Fortsæt til indhold
Rejser

Med kurs mod Tycho Brahes lille stjerne-ø

Den lille svenske ø Hven, der engang var dansk og tilhørte Tycho Brahe, er et yndet udflugtsmål for lystsejlere. Explorer er sejlet dertil i en lille sejlbåd og har kigget sig omkring på øen.

Amalie Kønigsfeldt

Skibet er godt lastet med proviant. Pølser og asparges til grillen ligger tæt pakket under styrbord stikkøje, og alle vanddunke er fyldte. Det samme er de to benzindunke. Flaget vejrer i den svage vind fra sin plads agter, fokken er sat fast på forstaget klar til at sætte, og vandet er strammet efter. Man skulle tro, vi var på vej til at krydse Atlanten, men vi skal egentlig bare en tur op gennem Øresund, med Svanemøllehavnen som startpunkt og Hven som destination.

Vinden er i sydvest og giver os ideelle betingelser for at stryge af sted mod den lille svenske Øresundsø, der engang var dansk. Vi kaster forfortøjningen, smyger os ud af den tætpakkede lystbådehavn, der er Danmarks største, og tøffer ud gennem havneløbet og videre ud mod det åbne hav.

Ud mod havet er der høje, stejle skrænter. Her ses udsigten over Kyrkbacken set fra kirken Sankt Ibb. Foto: Sofie Kønigsfeldt

Da vi er gået fri af den sidste tip af Nordhavnen, der har skabt læ, kan vi mærke, at blæsten tager til. Vi styrer op i vinden, nærmest 180 grader modsat kursen, for at kunne trække sejlene op. Jeg går på dækket og "føder" sejlet. Det hedder det, når man hjælper sejlet på vej, så det er lettere at trække op for den, der haler i tovværket. Fokken glider op så let som ingenting. Vi falder af og trimmer sejlene til en agten for tværs, slukker vores lille påhængsmotor og lader freden sænke sig over os. Så er det vist blevet tid til morgenmad og en kop kaffe, en rigtig spejderkop lavet på pulver og kogende vand fra en lidt utæt termokande, serveret i en plastikkop. Uden mælk og skum og den slags. Sejlads er nu en behagelig sport.

Hvens havne

Vi snakker om, hvilken havn vi skal vælge, når vi kommer over til Hven, eller Ven, som svenskerne kalder øen. På trods af, at den ikke er mere end 4,5 kilometer lang og ca. 2,4 kilometer bred og har et areal på 7,5 kvadratkilometer, har den hele tre havne: nemlig Bäckviken, Norreborg og Kyrkbacken. Vi vælger den nærmeste, Kyrkbacken, og flere sømil derfra kan vi se den høje bakke med kirken på toppen, som har lagt navn til byen og havnen. Vi behøver ikke kompas, men kan styre direkte efter den hvide kirke på toppen.

Vinden er ikke imponerende frisk, så vi ruller lige så stille gennem bølgerne, og selv om kirken har været i øjesyn længe, tager det sin tid, før vi er så tæt på havnen, at vi skal til at lave noget igen. I Kyrkbacken skal man ligge for anker, så det finder vi frem sammen med fenderne, som skal skåne båden fra at skurre mod nabobådene.

Vi er klar til indsejlingen, og jeg går på dækket og gør forfortøjningerne klar. På land står et par hjælpsomme sejlere og tager imod fortøjningerne. Sejlere er et hjælpsomt folkefærd. Vi dumper ankret, lige inden vi glider forbi pælene, som vi fortøjrer os til agter. Ved siden af ligger en anden lille dansk sejlbåd til bagbord, og til styrbord er vores nabo en stor, svensk motorbåd. Hven er et yndet udflugtsmål for sejlere fra begge sider af sundet.

Havnefogeden er ikke til at finde, og havnekontoret er låst af, så vi begiver os op på Kyrkbacken med vores frokost-proviant for at få et kig ud over øen og havnen. Vejen derop er stejl og går via en asfalteret vej med idylliske gårde på venstre hånd og brombærkrat og træer på højre hånd. Fra toppen kan man se ud over det meste af den lille ø med dens marker og småhuse. Den ligner mere Danmark, end den ligner Sverige, og øen lige midt imellem har da også været dansk frem til Roskildefreden i 1658, hvor Danmark måtte afgive Hven og det øvrige Skåne.

På gedefarmen leger kid såvel som deres forældre på de udhulede træstammer. Foto: Sofie Kønigsfeldt

Vi lægger Kirken Sankt Ibb på Kyrkbacken bag os, får betalt havnefogeden og gør klar til at gå på opdagelse på øen. I stedet for at gå den samme vej, som vi lige har gået op til kirken, vælger vi den noget mere besværlige vej op ad de karakteristiske stejle, høje skrænter kaldet Backafallen, hvis lerede jord smuldrer under fødderne på os og gør det svært at få fodfæste. Det handler om ikke at kigge ned undervejs, mens vi kravler, for skrænterne er omkring 50 meter høje, og da vi endelig når op på toppen, finder vi ud af, hvor højt oppe vi egentlig er.

Tycho Brahes aftryk

Vi er havnet midt på en mark og begynder at gå uden nogen egentlig retning. Det er jo umuligt at komme rigtig langt fra hjem på den lille ø. Undervejs ser vi adskillige harer pile rundt i marken, og på himlen flyver fasaner og andre fugle tæt. Og så kan vi se et højt spir.

Vinden er i sydvest og giver os ideelle betingelser for at stryge af sted mod den lille svenske Øresundsø, der engang var dansk.

Vi kommer til Tycho Brahe Museet, der ligger i den tidligere sognekirke Allhelgonakyrkan. Den danske verdenskendte stjernekigger boede på øen i år 1576-1597 efter at have fået øen overleveret af Kong Frederik II. Her fik Tycho Brahe opført sin bolig og observatoriet Uranienborg, som anses for at være en af videnskabshistoriens første forskningsinstitutioner. Senere, i 1584, fik han også opført observatoriet Stjerneborg, der blev anlagt delvist under jorden, for at vind og vejr ikke skulle rykke i bygningen og forstyrre de præcise instrumenter, han brugte til at måle stjernernes og planeternes positioner på himlen med. På museet kan man bl.a. se kopier af nogle af de vigtigste astronomiske instrumenter, ligesom der er arkæologiske fund såvel som moderne multimediefortælling.

En skeptisk ko ser skævt til kameraet. Den er bare en af de mange vilde såvel som indhegnede dyr, der er at se på Hven. Foto: Sofie Kønigsfeldt

Uranienborg blev revet ned i løbet af 1600-tallet, og i dag er der kun en markering af, hvor det har ligget i form af Tycho Brahe Haven, der er en cirkulær, delvis rekonstrueret renæssancehave fra 1500-tallet. Her er alle mulige forskellige sorter af bl.a. æble- og pæretræer og en storslået udsigt med hav næsten hele vejen rundt, men vi skal videre i teksten, for vi har endnu kun set en brøkdel af den lille ø.

I renæssancehaven, hvor Uranienborg engang lå, er der et porthus i hvert hjørne. Foto: Sofie Kønigsfeldt

Vi går østpå og kommer til stråhyttebagerens bageri, der sælger hjemmebag lavet på egen durumhvede – der er langt fra en nørrebro-durum til denne version. Ikke langt derfra ligger en gedefarm, hvor de mange geder leger på udhulede træstammer. Her kan man i en lille butik købe gedepølse og andre specialiteter.

Vi går videre langs vejen. Undervejs bliver vi gang på gang overhalet af de karakteristiske gule cykler fra cykeludlejningen, som er at se overalt på øen. Flere kører to og to – på tandem.

Vi kommer til Pumphans Café og svinger ind på gårdspladsen, der oser af bonderomantik. Det er ikke til at se, om vi er gået forkert og er på vej ind i en privat have, eller om det rent faktisk er den lille café, der efter sigende skulle lave en aromatisk kaffe på hjemmeristede bønner, som serveres i den lille, lukkede baghave, som var man til kaffeslabberas i en god vens baghave.

Desværre er der lukket, da vi kommer, og da vi spadserer ad den samme vej tilbage mod Tycho Brahe Museet og er ved at mærke trætheden i benene, bliver vi enige om, at det er noget stærkere end kaffe, vi har brug for, så vi sætter kursen mod Backfallsbyn nær Norreborg.

Ad Kærlighedsstien

Efter at have gået på asfalterede veje længe, ser vi pludselig den idylliske, grønne, tilvoksede allé, der drejer mod venstre. Kerleksstien, eller Kærlighedsstien, hedder den. Træerne gror så vildt, at det nærmest ligner, at de lukker sig om os, og vi går helt afsondret fra omverden i vores eget grønne univers.

Efter den lille afstikker fortsætter vi mod øens nordlige side og kommer forbi golfbanen ved Norreborg, minigolfbanen og et gammelt nedlagt teglværk, der var øens stolthed frem til omkring år 1900, hvor det blev nedlagt. Før da var teglproduktion øens primære indtægtskilde, og Hven har spillet en ikke uvæsentlig rolle i opførelsen af mange af Københavns bygninger fra samme periode.

Endelig er vi fremme ved målet, spiritusdestilleriet og beværtningen Spirit of Hven. Vi skal have noget at styrke os på, og her laver de deres egen berømmede spiritus, ligesom de har et overordentligt stort udvalg af især whisky, hvilket har været medvirkende til, at baren har været kåret som Sveriges bedste. Vi skal naturligvis prøve den lokale vare, og selv om baren er kendt for sin whisky, bliver vi enige om, at deres gin tonic med lidt revet citronskal lavet på det lokale destilleris gin er den mest overtrufne smagsoplevelse. Sådan en flaske skal vi da have med hjem som souvenir, tænker vi, men ak, vi er jo i Sverige, og her hersker Systembolaget. Eller det vil sige det gør det alle andre steder end på Hven, for her er slet ikke noget Systembolag, men alligevel må de ikke sælge spiritus.

»Men man kan købe flaskerne i København,« forsikrer bartenderen os om med et smil.

Således forlader vi spiritusdestilleriet, der ikke må sælge spiritus, og på vej tilbage til havnen i Kyrkbacken går vi gennem Tune by, der ligger midt på øen. Her er bl.a. kunstgalleri, en wellness-shop med sæbe, te og massage og et gæstgiveri, hvor der godt kan ske at være gang i den om sommeren.

Men vi skal hjem og grille asparges og pølser, så vi fortsætter i rask gang tilbage til Kyrkbacken, hvor vi tænder op i havnens grill, der er til fri afbenyttelse for sejlende gæster. Mens vi spiser, ser vi solen forsvinde bag Sjællands østkyst, og godt trætte i benene og med lidt lokal gin i blodet er vi klar til at lade os vugge i søvn af de svage bølger, der omfavner vores lille båd for foden af Kyrkbacken.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.