Fortsæt til indhold
Rejser

Langt væk fra alt

Christiansø og Frederiksø ligger midt ude i Østersøen, og på vej derud med færgen kan man se gråsælerne slænge sig i solen – til stor irritation for fiskerne.

Sune Gudmundsson

Selv om Bornholm er lille nok til at opleve på cykel, så er øen stor nok til, at man godt kan glemme, at man er på en ø. Sådan er det ikke for Bornholms lillebrødre, Christiansø og Frederiksø. Sammen med fuglereservatet Græsholmen og et antal større og mindre skær udgør de tilsammen Ertholmene, Danmarks østligste punkt. Øerne er autonome på den måde, at de hverken er en del af nogen kommune eller region.

Man kan nå at inspicere begge øers unikke natur og intakte fæstningsbygninger på tre timer.

De omkring 100 fastboende borgere er underlagt en administrator, der af historiske årsager hører under Forsvarsministeriet. I færgepamfletten på den 55-minutter lange overfart fra Gudhjem til øerne kan man læse, at Christian V i 1684 besluttede at bygge en fæstning til flådens skibe i Østersøen. Et par årtier tidligere havde Danmark nemlig mistet Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne, og det var derfor nødvendigt at kontrollere den svenske flåde i Østersøen.

Det gamle fæstningstårn, Store Tårn på Christiansø, er i dag fyrtårn og øens beboere har planer om at lave en arkitektonisk tilbygning til tårnet, så det blandt andet får et glastag og gøres til et moderne museum

I 1855 havde Christiansø og Frederiksø aftjent sin funktion som militære anlæg, og de udstationerede soldater slog sig ned som fiskere. I dag lever ingen på øen længere af fiskeri.

Over højtaleren på færgedækket henleder kaptajnen passagerernes opmærksomhed på en væsentligt del af årsagen dertil, nemlig fiskerens fjende nummer et – gråsælen – der er vendt tilbage i hobetal efter 100 års fravær og nu ligger og soler sig på et klippeskær til bagbord. Omvendt er sælerne godt for turismen, indvender kaptajnen.

Den naturlige havn i Christiansø danner en flot ramme for indsejlingen til øen

Selv silden til den berømte Chritiansø-sild er i dag importeret, men bliver stadig forarbejdet hos Ruths Sild – en af øens to virksomheder. I dag er Ruth gået på pension, men foretagnet er blevet i familien, da hendes datter har overtaget. Den anden virksomhed – Christiansøs Købmandshandel og Gæstgiveri – serverer de herlige sild på hvid dug og med udsigt til naturhavnen.

Kvæk! Et vandhul er invaderet af grønne frøer på Christiansø.

Christiansø og Frederiksø er forbundet af en lille gangbro, og man kan nå at inspicere begge øers unikke natur og intakte fæstningsbygninger på tre timer i roligt tempo. Der er også mulighed for overnatning på gæstgiveriet eller på teltpladsen, og hvis du pønser på at holde fest midt i Østersøen, så kan gæsterne tilbringe en nat i brummen. Det historiske fængsel, der i dag fungerer som museum, tjener nemlig også fra tid til anden som en slags Hotel Tremmely.