Få varmen på Kullen

Selvfølgelig kan man køre ud på Kullen i bil, hvor man kan parkere 200 meter fra fyret, som ligger på den yderste spids. Herfra er der flot udsigt over klipperne og havet der, hvor Kattegat bliver til Øresund. Men man snyder sig selv. For Kullen, eller Kullaberget, som det hedder på svensk, opleves bedst gennem fodsålerne. Det har deres udsendte lokket en veninde med til på denne strålende forsommerdag. Vi har valgt en rundtur på 9 kilometer, der starter i den gamle badeby, Mölle, 35 kilometer nord for Helsingborg, og leder os forbi fyret og tilbage langs nordkysten. Ifølge den guide, vi har fundet på nettet, tager turen fire timer, hvilket skal vise sig at være alt for lidt.

Løssluppen badekultur

Udstyret med lette vandrestøvler, vanddunke, madpakker og badetøj begiver vi os ud på det urfjeld, der vokser frem lige efter badebyen. 'Urfjeld' lyder unægteligt som om, vi nu vinker farvel til al civilisation, så lad mig straks afsløre, at det er der ikke tale om - i hvert fald ikke for mere end en times tid ad gangen. Og faktisk fortryder vi de medbragte madpakker allerede efter 20 minutter, da Ellens Café i Ransvik dukker frem mellem klipperne. Her er rejemad, sildemad og æblekage. Ellen selv er egentlig pæredansk, og det er Kullen også. I hvert fald indtil freden i Roskilde 1658, hvor Frederik III afstod Skåne, Halland og Blekinge. Det viser sig, at Ransvik er et af Kullabergets populære badesteder. Det var her, vores oldeforældre poserede i uldne badedragter med tværstriber og lange ben for 100 år siden. Eller det kunne de i hvert fald have gjort. Det var nemlig fortrinsvis danskere og tyskere, der dristede sig til den slags løssluppenhed, hvor mænd og kvinder badede sammen. Kullen var det første sted i Sverige, hvor det blev tilladt, og dokumentationen findes inde på caféen i form af en række fotografier fra dengang. Ransvik er stadig et yndet badested og samtidig et foretrukket sted for dykkere, for vandet er som regel meget klart, og det bliver hurtigt dybt ud for den lille badebro. Fra Ransvik fortsætter stien gennem skov med bregner og løvtræer og over åbne, kuperede sletter med udsigt. Bl.a. over den golfbane, der har sneget sig ind her. Et sted inde i skoven passerer vi til vores store overraskelse en 'Parningsstation'. Den viser sig at være for bier. Kullen lægger jord og klippesprækker til et væld af forskellige blomster. Kaprifolier, engelsk græs, skørbugsurt, lyng og vilde orkideer, for blot at nævne nogle få. Blomsterne og bierne har gensidig fornøjelse af hinanden. Uden bier er der mange arter, der har problemer med befrugtning og formering, så det er ikke kun af hensyn til honningproduktionen, der er sat bistader op. Men Kullen-honning skulle efter sigende være fortrinlig og sælges flere steder på halvøen.

Rappelling eller krabbegang

Efter skoven går vi blandt græssende højlandskvæg, og nu er der udsyn til fyret. Men før vi kommer dertil, skal vi ud til klipperne ved kysten. Selve vandrestien holder sig i god afstand fra de stejle kyster, men flere steder er der afstikkere ud på klipperne. Vi vælger en mod Lahibiagrotten, og snart står vi på toppen af lodrette klipper, hvor man kan øjne badende langt nede i det klare vand. Her ser vi de første klatrere og især dem, der ikke klatrer op, men rappeller ned med et reb fastgjort på toppen. Kullen er meget populært blandt danske klatrere. Siden 1953 har Dansk Bjerg- og Klatreklub trænet her, hvor den også har sin egen hytte. Der er næppe den danske bjergentusiast, der ikke har sat sit første spir i Kullens gnejs. Desværre sker der også ulykker; nogle med dødelig udgang, og det bedste råd til uerfarne klatrere er at alliere sig med en erfaren træner. Selv nøjes vi med at krabbe ned ad en moderat skråning, der er forsynet med tovværk, for at sådan nogen som os kan komme sikkert både ned og op igen. Grotten i sig selv er ikke noget at skrive hjem om, men turen op og ned giver varmen, og vi beslutter at gå i vandet næste gang, der er en chance. Der er allerede gået tre timer, så nu går det i rask trav til fyret.

Tycho Brahes fyr

Fyrtårn er ofte høje og slanke og lidt af en udfordring at stige op i. Sådan er det ikke med Kullens fyr. Egentlig lidt skuffende med sine blot 15 meter. Til gengæld ligger det i 78,5 meters højde og er dermed Sveriges højest beliggende fyr. Det er samtidig Skandinaviens mest lysstærke fyr og kan ses på 50 kilometers afstand. Så meget desto mere forbløffende, at det alligevel lykkes skibe at støde på grund her. Den mest kendte og eftertrykkelige grundstødning er Oslofærgen Dronning Margrethes eskapade i 1971. Den 31. januar sejlede færgen durk ind i Kullens spids, kendt som Smygen. Stedet, som ses lige foran fyret, kaldes nu 'Margrethe hakket', men svenskerne har været så elskværdige ikke at navngive stedet på kortet. Her er ellers tradition for at navngive stederne efter særlige begivenheder. Lidt nordøst for fyret ligger for eksempel 'Palnatokes skrænt'. Det var her, Harald Blåtand tvang sin storskrydende væbner Palnatoke til et halsbrækkende styrtløb på ski. Det er i hvert fald, hvad Saxo beretter i sin Danmarkskrønike. Men tilbage til fyret, som er knyttet til den mere sandfærdige danmarkshistorie. Det første fyr blev opført her allerede i 1561 på ordre af Frederik II. Det var et såkaldt papegøjefyr, en jernkurv med brændende trækul, der blev hejst 12 meter op i en kæde, der var fastgjort til en trækonstruktion. Allerede efter få år blev det afløst af et muret stentårn med glas og tællelys, og fra 1577 til 1601 var ingen ringere end vores berømte astronom, Tycho Brahe, fyrmester ved fyret på Kullen. Gennem årene har stadig mere moderne fyr afløst hinanden. Det nuværende fyr er fra år 1900. Det blev fuldautomatisk i 1979 og har siden 2008 været helt ubemandet. Bemanding er der til gengæld i bygningen ved siden af fyret, hvor der er indrettet et 'Naturum', hvor man kan blive klog på Kullens natur. Og lige neden for fyret er der andre, der frister med blandt andet varme vafler med 'vispgrädde og sylt'. Så de danske rugbrødsmadder er endnu engang under pres.

Havbad og jacuzzi

Fra fyret kan man følge stisystemet langs nordkysten. Den går mest gennem skov, men som på sydsiden er der afvigere til småstier ud på skrænten og ned til havet. Vi stiger ned ved Visitgrotten. Vandet er klart, fristende og køligt. Klipperne er varme at dase på efter dukkerten, og det er næsten ikke til at komme herfra.

Seks timer til Mölle

Turen fra Visitgrotten til Mölle bliver helt uden svinkeærinder og tager en time. Så kan vi lige nå ud på terrassen på Mölles mondæne Grand Hotel, der knejser over alle andre huse i den lille by. Kaffen er smådyr og middelmådig, men vi betaler for udsigten, og den er i orden. Kullaberget, Kattegat, Øresund, Mölles lille havn og et glimt af Sjællands kyst. Allerbedst er udsigten nok fra den udendørs jacuzzi, der næsten svæver ud over klippekanten. Skulle man ikke have fået varmen på traveturen langs kysten, så kan man i hvert fald få den her. Og for god ordens skyld: Seks timer tog det, før vi og de efterhånden lidt trætte madpakker genså bilen på P-pladsen i Mölle.

LÆS OGSÅ: Fjeldtur i vandrestøvler og solcreme