Sønderjyske specialiteter

Nord for Aabenraa ligger Løjt Land, en dejlig lille sønderjysk halvø, kuperet terræn, stejle erosionsdale ned mod fjorden, spredte skove, snoede veje. Turen kan begynde ad rute 5 i Aabenraa, på strækningen ud til Stollig anlagt på den tidligere jernbane (1899-1926), der via Løjt Land gik til Øster Løgum.

Netop i Stollig blev der i 1999 stiftet en løjerlig forening, Løjt Land Ferguson Ringriderforening. Hver sommer arrangerer man et ringriderstævne, hvor hestene er erstattet af traktorer. Men ikke hvilke som helst traktorer, maskinerne skal alle være af mærket Ferguson, og de skal være grå!

Vi danner os et overblik over de aktuelle forhold på Blåhøj lidt længere østpå. I synsfeltet ligger Fyn, Als og den lille ubeboede Barsø.

I Barsmark kan man få tag over hovedet, når man finder madkurven frem. Her har et par behjertede sjæle restaureret Æ Bach Hus, et lille gårdbageri, som der ikke er mange tilbage af i Sønderjylland. Der er borde og bænke til fri afbenyttelse.

I 1870-80’erne blev der overalt i landsdelen bygget ovnhuse eller bagehuse, da de tyske brandmyndigheder havde forbudt bageovne i stråtækte huse. Æ Bach Hus i Barsmark tilhørte gården Bossensgård, der brændte i 1914, men bageriet overlevede.

Huset førte en forhutlet tilværelse op gennem århundredet og var moden til nedrivning, da det blev reddet i sidste øjeblik.

Der er plads til 15-20 personer i bagerlokalerne, og man kan overnatte på første sal. Fest og logi kræver dog en mindre betaling til værterne for el, vand og brænde.

Det er tid at køre til Løjt Kirkeby og kigge på kirken, der har stået i næsten 900 år. Oprindeligt en kampestenskirke, men rigdom betød flere tilbygninger og forandringer. Altertavlen er et klenodie fra omkring 1520, den største sengotiske altertavle i Sønderjylland. Orglet er bygget af Marcussen, anskaffet i 1845 og ombygget af samme firma i 1944. Og orglet fører os tilbage til Aabenraa, for det er her, at Marcussen & Søn har til huse.

Lige midt i byen, i Storegade 24, går man ind gennem den grønne port til en malerisk brostensbelagt gård. Her får man straks øje på orgelfirmaets navn i guldbogstaver. Orgelfirmaet blev grundlagt i 1806 af Jürgen Marcussen, og han fik 20 år senere Andreas Reuter som kompagnon. Firmaet fik et fornemt ry for kreativitet og kvalitet, og det tog for alvor fart i 1930’erne, da den kun 21-årige Sybrand Zachariassen, oldebarn af Jürgen Marcussen, overtog firmaet. Han indledte blandt andet et samarbejde med arkitekten Kaare Klint, der skulle være med til at pifte designet op.

I dag er firmaet, der beskæftiger 50 medarbejdere, internationalt kendt.

Store trækasser, ikke ulig dem man opbevarer våben i, står klar til afsendelse under et halvtag i gården. De er mærket med ”fragile”, og man forstår godt, at man ikke bare skal kaste rundt med de kostbare sager.

Tæt på Tyskland

Apenrade er den tyske betegnelse for byen. Og det kunne den nemt have heddet i dag, for ved folkeafstemningen i 1920 stemte 55 pct. af indbyggerne for et tilhørsforhold til Tyskland. Men da det var slutresultatet for hele zonen der talte, kom Aabenraa og det øvrige Sønderjylland tilbage til Danmark.

Wir fahren weiter, til Brundlund Slot i den sydlige udkant af byen. En sjov bygning med ottekantede tårne, den ligner en sammenbragt familie. Det viser sig da også, at slottet gennem tiden er blevet bygget om og til og forandret adskillige gange. Fra 1470 til 1997 fungerede det som embedsbolig for skiftende amtmænd, nu er det indrettet til kulturhistorisk museum. Bygningen blev gennemrenoveret i første halvdel af 1980’erne og fik en ny park i 2006.

Det var ikke kun amtmændene, der hængte deres fastelavnsagtige hovedbeklædninger på Brundlund. Flere fanger fik, så hatten passede i fangehullet under det ene tårn – senere blev der indrettet fængsel i en ny portbygning. I nærheden af slottet er der indrettet billedskole i parken, hvor skoleelever kan udfolde deres kreative talenter.

På vej ud mod fjordens sydlige kyster støder vi på bebyggelsen med det løjerlige navn Styrtom. Aabenraaerne har ikke været sene til at udnytte navnet i reklameøjemed, så når andre siger Se Napoli og dø, siger sønderjyderne Se Aabenraa og Styrtom.

Vi har let medvind i bakkerne ud mod Varnæs, det må være her, bankdirektøren i Matador stammer fra. I landsbyen er der ingen bank, vel ikke engang en hæveautomat.

Men der er løn – træet står ved Varnæs Kirkes kor, og oppe på gavlen ses et indmuret hoved. Det siges at forestille Junker Vigge, en af byens matadorer, der vandrede hvileløst rundt i 50 år af ulykkelig kærlighed til Jomfru Ida. Det hævdes, at de begge ligger begravet under den gamle løn.

Ude på Varnæs Hoved – og det sidder ikke på bankdirektøren – kan man iagttage, at lerklinten langs de stejle kyststrækninger flere steder er skredet ned, og man må drible uden om store sten på stranden. Det er på dette sted, at farvandet skifter navn til Als Fjord.

Med færgen til Als

Vi får Ballebro i sigte og skal med færgen over til Als, men først skal vi lige hilse på færgekroen. Ballebro Færgekro blev opført i 1729 som en landbrugsejendom, i 1870 fik man bevilling til at drive kro, og der er fortsat mange, der benytter lejligheden til at få fyldt depoterne op, når de skal med færgen. Der er ikke noget bedre sted at tømme tallerkner, glas og kopper end i træpavillonen, der ligger lige ud til fjorden. Sådan en solskinsdag på terrassen med det hvidmalede gelænder, behøver jeg sige mere?

Gården og kroen blev drevet af familien Lorenzen fra 1729 til 1990, da det sidste medlem af slægten på grund af sygdom måtte give op og sælge til anden side. I årene fra 1993 til 1996 fik stedet en grundig renovering.

Det er svært at løsrive sig, men en dame venter mig: ”Bitten Clausen”, der formedelst en sum på bare en tyver vil fragte mig og min følgesvend over bølgerne.

Der har været færgefart fra Ballebro på halvøen Sundeved til Hardeshøj på øen Als siden 1683. ”Bitten” i blåt og hvidt arbejdstøj er ens i begge ender (sig ikke det til en kvinde, du kender!), 30 personbiler og op til 147 passagerer er kapaciteten. 10 minutter tager turen, en ekstra fornøjelse er det at kigge på marsvinene i farvandet.

Hjulene snurrer mod Sydals og Augustenborg, der er fuglesang foroven – og sønderjyderne, de vil også gerne synge. Er man til fest kommer højskolesangbogen hurtigt frem.

Der ligger Guderup, byskiltet kan ikke lyve, med det navn må man da have en kirke. Men nej, intet gudshus her, man må over på den anden side af hovedvejen, til lillebyen Egen. Så jo, man har jo egentlig Egen Kirke.

Kirken, en hvidkalket bygning med rytterspir, er bemærkelsesværdig, fordi man har bevaret de gamle kirkestalde, som ellers for længst er fjernet ved de fleste kirker.

I gamle dage satte bønderne, når de skulle til gudstjeneste, deres heste i staldene, som er bygget i tiden fra 1793 til 1894. Det var kun småbønderne længst ude i sognet, der havde ret til en stald, andre, der boede tættere på kirken, måtte gå.

Tiden løber, men jeg ved, hvad klokken er slået i Guderup. I byens sydlige udkant står Nordeuropas højeste solur og tæller timerne og minutterne. Det strækker sig 12 meter op mod den gyldne skive på himlen. Uret består af fem stålstænger, de fire i buet form, det er placeret i et anlæg med en diameter på 28 meter. Tiden kan aflæses med to minutters nøjagtighed, og det er fortrinligt, da nøjagtigheden oftest kan afvige med plus/minus en halv time på solure.

De mest unøjagtige er de solure, folk har stående i deres haver med den lille bronzefigur, der bærer på en cirkel med en pil. De er oftest produceret i Sydeuropa og beregnet til andre breddegrader end vores. Allerede 3.500 år før Kristus opfandt ægypterne soluret: Man satte en pind i jorden, og rundt om pinden lagde man en ring af sten, solens skygge angav så tidspunktet på dagen.

På krigsstien

Ved Ketting Nor – og nu har vi Augustenborg Fjord på højre hånd - kan man tage dæmningen over til Sebbelev, men den er ret ufremkommelig og ikke særlig velegnet til cykelhjul. Dæmningen fra 1873 blev i sin tid kaldt E krigsvej, antageligt fordi der var store stridigheder om, hvorvidt det i det hele taget var en god ide at bygge dæmningen og prøve at tørlægge noret.

Så er vi i hertugbyen Augustenborg, jeg drejer om gadehjørnerne for at studere de mange rokokoagtige huse med de prægtige dørpartier. I Storegade 23 ligger et af dem, et fredet hus, der ser ud, som om det har anlagt fuldskæg. Men det er skam også moderne i disse tider. Og den grønne hoveddør er piercet og tatoveret efter alle kunstens regler.

Der er nok at se på, men har man ikke fået nok, må man naturligvis en tur forbi Augustenborg Slot, der kan føres tilbage til 1600-tallet. Det oprindelige slot blev revet ned, da det blev umoderne, og erstattet af det eksisterende i senbarok. Og det rocker, gør det, en øjenfryd med slotskirke og hele molevitten.

Hertugen er for længst borte, der er psykiatrisk klinik på stedet. Publikum har adgang til slotspladsen og parken, og den prægtige slotskirke er også byens sognekirke. Børn, der får navn her, dyppes i en font skænket af zar Alexander den Første af Rusland i 1807. Spasiba.

En dyr fange

Den sønderjyske hovedstad, Synneborre, er hjemsted for en særdeles dyr fange. Han sidder på Sønderborg Slot, og han har kostet seks millioner kroner. Sidder er så meget sagt, han hænger på væggen i guldramme, der er tale om Christian II, der i 17 år var fange på slottet.

Maleriet blev erhvervet til museet på slottet efter et tip fra formanden for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der havde fået oplysninger om, at et billede af Christian To-tal kunne købes i en parisisk kunsthandel for 780.000 euro. Billedet er malet af den kendte tyske renæssancemaler Lucas Cranach den Ældre omkring år 1523.

Der sidder kongen så med sin lutheranerhat, med mårhårspels om skulderen, hvidt skjortebryst, halskæde og sort kappe. Man mener, at mesteren selv har malet ansigt og pels, andet kan være overladt til Cranachs lærlinge. Et scoop er det.

Christian II blev af svenskerne kaldt Christian Tyran efter det stockholmske blodbad i 1520, han førte flere dyre krige, og efter de nye landslove 1520-21, der gik imod adelens interesser, gjorde herremændene oprør, og kongen måtte flygte til Nederlandene. I 1532 blev Christian stødt fra tronen og indsat i arresten i Sønderborg.

I sit tårnværelse vandrede han hvileløst rundt og lavede en hel fure i gulvet – den historie blev senere til myten om, at kongen dag ud og dag ind havde cirkuleret omkring et rundt bord og med tommelfingeren lavet en rille i bordpladen. Dette blev skildret af maleren Carl Bloch på et maleri fra 1872, og det var gengivet i historiebøgerne i min skoletid. Historien blev dog svækket en anelse ved det faktum, at man aldrig har haft et rundt bord på Sønderborg Slot.

Efter tiden i Sønderborg blev kongen overført til Kalundborg, hvor han døde som fange på slottet. Kong Christian led ikke den store materielle nød som fange, han blev behandlet fyrsteligt med udsøgt mad, drikke og fornemme klæder.

En kærlighedshistorie til slut

I en lille sidegade, Kirkegade 8, findes Danmarks eneste ringridermuseum. I den gule bindingsværksbygning kan man få alt at vide om den sønderjyske specialitet.

Vi slutter rundturen om de tre fjorde ved at drage tilbage til Sundeved, nordpå til Øster Sottrup, og hvad er mere passende end at runde af med en lille historie om kærlighed.

Sottrup Kirke ligger højt, og det imponerende sorte skiferspir kan ses af den halve verden. Kirketårnet fik sit nuværende udseende efter en brand i 1860, men kirken kan dateres tilbage til 1200-tallet.

Inde er koret dekoreret med 500 år gamle kalkmalerier, grønne stængler, der snor og slynger sig med blomster og blomsterknopper. Bl.a. har maleren afbildet stauden bølgekronet storkenæb, og ud af en af blomsterknopperne vokser to sammensnoede storkehalse. Det er vist ikke helt efter bogen.

Men det har sin forklaring. Det var malerens udtryk for forsmået kærlighed til en af byens piger, den 17-årige Mette Marie, som han mødtes med ved Snogebækken, hvor de bølgekronede gevækster gror. Her lagde han en aften an til at kysse yndigheden, men hun sagde nej tak og plukkede i stedet en buket af de sortbrune storkenæb til ham. Hun var nemlig mere interesseret i stedets præst, og så måtte maleren trøste sig med buketten og at male parret som to forenede storke på kirkehvælvingen.

Da præsten Peder Brun var katolsk, kunne han ikke gifte sig, Mette Marie måtte vente til efter Reformationen, og det ligger fast, at præsten blev gift på et tidspunkt, men om det var med Mette Marie, vides ikke.

Til gengæld kan man stadig se bølgekronet storkenæb ved Snogebækken tæt på kirken. Amen.