydser Skjern å og forbinder et stisystem i området. Den er bygget af træ, og det gynger lidt under fødderne, når man passerer hængebroen.

Det kongelige navn skyldes, at Kong Hans (1455-1513) styrtede med sin hest i vadestedet ved Skjern, da han var på vej med sit følge til Aalborg. Efter turen i det kolde vand blev kongen syg, og han døde senere på Aalborghus Slot, hvor han blev født 58 år tidligere.

Kong Hans regerede Danmark fra 1481-1513, han var desuden konge af Norge og Sverige. Han fik seks børn med sin dronning, Christine af Sachsen, men havde også en elskerinde, adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg. Med det navn kan man levende forestille sig, hvordan hun så ud.

Og som man siger: I dag Kong Hans, i morgen konkurs.

Et fatamorgana

Man kunne snart trænge til en stiv whisky, og som den tørstige mand i ørkenen oplever vi et fatamorgana, da vi nogle kilometer vest for Skjern får øje på et skilt: Stauning Whisky. Hvabe’har?

Men den er god nok, bag de røde mure på en gammel bondegård produceres der 8.000 liter dansk whisky om året. Et lille industrieventyr på de flade enge ved fjorden.

Det begyndte i 2005, da nogle mænd på weekendtur undrede sig over, at der ikke blev lavet whisky i Danmark. Forudsætningerne var ellers til stede: klimaet, maltbyg og godt vand. På hobbybasis gik de i gang med fremstillingen, erfaringer blev høstet, tips hentet i Skotland, og efter fire år var den første danske single malt whisky i glasset.

Bag promillerne står en blandet flok, en ingeniør, en lærer, en kok, en slagter, en pilot, en læge – aldersspændet går fra 30’erne op i 60’erne. To er nu fuldtidsbeskæftiget i firmaet, andre bruger hele deres fritid i de gyldne dråbers tjeneste. Og at der er tale om produkter af højeste kvalitet kan læses i whiskyfremstillingens bibel, ”Whisky Bible”. Her giver whiskyeksperten Jim Murray, der bedømmer whisky fra hele verden, topkarakter til flere af aftapningerne fra Stauning.

Mit uheld er, at det er helligdag, så der er lukket ind til alle herlighederne, jeg må nøjes med at fantasere mig til en opstrammer med klirrende isterninger.

Som stor knægt var jeg på besøg i landsbyen Stauning med en skolekammerat, vi besøgte hans moster, og her fik jeg for første og eneste gang i mit liv fiskekage. En slags marmorkage, hvor fisk udgjorde en del af ingredienserne. Manden i huset var fisker, og råvaren skulle udnyttes, så mit indtryk var, at familien spiste fisk både tidligt og silde.

Jollerne klukker

Den hyggelige havn ligger der endnu, selv om der ikke landes fisk i tidligere tiders mængder. En lang kanal gravet ind fra fjorden kan rumme omkring 250 fartøjer, små fiskerbåde og joller klukker skulder ved skulder. Langs bredderne ligger et halvt hundrede hytter, og man er lykkeligt sluppet for de mere moderne udskejelser.

En af seværdighederne er hytte nummer fem, ”Arken”, dens ejendommelige form afslører, at den har været på vandet. Den blev hver sommer brugt som flydende hus på fjorden, før havnen blev anlagt i 1938.

En anden dame, der er værd et kigge på, er kutteren ”Grethe” med nummeret RI. 132 og dannebrogsflag på styrehuset. Den blå madamme er den eneste af de oprindelige fjordkuttere, der er tilbage.

Vil man hellere flyve end fiske, er der gode muligheder for luftforandring i Danmarks Flymuseum, der ligger ved landevejen lige før Stauning. Her kan man præsentere godt 70 danske og udenlandske luftfartøjer fra 1911-2000.

Europas lykkeligste by, Ringkøbing, venter, og jeg bliver begejstret over den seværdige cykeltur langs fjordstien. Jeg afbryder dog mit forehavende for en stund, drejer til højre og kører ad Søndre Ringvej til rundkørslen ved Herningvej. Det var byens første rundkørsel, etableret i 1993, og opstemt af begivenheden besluttede byens vise mænd, at rundsagen ikke bare kunne ligge hen uden kunst.

Henrik Have fra den nærliggende småby, No, fik opgaven, og så var terningen kastet. Han skabte en stor kube på 7x7x7 meter i beton og kaldte den ”Ezekiels Skammel” efter den bibelske person af samme navn. Ezekiel var en gammeltestamentlig profet, der havde sin storhedstid i år 600-575 før Kristus, han tilhørte præsteskabet i Jerusalem.

Der opstod en strid af bibelske dimensioner, da kuben var på plads, snesevis af læserbreve fyldte spalterne i den lokale avis, men det gik over. Indtil kuben efterhånden kom til at ligne en hullet grøn ost på grund af alger og bilos. De forretningsdrivende med udsigt til grønsagen krævede den renset, kunstneren protesterede, man forsøgte sig dog med algefjerner og andre hekserier, men ren blev den ikke. Og da jeg kører en æresrunde om stridens kerne, kan man tydeligt se, at de grønne gevækster breder sig igen.

Hotel med stil

Så er der anderledes stil over Hotel Ringkøbing på Torvet. Den store gule bygning med rødt bindingsværk falder straks i øjnene, og jeg indlogerer mig i byens ældste hus (bortset fra kirken).

Bygningen blev opført omkring år 1600 og var i de første mange år købmandsgård. Siden 1833 har der været gæstgivergård og hotel.

Med udsigt til byens brosten skyller jeg dagens strabadser ned med kølige dråber, jeg kan se byens vældige kirke rage op i baghaven. Lidt længere omme i staden står grønlandsfareren Mylius-Erichsen i støvler og anorak foran det lille museum, her fik han plads i 1916, men han har også besøgt Nygade i en periode. Stedkendt er han i hvert fald, han blev født i Ringkøbing. Han endte sine dage i det nordøstlige Grønland på en ekspedition i 1907, hele hans hold omkom, men der blev kun fundet ét lig og en dagbog, der fortalte om den grumme skæbne. Så er det tid at gå aftentur på havnen og lægge vejen forbi de mange fiskerhytter, hvor den røde farve er fremherskende. Der lyder munter bægerklang ud gennem de åbentstående døre i den lune aften.

Jeg er kammerat med solen, en ny morgen lader sig beskinne, vi hjuler ud til Søndervig, der ligger på toppen af den smalle landtange, der skal føre os tørskoet sydpå mellem fjorden og Vesterhavet. Søndervig er en lille klat huse, hvor de fastboende residerer, det er feriehusene, der dominerer, på rad og række ligger de ned langs Holmslands Klit.

Det varer ikke længe, før vi får øje på Lyngvig Fyr, det hvide tårn er med sine 38 meter landets højeste fyr. Det er ydermere placeret på en 17 meter høj klit, hvilket bevirker, at dets lys rækker 40 kilometer ud på havet. På toppen er der udsyn for alle pengene, men det kræver en indsats at få syn for sagen, 228 trin må man forcere fra bunden af klitten. Fyret blev bygget i 1906 efter en stranding, der kostede 24 søfolk livet.

Ved slusen i Hvide Sande står lystfiskerne med deres grej, jeg fotograferer en stolt herre, der netop har hevet en hornfisk i land. Den spræller endnu på krogen. At fange fisk kræver madding, og den er lige ved hånden.

I Nørregade ligger nemlig Sandormskiosken Kott, der foruden fiskestænger og andet udstyr sælger orm i alle afskygninger. Firmaet bag, Hvide Sande Ormeeksport, har eksisteret siden 1965, anden generation af familien Kott er i gang med en blomstrende forretning med 43 ansatte, to butikker i Danmark, fire i Tyskland og eksport af agn til adskillige europæiske lande.

Alt afhængigt af, hvad man har tænkt sig skulle bide på krogen, kan man købe sandorm, børsteorm, regnorm, tigerorm, melorm, vaxorm, røde og hvide mider, ja der er vel næppe den lille slange, man ikke kan opdrive i butikken.

Det kribler og krabler i byen, der har en af Danmarks største fiskerihavne med over 200 fiskefartøjer og daglig fiskeauktion.

Den store kirke, Helligåndskirken, ligger i Søndergade, uden plads til en kirkegård. Den er flyttet syd for byen, hvor et stråtækt klokketårn våger over gravene, smukt placeret i klitterne ud mod fjorden.

En dame på 100

Kort før Nymindegab skal vi hilse på en 100 år gammel dame, kutteren V6, der ligger fortøjet i bunden af fjordarmen Nymindegab Strøm. Den gamle frue har været på bedding i Hvide Sande for at få strammet skroget op, og nu siger hun med frisk makeup og blåt humør goddag til de besøgende. Det var dog noget stakåndet, damen kom på plads efter opholdet på værftet, motoren satte ud, men de ledsagende både fik hende lempet hjem i god behold. Takket være en støtteforening og indsamlede midler regner man nu med, at kutteren kan klare sig 25 år mere som en fin lille attraktion i den sydlige ende af fjorden.

Vi kører nordud til Tipperne. Man kunne tro, at det var her, bookmakerne havde samlet de danske spillefugle, men det er helt andre flyvende figurer, der breder deres vingefang over den flade marsk. Der er en skræppen, en fløjten, en pippen, en skrigen og en skratten, ikke så sært at folk færdes med stativ og kikkert for at bringe fuglekoret ind i synsfeltet. Og disse folk ved sikkert, hvilke fugle stemmerne tilhører, jeg må se at få det lært, det er en ekstra dimension, når man færdes i den bevingede orkestergrav.

Tipperhalvøen er delt i to, Tipperne i den nordlige del er fuglereservat, ejet af staten og fredet siden 1928. Den sydlige del af halvøen, Værneengene, er privat ejet. Her ligger en række fritidsboliger, en række primitive skure, røde, grønne sorte, mange med adskillige år og slid på bagen, men ikke uden charme. Et liv på få kvadratmeter. Her er dejligt i stille sol, men næppe når vestenvinden kommer tudende ind over landskabet.

Navneskilte hører sig til, så kan man selv fortolke, når man på en sort hytte ser to af dem: ”Fruens Vilje” og nedenunder ”Herrens Hvile”.

Et lille hjørne af Danmark, en stor oplevelse. Snart efter er vi tilbage i Bork.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.